Hvilken bog skal ligge under træet?

Verbal magi
Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende, Rosinante
Céline, der af et forurettet hjerte nærede et indædt had til Danmark, der reddede ham fra henrettelse som kollaboratør i Frankrig, gengældes med en stilsikker oversættelse af denne hans vidtløftige og højtløftede debutroman fra 1932. Den fanger hurtigt læseren ind i en antijulestemning af uhæmmet udtryksrigdom vedrørende menneskenes natside. Med verbal magi og energi rejser hans identifikationsfigur gennem en verden af tabte værdier, nådeløs og kærlighedsløs, forsonet kun ved en grotesk humor, der lysende udforsker mørket. Bogen tænder ved sin detaljerede lidenskab.
Torben Brostrøm
Et svimlende univers
Svend Åge Madsen: Mange sære ting for, Gyldendal
Svend Åge Madsen er simpelthen det største og bedste, vi kan præstere herhjemme i Danmark, i al fald når vi taler nulevende forfatterskaber. I sin nye roman, Mange sære ting for, er 70-årige Madsen så åndsfrisk som nogensinde, på trods af at alter egoet Alien Sandmes helbred skranter, og han fører lange diskussioner med selveste Gud om, hvordan den sande historie skal fortælles. Den store sandhed om Jesu liv har Madsens menneskehed nemlig fået adgang til via en såkaldt spejlpanet, som reflekterer levende billeder fra 2.000 år tilbage i tiden. Det astronomiske fænomen blev opdaget af den danske astronom Adam d'Eden, der i romanens begyndelse findes spiddet på Århus Domkirkes spir. Og en broget buket ærgerrige videnskabsfolk kæmper nu om adgangen til videooptagelserne af Jesus' såre profane liv.
Mange sære ting for er et must under juletræet, fordi den er en usædvanlig helstøbt roman, komplet med plot, suspense, metaniveauer, fortællertinitus og politiske og eksistentielle tematikker, der tilsammen inddrager, henriver og kaster sit stødt voksende net af referencer ud i det madsenske fiktionsunivers. Så stort er det univers, at man bliver svimmel.
Helle Juhl Lassen
Eksistensens pulsslag
Joseph Roth: Job. Roman om et enkelt menneske, Forlaget Vandkunsten
Årets litterære julegave, til romanlæsere af alle køn og aldre, må være den østrigske mellemkrigstidsforfatter Joseph Roths Job fra 1930, som i år er kommet i dansk nyoversættelse. Job er litteratur i verdensklasse, en af den slags sjældne romaner, der synes at have fat i selve eksistensens pulsslag. Den er beretningen om en jødisk-russisk skolelærer ved navn Mendel Singer, som præsenteres med episke penselstrøg af største enkelhed og præcision: »Gud havde givet hans lænder frugtbarhed, hans hjerte ligevægt og hans hænder fattigdom.« Mendel Singer udvandrer kort før Første Verdenskrig med sin familie til Amerika, hvor han ligesom den gammeltestamentelige Job skal opleve store tab, men inden da har vi fået øjebliksbilleder af liv så koncentreret, at ingen tab synes at kunne udslette det, og til sidst får vi en slutning så smertefuldt lykkelig, at alt er givet os tvefold igen.
Lilian Munk Rösing
Opgør med normtyranni
Wojciech Kuczok: Skarn, Batzer & co
Som julegave vil denne lille barske roman nok ikke ligefrem sprede hygge, og man skal nok have et rigtig godt forhold til det familiemedlem, den gives til.
Måske er den i virkeligheden den perfekte mandelgave. Der venter den glade vinder en stor læseoplevelse, et formfuldendt opgør med afstumpet normtyranni og vulgaritet.
Tine Roesen
Æstetisk skønhed under diktatur
Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden, Batzer & Co
2009 har været et rigtig Herta Müller-år, der kulminerede med nobelprisen i litteratur i oktober. Mens vi venter på, at hendes seneste bog, Atemschaukel, udkommer på dansk til næste år, kan man allerede nu glæde sig over flere af hendes bøger på dansk, senest Kongen bukker og dræber, som Gyldendal lige har genudgivet, samt for første gang på dansk den lille roman Mennesket er en stor fasan i verden fra forlaget Batzer & Co. Skrevet i 1987 før hendes flugt fra Rumænien til Tyskland skildrer romanen med stor æstetisk skønhed et liv blandt mentalt ødelagte mennesker i en landsby i det tyske mindretal i Rumænien under Ceaucescus diktatur. Der er ikke meget at glæde sig over i Herta Müllers lille roman. Og alligevel lykkes det hende at skrive en særlig poetisk stemning frem midt i det hårde liv. Noget, der virker som en slags forsoning med det store hårdtprøvede og ucharmerende menneske, som også ligger i den ellers kryptiske titel på bogen.
Peter Nielsen
Dybt begavet svensk/danskPär Thörn & Rasmus Graff: Att/At, papi nr. 6, 2009, papitidskrift.se
To forfattere, der virkelig har gjort indtryk på mig i år er svenske Pär Thörn og danske Rasmus Graff. I den seneste tid er de endda begyndt at samarbejde, og et af resultaterne kan man se i det seneste nummer af det svenske tidsskrift papi. Konceptet er enkelt; Thörn og Graff har skabt en tosproget montage af imperativerne fra henholdsvis en dansk og en svensk kogebogsklassiker. Det kan for eksempel lyde sådan her: »kog, vask, form, mos, skær« eller »skär, skölj, dela, koka, smaksätt«.
Med andre ord hvis man fornemmer en fare for, at nogen skulle blive ramt af i-landskvalme og rigtige kogebøger tæt på den 24. december, vil jeg foreslå denne dybt begavede indtilbenet-tekst kaldet Att/At til at stå imod med.
Kamilla Löfström
Originalt og gysende godt
Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P, Politikens Forlag
Jussi Adler-Olsen har med sin tredje krimi om afdeling Q, Flaskepost fra P, slået sig fast som en af de mest geniale danske krimiforfattere herhjemme lige nu. Plottet er originalt og gysende godt, og sproget er befriende friskt. Man kan med fordel begynde med den første i serien, Kvinden i buret, og gå videre til de næste, for alle tre om afdelingen for henlagte sager med særlig offentlig bevågenhed er absolut værd at tæske sig igennem.
Mette Højbjerg
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Samtlige bøger der anmeldes er skønlitteratur. Vi er også nogen der læser faglitteratur, men man har ikke fundet det nødvendigt at anmelde en eneste faglitterær bog. Information har ellers løbende anmeldt mange rigtigt gode bøger, så hvorfor har man ikke udvalgt nogle af de bedste af disse?
Enig.
Selv håber jeg "Danskere på Vestfronten - 1914-1918" ligger under træet.
Min farfar var sønderjysk tvangsudskrevet soldat, men talte aldrig om krigen. Så den vil jeg gerne læse.