Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

De intellektuelle kommer ind i kampen

De konkrete eksempler fra den amerikanske virkelighed gør Michael Sandels filosofiske refleksioner over retfærdighed relevante for alle der skændes med sig selv. Og hvem gør ikke det?
De konkrete eksempler fra den amerikanske virkelighed gør Michael Sandels filosofiske refleksioner over retfærdighed relevante for alle der skændes med sig selv. Og hvem gør ikke det?
Kultur
5. december 2009

De er sendt ind bag fjendens front med en ordre: De skal dræbe dem, de møder. Det er ikke herinde, man skal tænke på menneskerettigheder og debattere etiske dilemmaer. Det er i 2005: Fire amerikanske soldater er på en hemmelig mission i Afghanistan på jagt efter en højtstående Talebanleder, som skulle være tæt på Osama bin Laden. Amerikanske efterretninger antager, at 140-150 tungt bevæbnede Talebansoldater beskytter den lokale krigsherre. De amerikanske soldater støder nu på to ubevæbnede afghanske hyrder og en 14-årig dreng. De truer dem med deres geværer, tvinger dem ned på knæ og binder dem. Amerikanerne begynder at diskutere, hvad de skal stille op med dem: På den ene side ligner de ufarlige bønder, som man ikke kan forsvare at henrette, bare fordi de kommer i vejen. Det vil strategisk skabe større modstand mod de amerikanske soldater, og det vil moralsk belaste hele den amerikanske mission. På den anden side har de jo deres ordrer. Og hvis de sætter dem fri, risikerer de, at hyrderne advarer Taleban. Tre af soldaterne insisterer på, at de skal dræbe hyrderne og drengen. Men den fjerde soldat forklarer bagefter: »Jeg vidste i min sjæl, at han havde ret. Vi kunne ikke sætte dem fri. Mit problem er bare, at jeg også har en anden sjæl. Min kristne sjæl. Noget blev ved med at hviske i hovedet på mig, at det ville være forkert at henrette disse ubevæbnede mænd med koldt blod.« Den fjerde soldat fik sin vilje. De lader dem gå. Og det kommer de til at fortryde: Halvanden time senere bliver de omringet af mellem 80 og 100 tungt bevæbnede fjender. De tre andre soldater bliver skudt, og som den eneste slipper den soldat fri, som lyttede til sin kristne sjæl:

»Det var det dummeste, jeg har gjort i mit liv,« skriver han i sine erindringer.

Konkrete kampe

Denne historie bliver fortalt i den amerikanske politiske filosof Michael Sandels nye bog: Justice - what's the right thing to do? Det er en bog, som reflekterer over problemer, hvor 'sjælen' ikke er enig med sig selv: Man kan på den ene side godt se, at man burde parere ordre og slå ihjel. Men man kan på den anden side også godt se, at man ikke burde dræbe. Man kan på den ene side kalkulere konsekvenserne, hvis man ikke dræber. Men man mener på dens anden side også, at det enkelte menneskeliv er hævet over den slags konsekvenskalkuler. Sandel viser, hvordan forskellige opfattelser mødes i sjælens skænderi med sig selv. Man taler om en konsekvens-etik: Det vil sige en etik, som spørger til konsekvenserne af handlinger: Hvis vi ikke dræber dem, hvad sker der? Men man kan også tale om en sindelagsetik, som ikke spørger til konsekvenserne, men til motivet for handlingen. Det vigtigste er her ikke handlingen, men hensigten med handlingen.

Hvad gavner lyrikken?

