Læsetid: 5 min.

Kunsten og lidenskabens pris

Original forløsning af Tannhäuser på Operaen
22. december 2009

At operere i Richard Wagners mangfoldigt allegoriske univers åbner også i rigt mål den mulighed at lade dramaerne med rod i tysk tidlig middelaldermyte udspille sig i andre tider - ikke mindst i Wagners egen, hvor værk og kunstner ikke just er modstridende størrelser. Det er just, hvad Kasper Holten har valgt i sin og Den Kongelige Operas nyopsætning af Wagners ungdomsværk Tannhäuser fra 1845 her i pariser-versionen fra 1861. Ifølge programmets artikel: »Vores Tannhäuser - et subjektivt handlingsreferat«, forklarer iscenesætter Holten, at forestillingen udspiller sig i titelpersonens eget hjem med hustru Elisabeth, halvstor søn og mange tjenestefolk. Den rene Biedermeier, hvor kunstneren som Wagner selv er hjemmets absolutte centrum. Geniet med faciliteterne i orden og på plads udenom. Rummet, hvori det hele foregår, er Tannhäusers sind under udvikling. Det vil jo sige, at hele handlingen er en fiktion, som kunstneren i kunstværket, altså digteren eller komponisten eller minnesangeren Tannhäuser digter, lader ske og bestemmer. Inspirationen får Tannhäuser fra Venus, eller musen der ikke lader ham i fred, når man for en ydre betragtning kan mene, han har brug for det. Opholdsstedet under disse inspirerende stunder er inde i en tilstand, som kaldes Venusbjerget, underfundigt og for sin tid ganske dristigt benævnt således; hos Wagner selv ganske konkret i favnen mellem benene på gud- inden. Inspirationen er sagt på en anden måde med lige så stor kraft bestemt af lidenskaben, der har sit sæde i den altfortærende uafviselige kødelige kærlighed. Denne vilde uregerlige kærlighed, som er forudsætningen for genistregerne, står i tragisk kontrast til livet med Elisabeth i det store hus med de mange trapper, hvor det bogstaveligt talt går både op og ned, og nogle gange er vendt helt på hovedet.

Stramhed og disciplin

Kasper Holtens tolkning kan diskuteres, selvfølgelig kan den det. Er kunstnerens død til allersidst og er døden for dem begge med Elisabeths svanesang også en begivenhed, der udspiller sig i fantasien, og hvad så? Jo, det kan skam anfægtes. Men det kan ikke anfægtes, at Holten går til den med overbevisning og konsekvens og får skabt en forestilling, der er værd at bruge sin tid på. Den stramhed og disciplin i virkemidlerne, som Holtens Ringen for nogle år siden var udtryk for, genopleves her. Forestillingen er renfærdig og stilmæssigt sikker - næsten hele vejen igennem. Selve person- instruktionen præcis og uden manerer. Den samlede forestilling leveres i en melankolsk inderlig tone, som står i overbevisende forhold til musikken. Den elegiske pointe er jo nok den, at med kunstnerens død, hvad enten den er fiktion eller ej, kan omgivelserne endeligt og uden forbehold og fordomme og misundelse og bøvl prise hans værk og måske ligefrem en skønne dag ved en eller anden ministeriel mellemkomst ophøje det til kanon.

I den forstand er Kasper Holtens ideer om kunsten i samfundet lige så kontrære og oprørske over for en stadig mere konventionel og fodslæbende fladtrådt samtid, som Wagners var. Konsekvensen i sit yderste kan forekomme pessimistisk, men er uden tvivl realistisk: En stor og god kunstner er en død kunstner. Det meste af det andet skabt i det øjeblikkeligt anerkendtes navn er trivialiteter, hvilket Kasper Holten demonstrerer i den vittige præsentation af de middelmådige af sangerne ved sangerfesten.

For at forløse Wagner fordres jo mere end iscenesætteren, hvor original denne end måtte være. På Operaen er forestillingen lagt i dirigenten Friedemann Layers særdeles gode hænder og er fra første tone i overensstemmelse med de Wagnerske krav om klangfylde og dynamik. Det Kongelige Kapel musicerer som en drøm, med glød og puls. Det er en stor glæde at opleve så mageløst et orkesterspil. Det er det også, hvad angår Operakorets præstationer forestillingen igennem. Måske mere end nogen andre står og falder denne opera med korets indsats, og den er her betydelig.

