Læsetid: 4 min.

For kendt til det her sted

Joakim Jakobsens bog om Harald Nielsen er elementært spændende i sig selv. Den ulmer af en befriende hyldest til den der skabning, vi både frygter og fascineres ved i Danmark: verdensmennesket
3. december 2009

Den 10. maj 1960 er Parken fyldt til bristepunktet. Faktisk mere end det, for ivrige entusiaster fra et fodbold-Danmark, der med stokkonservative DBU i spidsen anakronistisk hylder amatøridealernes ideologi, har møvet sig ind på selve banen. Dér sidder de så, på første parket, lige bag sidelinjen, til opgøret mellem Brasilien og Danmark. Sydamerikanerne er lysende stjerner, som for længst har smagt professionalismens beske sødme, og som der allerede skabes myter på: Garrincha, Nilton Santos, Zito, Pelé og Bellini.

Det danske publikum hilser brasilianerne med et euforisk brøl, især da de opdager det 17-årige fænomen Pelé, som begejstrede hele kloden med sin bevægelseskunst og sine to mål i 5-2-sejren over Sverige i VM-finalen to år tidligere. Nu er Pelé 19 år.

Og hovedpersonen i Joakim Jakobsens bog Guld-Harald: Topscorer, idol, rebel er endnu yngre, 18 år og nogle dage.

Harald Nielsen har umiskendelig 'star quality', og han signalerer en ny æra i Danmark med optimisme, opsving og frigørelse.

Der er noget dansk og ukueligt ved ham og samtidig noget kosmopolitisk forførende over frederikshavneren.

Guld-Harald revolutionerede dansk fodbold, både på og uden for banen i kraft af den elitekultur, han bragte med sig.

I Jakobsens stilsikre miks af aktuelt perspektiv og historiegravende sentimentalitet kommer vi med på hele rutsjeturen, fra debuten på det danske ynglingelandshold i 1958 over hattricket mod Boldklubben Frem i Frederikshavns 3-1-sejr i den bedste række og frem til forløsningen på Stadio Olimpico i Rom den 7. juni 1964, hvor Harald studser bolden ind under Inter-keeperen Giuliano Burgnich og dermed sikrer det italienske mesterskab på sidste spilledag i Bolognas favør.

Harald kan det hele. I 1961, hvor han er det hotteste navn overhovedet i nationen, får han 1.000 kroner pr. indspilningsdag for sin 'cameo role' i den ottende og sidste Far til fire-film, fem gange så meget som den unge, rutinerede kvinde i rollen som Mie. Det var Rudi Hansen, som Harald blev gift med i 1963, og som fik de italienske kolleger til at dreje hovedet af led.

Den unge forward spiller i filmen en træner, som skal lære Ole og Lille-Per og deres holdkammerater op.

»Søren og Erik, I henter sækken med sveskerne,« klinger guldkornene, i øvrigt med eftersynkronisering af Ib Mossin, for de ekstremt flade vokaler i Haralds frederikshavner-dialekt var komplet umulige at arbejde med.

Guld-signaturen fik Harald lige før OL i 1960. Tilnavnet udtrykte en sejrsvilje, som kunne drive hele holdet frem - han var talisman og yngste mand - og et brændemærke, som Jakobsen skriver: Harald overtrådte en forhåbningsgrænse.

Inden OL havde han formastet sig til at sige, at vi sagtens kunne vinde guld. Rollen kom til at forpligte mere end selve løftet. Der var noget befriende og anstrengende i de bombastiske erklæringer, som danskerne - og ikke mindst DBU - havde det svært med. Forventningerne kom alt for nemt ud af balance, og kort efter sommeren 1960 blev løsagtigheden brændt fast i panden på ham. Guld-Harald, en stigmatiseret, gryende fodboldprofessionalisme, som ikke rigtig kunne finde en plads i amatør-Danmark. Og Jakobsen kan ikke skjule sin indignation: Harald blev som 'en mand i en lille provinsby, der engang for mange år siden begik et fejltrin'. Årtier senere tog han også fejl, da han forsøgte at drive FCK ind i det nye årtusinde og måtte se sig overhalet indenom af en ny bestyrelse og Don Ø.

Fodboldreformer

Efter seks sæsoner i Bologna, herunder Serie A-mesterskab i 1964 og titel som ligatopscorer i '63 og '64, skiftede Harald til Inter i 1967. Overgangssummen var rekordstor, hele 2,5 millioner kroner, hvad der dengang gjorde ham til den dyreste fodboldspiller i verden.

Det var også en forandring fra én spillekultur til en anden. I Bologna dyrkede man en offensiv romantik, hvorimod Inter stod for defensiv kynisme. Nielsen nåede også at spille for Napoli og Sampdoria, før han sluttede sin karriere i 1970.

Men da havde han også sunget med Luciano Pavarotti, filmet med Marcello Mastroianni og været i audiens hos Pave Paul VI. Og løbet med Rudi 'Mie' Hansen. Harald hvilede ikke på laurbærrene, selv om han var det mest spektakulære væsen i andedammen. Nu gjaldt det om at reformere DBU. I 1977 forsøgte Harald sammen med Helge Sander at oprette en alternativ, professionel liga.

Det gik ikke helt, men DBU blev bange og så skriften på væggen, og i 1978 blev der indført professionel fodbold i Danmark.

Resten er historie. Harald Ingemann Nielsen er den mest exceptionelle centerforward, vi har fostret herhjemme.

Følelsen af dreng igen

Guld-Harald er en journalistisk bog. De gamle avissider og reportagefotoer er vakt til live, så man vitterlig følger Haralds skæbne i kronologisk real-time. Men bogen har også en moraliserende undertone, en trodsig røst, der kanter amatørismens duknakkede 'nu-skal-vi-ikke-komme-for-godt-igang' op imod Haralds inkarnerede globaliseringsvilje.

Jakobsens bog er elementært spændende i sig selv - Harald er gjort af filmisk materiale - men heldigvis ulmer de 296 sider, hvor man ofte sidder med en følelse af at være dreng igen med skrammer på knæene og fedtede klistermærker med Juventus-spillere, af en befriende hyldest til den dér skabning, vi både frygter og fascineres ved i Danmark: verdensmennesket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu