Læsetid: 4 min.

Længsel efter et tabt Amerika

Den amerikanske duo Girls debuterer med en herlig vital omgang letpsykedelisk retro-kitsch, hvor The Low Anthems nostalgi rækker ud efter et for længst forsvundet Mark Twainsk Amerika
12. december 2009

En bekendt af denne signatur opererer med en ganske særlig genre, han omtaler som 'rockkritikerrock'. Den giver efter pågældendes opfattelse stensikkert gode anmeldelser, hvis den er udført fikst nok - med et præcist lag af indforståede meta-referencer. Så vidt vi forstår det, er det noget med en form for rock, der godt nok spilles af endog meget unge musikere, men som på diverse niveauer formår at referere til, hvad der generelt opfattes som en guldalder; altså noget i retning af årene 1963-1969, hvor beat, psykedelia, sunshine pop, surf, folkrock, pigegrupper og garagerock alle havde deres storhedstid, mens The Beatles og The Beach Boys tog têten, hvad angår avancerede harmonier og ditto korarrangementer. Det er inden for genren endvidere tilladt at pege på nøje udvalgte stiltræk fra 70'ernes rock - om end der i den forbindelse er mange no-no's; heavy metal, prog-, boogie-, stadium- og bluesrock er således alle bandlyste, med mindre referencerne til samme er ironiske. Til gengæld er f.eks. glam- og art-rock mere end velkomne. Historien slutter af forskellige årsager i 1977, selvom enkelte fænomener fra nyere tid er set passere upåtalte gennem nåleøjet.

Knald på melodierne

Nuvel, hvorvidt vedkommende har en pointe eller ej, får stå hen. Men ikke ret længe, thi den amerikanske duo Girls (der er to fyre, om end de helt sikkert har pigebørn på hjernen) har med deres Album udsendt nøjagtig en sådan skive. 12 sange, der alle lyder som lidt af hvert af det oven for nævnte - men dog heldigvis ikke noget specifikt - og som helhed egner sig glimrende som lydspor til en solskinstur ned ad en kystvej med kalechen slået ned, vind i håret og kæresten i passagersædet. Det er en art legende let folkrock med diskret psykedeliske understrøm, og Girls minder pletvist om en anden nutidig kritikerelsket retroduo, MGMT, bare med lavere ambitionsniveau. Med teksternes fokus på piger og rusmidler bevæger vi os sjældent uden for et udpræget drengerøvsunivers, til gengæld er der godt knald på melodimaterialet, ligesom arrangementernes rumklangsdrivende gennemsigtighed gør albummet til et rimeligt attraktivt tilbud. På samme måde som brugen af skamløst Brian Wilson-inspirerede harmonier nok kan få ørerne til at stritte på rockkritikere i en bestemt alder. På minussiden taler vi en nødtørftig produktion samt ikke mindst en manglende vilje til at foretage sig noget gennemført originalt med de mestendels noble inspirationskilder. Lytteren er dog glimrende underholdt af denne vitale udladning retrokitsch, men et kunstnerisk gennembrud bør det næppe kaldes.

Harmonisk krydsfelt

Det er heller ikke, fordi man tør bruge lige den term om The Low Anthems andet, herligt skizofrene udgivelse, der godt nok har et par måneder på bagen, men som i høj grad fortjener at få et par kærlige ord med på vejen, før vi forlader 00'erne.

For der er trods alt ansatser nok her til at det indgyder tro på, at gruppen er på vej mod noget stort og måske i næste ombæring vil kvalificere sig til en oprykning i første division. Med den skægge titel Oh My God, Charlie Darwin, er albummet delvist et smukt vokalharmonisk bidrag til tidens grasserende moderne folkemusikbølge, delvist en videreførelse af Tom Waits' smadderkassemetode med mere end et nik til det både inspirerede og inspirerende Sparklehorse.

Af pladens 12 sange er de ni holdt i en vokalharmonimættet stil, som kan give associationer til både Fleet Foxes og kirkesang. Ja, man kan godt få en søndag-formiddag-før-gudstjenesten-fornemmelse af »To Ohio«, »Cage the Songbird« m.fl. Vel at mærke af amerikansk tilsnit.

Også den der særlige amerikanske foreteelse med at sidde på sin veranda og se livet passere forbi fremmanes af flere omgange i en stil, der vel også giver mindelser om lejrbål, og hvad ved jeg. Vi befinder os i et harmonisk mættet krydsfelt mellem folk og gospel og det er ganske skønt, men de tre resterende noget grimmere og mere kontrære skæringer med lidt god vilje næsten kan kaldes rock.

Der løber helt sikkert en understrøm af længsel efter et tabt Amerika - vi taler ikke blot tiden før informationssamfundet, nej det er helt tilbage til før industrialiseringen, denne længsel rækker tilbage til Mark Twains atmosfæremættede skildringer af livet på og omkring Mississippi før borgerkrigen - i The Low Anthems musik. Og ikke blot dem, men en lang række af deres samtidige indenfor et felt, der kaldes lidt af hvert - neo-traditional, contemporary og/el. indie-folk, americana, etc. - retter i stigende grad blikket mod noget, der set med nutidige briller tager sig både smukkere og enklere og måske og mere menneskeligt ud. Og sikkert er det, at en massiv urban grimhed er i stadigt tiltagende på samme måde som brugen af en række moderne materialer kun undtagelsesvist tilføres et gran æstetisk sans, men sådan er tiderne altså, baby.

Så det bliver i sidste ende altså også en musik, der mere peger bagud end fremad, hvad der nu heller intet galt er i. Om det så - som det forventes vaskeægte folkemusik - giver et sandfærdigt billede af omgivelser og samtid er dog langt mere tvivlsomt. Den ny tids folkemusik kreeres nok i højere grad på en laptop en på en akustisk guitar. Sådan er det bare. Det skal dog ikke forhindre skønheden på Oh My God, Charlie Darwin i at have en vederkvægende effekt på denne lytter.

Girls: Album (Fantasy Thrashcan/VME)
The Low Anthem: Oh My God, Charlie Darwin (Bella Union/Bonnier)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu