Tænk, hvis man tog en klassisk krimi, en klassisk historie om et mord og en lille håndfuld mennesker, der er mistænkt for at have begået mordet, og så fjernede enhver form for spænding fra det?
Tænk, hvis man fjernede alle de klassiske elementer, hvor en snedig kriminalkommissær graver ned i alle de mistænktes forklaringer og til sidst finder morderen, som overgiver sig efter et kort slagsmål eller måske en skudduel?
Det lyder absurd, ja, ligefrem idiotisk. Hvad ville pointen være med en krimi, hvor en kriminalkommissær interviewer de mistænkte, som kommer med vidneudsagn på noget, vi som tilskuere allerede har set, indtil kriminalkommissæren udpeger den mest sandsynlige morder med ordene: »Vi har fundet dine fingeraftryk på afdødes hals. Vi ved, det var dig«?
Hvem vil finde på noget så tumpet?
Almindelige lønslaver
Det vil den amerikanske instruktør Steven Soderbergh. Hans lille filmeksperiment, Bubble, er præcis en krimi uden spændingselementer. Den bruger omkring 45 minutter på at vise billeder og scener med tre helt almindelige amerikanske lønslaver, der står op, spiser doughnuts til morgenmad, kører på arbejde, spiser McDonalds-hundeæde til frokost hver dag, passer deres plads ved samlebåndet på en dukkefabrik og undervejs taler om deres planer for aftenen og deres tanker om deres kedelige arbejde.
Det er præcis så langsomt og apatisk, som det lyder. Dermed ikke sagt, at det er kedeligt, det har sin egen lille fascination at følge nogle mennesker, der ikke kan finde på andet end at æde dårlige fritter og burgere til frokost hver dag, og som stener flimmer hele aftenen, når de kommer hjem fra arbejde.
Og så dør den ene af de tre personer, Rose, pludselig. Nogen har kvalt hende en sen aftentime. Politiet taler med de tre personer, der har set hende i løbet af aftenen. Først hendes ekskæreste, Jake, en kolerisk kanalje, som har et barn sammen med Rose. Han opsøgte Rose kort før mordtidspunktet og anklagede hende for at have taget nogle af hans penge. Efter et kort skænderi kørte han igen.
De andre mistænkte
Inden da nåede han at registrere en kvinde, der sad i sofaen, en buttet kvinde, Martha, på omtrent 40 år. Hun havde tilbragt aftenen med at passe Roses lille datter, mens Rose gik i byen med Marthas gamle ven, Kyle, som Martha altid har været smålun på, selvom hun er dobbelt så gammel som ham.
Kyle er altså den tredje mistænkte, selvom det er svært at forestille sig, hvorfor den her apatiske, verdensfjerne fyr skulle myrde den pige, han lige har været på date med – men måske var det, fordi Rose stjal penge fra hans kommode, mens han var ude for at hente øl.
Så dukker politiet op, finder ud af, hvem der har sat fingeraftryk på Roses hals. Og slut på den historie. Ja, det lyder absurd, men med den her bagvendte krimiteknik får Soderbergh skabt en lille, kun 73 minutter lang krimi, der mest af alt handler om de mennesker, der er involveret i dramaet. Det er amerikanere, som de tilsyneladende er flest, lønslaver i industrien i den amerikanske midtvest, uden interesse i verdenspolitik, uden interesse i noget, faktisk. De lever samme dag ud og ind, ja, faktisk kan man spørge sig selv, om de lever. De går søvngængeragtig gennem tilværelsen. Selv da Rose bliver myrdet, er der knap nogen, der reagerer.
»Wauvvv. Er hun sådan rigtig død?!« spørger hendes ekskæreste. Hverken Kyle, der lige har været på date med Rose, eller Martha, der har passet hendes barn, løfter et øjenbryn ved nyheden om mordet på hende. De kunne lige så godt have set en almindelig standard-krimi i fjernsynet.
Det er den boble, filmens titel refererer til. Samtlige filmens figurer, måske bortset fra kriminalbetjenten, går rundt i en lille boble, afskåret fra resten af verden. Det er ikke nødvendigvis tænkt som en socialrealistisk udlevering af de små amerikanere fra Soderberghs side. Fortolkningerne står frit åbne for den her lille fascinerende film.
Ud af boblen
Bubble kan opfattes som en dekonstruktion af de små affektforbrydelser, der begås verden over, og som sjældent er fyldt med samme intense spænding, som krimiverdenen bilder os ind. Den kan også ses som et politisk portræt af et land, hvor hovedparten af borgerne lever i en søvngængeragtig bobletilstand. Den kan også opfattes som en slags socialrealisme.
Og så kan den naturligvis også ses som et filmisk eksperiment, hvor Soderbergh har sat helt almindelige amerikanere til at spille skuespil en enkelt gang i deres liv, og hvor alle historiefortællerens små tricks, såsom spændingsmusik og bevidste vildledninger, er skåret væk.
Uanset hvordan man vælger at opfatte den, er Bubble en særegen lille film, der renser tilskuernes hoveder og skærper alle de sanser, der er blevet sløve af at se film på en særlig måde.
Den hiver så at sige publikum ud af sin egen filmboble.
film@information.dk
Bubble. Instruktion: Steven Soderbergh. Manuskript: Coleman Hough. Amerikansk (Cinemateket i København)
Per Juul Carlsen er vært på Filmland på P1, og denne anmeldelse vil kunne høres på i P2 dag mellem kl. 14.03 og 15.00