Sandel går videre og beskriver også et tredje ræsonnement, som han kalder utilitaristisk:

Det hævder, at målet er størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Man vil i en utilitaristisk optik kunne sige, at man for at redde de amerikanske soldater og sikre de amerikanske borgere i kampen mod terror kan retfærdiggøre henrettelsen af tre tilsyneladende civile afghanske borgere. Man kan i samme perspektiv retfærdiggøre tortur af terrormistænkte for at få dem til at afsløre attentatplaner: Hvis det er til fordel for det store flertal, kan man forsvare mishandling af enkelte borgere. Men som Sandel anfører, er logikken ikke konsekvent: For man ville næppe retfærdiggøre eksempelvis tortur af en terrormistænkts datter, selv hvis det kunne få den anklagede til at tilstå hemmelige projekter. Sådan forholder det sig ifølge Sandel, fordi man i forvejen betragter den terrormistænkte som en slags skyldig: Torturen, som er uacceptabel, bliver accepteret, fordi den går ud over en skidt karl. Men man ville ikke lade den gå ud over en uskyldig pige. Så utilitarismen løber ifølge Sandel ind i selvmodsigelser.

Den er også belastet af to andre problemer: Det ene er, at alt bliver lige gyldigt, hvis det skal omsættes til 'lykke for de fleste'. Man omsætter alle fænomener til samme skala. Tv-serier, som underholder millioner af mennesker, bliver meget bedre end avanceret lyrik, som kun tiltaler få tusinde mennesker. Og alligevel vælger vi at støtte lyrikken og regne den for nødvendig.

Det andet problem er, at vores samfund er etableret på respekt for det enkelte individs ukrænkelighed. Vi kan ikke acceptere krænkelse af enkelte individer, selvom det er til flertallets fordel. Der er intet mål, som helliger, at man gør andre mennesker til midler. Det sker naturligvis, når man sender soldater i krig for en højere sag, men ikke uden at udfordre vores antagelser om rigtigt og forkert.

Liberalismen

Den politiske liberalisme vil i modsætning til utilitarisme hævde respekten for det enkelte individ som grundlaget for det demokratiske samfund. Det enkelte individ skal anerkendes som selvstændigt, og det skal selv samtykke, hvis andre skal bestemme over det. Rettigheder og kontrakter bliver hos Sandel grundlaget for den politiske liberalisme.

Problemet med liberalismen er ifølge Sandel, at den ikke kan redegøre for fælles værdier og goder. Hvis alle mennesker skal respekteres som lige og selvstændige, kan man ikke forsvare, at vi er mere indignerede over fattigdom i Vanløse end elendighed i Bangladesh. Hvis vi burde være lige så engagerede i dem langt væk som dem tæt på, bliver det set som en slags egoisme, når vi hidser os op over vores egne små problemer. Det betyder for Sandel, at en sund solidaritet bliver foragtet, som om det var mangel på global bevidsthed.

Mod markedet

Sandels eget projekt handler om at udpege en tredje vej: Han accepterer hverken utilitarismen eller liberalismen. Og han ser det som et stort problem, at der ikke findes et effektivt moralsk sprog til at føre kamp mod markedet. Den økonomiske logik trænger ind i alle aspekter af vores samfund. Størst mulig lykke til flest mulige mennesker bliver til mest muligt forbrug til så mange forbrugere som muligt, og den enkelte borgers selvstændighed bliver realiseret som købekraft og arbejdskraft. Sandel slår fast, at de venstreorienterede ikke bør overlade den moralske og religiøse dagsorden til de konservative. Så taber den kolde fornuft til de varme følelser. Hvis man skal overkomme markedet, skal man ifølge Sandel tale et indigneret og engageret sprog. Man skal appellere til moralske idealer om et bedre liv og et mere retfærdigt samfund. Denne position har Sandel efterhånden forsvaret i årtier. Og det er ikke som teoretisk værk, at Justice - what's the right thing to do? er interessant. Det er som intellektuel praksis: Han indleder sine analyser med konkrete konflikter, han starter i historier, vi kender. Det handler ikke om at hælde begreber på verden og slet ikke om at hælde verden på begreber. Det handler om at vise, at begreberne altid allerede kolliderer i den virkelighed, vi er så optaget af, at vi skændes med os selv.

Michael Sandel: Justice – what’s the right thing to do? 308 s., 14.99 dollar. Allen Lane

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her