Bevægende

Den dominerende titelrolle bestrides af vor stedlige altmuligmand i Wagner, Stig Fogh Andersen, der tilføjer sin tenorale minnesanger, og hvad han nu er, lidenskab og smerte. Overbevisende er Fogh Andersen i sin fortabthed i den skabende proces. Det kunne gå hen og blive for meget, men bliver det ikke. Tina Kiberg som Elisabeth mestrer både den alt for kortvarige fryd, hvor hun tror sig sikker i parforholdet, og siden sammenbruddet og ulykken. Kibergs udtryk for den totale ensomhed ved mandens valg af Venusbjerg frem for hende, det er bevægende.

Den Venus, Kasper Holten har valgt, må i Susanne Resmarks skikkelse og stærkt syngende mezzo blive Venusbjerget som gestalt mere end som erotisk nødvendighed. Ud fra de præmisser sætter Resmark skikkelsen fint ind i den Holtenske sammenhæng. Stephen Millings Herman Landgraf ruller autoriteten ud, den autoritet der dog kommer til kort over for Tannhäusers amokløb ved sangerfesten. Og Tommi Hakalas Wolfram von Eschenbach er gribende som sangeren, der så gerne vil det samme som den beundrede Tannhäuser. Manden, der er så velmenende, men som ikke, da det kommer til stykket, kan eller tør tage det afgørende skridt, denne evige vandbærer, der står dér med sin kønne aftensang til stjernen og jo ikke rigtigt kommer ud af stedet med det hele.

I de mindre partier høres Peter Lodahl, Kjeld Christoffersen, Peter Arnoldsson og Jens Bruno Hansen, og det er, som det skal være.

Balletten i Venusbjergscenerne er koreografisk betroet Signe Fabricius, og et korps af dansere, nemlig tjenestefolkene i det Tannhäuserske hjem, lægger krop til. Illusionen af kunstnerens indre kampe, mens han udarbejder sit værk, anskueliggøres fint og medlevende af de ekspressive trin og den vældige energi i dansen. Måske kunne der være sparet lidt på vandpantomimen. Bare lidt, men det er en spagfærdig indvending.

Endelig står Mia Stens- gaard med lysdesign ved Mikael Sylvest og Åsa Frankenberg for scenografien, som blander den biedermeirske tyngde i møbler og lyse- kroner med en modernistisk lethed og gennemsigtighed i flader og spinkle trapper. Det hele antyder forestillingens nutid i fortiden, den uhåndterligt manglende retningsbestemthed og hovedpersonens splittede sind.

I sidste ende er det, hvad det drejer sig om: valgets umulighed, valget mellem samfundets eller omgivelsernes krav om gennemskuelighed og normalitet og kunstens og kærlighedens modsatrettede uafviselige fordringer. Den problemstilling har Kasper Holten på sin egen krøllede måde forløst smukt med et par knaster, der måske i forståelsens tjeneste kunne være høvlet en anelse mere ned. Måske ikke. Tvivlen er kan hænde en kvalitet i sig selv i denne overbevisende forestilling.

Richard Wagner: 'Tannhäuser'. Den Kongelige Opera. Operaen. Medv.: Stig Fogh Andersen, Tina Kiberg, Susanne Resmark, Tommi Hakala, Stephen Milling. o.a. Instr. Kasper Holten. Scenografi: Mia Stensgaard. Operakoret, Det Kongelige Kapel. Dir. Friedemann Layer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Jeg så forestillingen i tv forleden dag. Det var en blandet oplevelse, må jeg sige.
Man tager en opera af Wagner. En opera, der har en tekst og en musik, der fuldstændig klart viser, hvad der er hovedtema og intention med værket.
Man siger så: Men vi syns nu, at operaen skal handle om noget andet, der passer "tiden" bedre.
Man fremstiller så et sceneri og kostumerer de optrædende, så det bliver "tidssvarende", d.v.s. et sammensurium af stilarter. Hovedpersonen i tøj, der ligner Wagners.
Man holder sig alligevel til Wagners tekst, der i sig selv modsiger, hvad iscenesætterne har tænkt sig. Forestillingen bliver hermed absurd.
Og i stedet for al den brunst og hengivelse til elementær uhæmmet lyst, der ifølge Wagner (ikke mindst vist i musikken) er hovedpersonens problem, sætter man de optrædende til at smide om sig med iturevet papir og pjaske med vand; det andet formodes nutidige tilskuere ikke at kunne relatere til; det problem har vi ikke længere, tror iscenesætterne. Og man tiltror ikke nutidige tilskuere evne til at kunne fatte Wagners intentioner, tematik etc., når han lader handlingen foregå i en fjern middelalder. Det går bare ikke. Der SKAL laves om, moderniseres, og så pyt med, hvad det var, digteren og komponisten Wagner ville med sit værk.
Men det skal siges: Samtlige de optrædende agerede og sang aldeles fremragende, og orkester og kor tilsvarende. For så vidt var det en beundringsværdig forestilling.