Læsetid: 3 min.

Hvor langt vil du gå for det, du tror på?

Vil du bare snakke? Tør du handle? Og kan du at dræbe for din sag? Sartres eksistentielle spørgsmål lever og dirrer i Odense Teaters inciterende fortolkning af 'Urene hænder'
14. december 2009

Planet, not profit. Sådan står der på skiltene, som folk slæber rundt på i Københavns gader i disse dage. Og Eco, not ego. Klimatopmødet får folk ud på gaderne med deres opsparede politiker- vrede. Men hvor langt vil hver enkelt gå? Og kan man holde sig til ord og pæn opførsel, når andre er ved at smadre kloden? Og når uniformer slår ned på folk, der blot udtrykker deres samvittighedsidealer?

Sartres stykke Urene hænder fra 1948 rammer præcist ned i den tankekonflikt, som mange føler lige nu. Men stykket er altså 60 år gammelt, skrevet af en 43-årig Sartre i frustrationen efter Anden Verdenskrig. Stykket er lykkeligvis blevet læst og bearbejdet af Alexa Ther og Mette Wolf Iversen, så replikkerne i Paul Sarauws oversættelse knitrer som tændstikker. For Urene hænder er et eksplosivt stykke om at skabe sig selv ud fra sine handlinger, og i Alexa Thers iscenesættelse lyser Sartres tanker som ildglimt.

Skrupler og lokken

De første scener er nydelige, næsten gammeldags ordentlige. En mand kommer ud fra fængslet og skal bevise, at han er god nok til at tilhøre de politisk aktive. Men hvor langt vil han i virkeligheden gå for sin sag? Det er den spænding, som scenografen Camilla Bjørnvad elegant har pakket ind i lydtætte, sandfarvede gardiner, der glider hen foran bossens skrivebord og om bag de bænke, hvor medløberne venter - og hvor de sortklædte helte skilles fra de brunklædte kujoner. Eller gør de?

Det er det dirrende spørgsmål i Mikkel Bay Mortensens sitrende fortolkning af den unge mand Hugo i eksistentiel krise. Han tøver, han tænker, han ryster. Bay spiller både charmør og outsider, og hans svaghed spejles kontant af Natali Vallespir Sand, der spiller hans køligtsmukke og dristige hustru - helt uden skrupler og blusel, men også med en ubændig trang til at sætte livet på spil for at mærke konsekvensen af den selvvalgte eksistens. Sand lokker i sin forføreriske divakjole, og Bay giver efter, bare det ene sekund, der får ham til at tænde mere på hende end på pistolen. Og så ryger tænkeevnen.

Kys eller pistol

Det er Lars Lønnerups boss Hoederer, der er målet for pistolen. Men magter Hugo at dræbe den mand, der om nogen forstår ham og hans dilemma? Lars Lønnerup ligner en statsleder af den erfarne slags. Klog. Rolig. Forudseende.

Lønnerup står helt stille, og han tør vende sig om med ryggen til fjenden - alene fordi det udstråler usårlighed. Han forstår den unges vrede, men han ser også, at den unge hele tiden lader sig lokke væk fra sin egen plan. Han ser sårbarheden, og han hjælper faderligt den unge. Indtil han mærker, hvordan den unges forvirring smitter af på ham selv, så han selv lader en ganske lille sprække åbne sig i sit panser. Pludselig rører hans mund en kvindenakke i ét enkelt kys, akkurat som en pistol kun skal rettes mod et bryst i et enkelt sekund. Og så er det sket.

Livvagter og stiletter

Personerne rundt om hovedpersonerne hvirvler med i dramatiske karrusel. Peder Dahlgaard og Bjarne Antonisen får en herlig tvillingeduo ud af rollerne som Hoederers livvagter - den ene tumpet, den anden sjov, men begge med en afgørende liderlighed, der hele tiden truer deres loyalitet over for sagen.

Og Hanne Hedelund spiller medaktivisten, der har lært sig at slynge med våben, men som ikke mindst kaster sin krop ind i sagen. Umiddelbart fordi det er strategisk klogest at få den unge mand varmet op til kampen, men også fordi hun selv er blevet forelsket i ham. Så ind med brysterne i blå-lilla pailletter og ned med de smukke ben i stiletterne - og så afsted ...

Hedelunds spil afspejler hele iscenesættelsen: At personernes intentioner bliver så flot modsatrettede - netop her, hvor det ellers er den sort-hvide sandhed, der styrer kampen. For hermed løftes personerne ud af kampskriftet og ind i filosofiens spejling af virkelige mennesker.

Netop her, mellem opflammende liderlighed og adrenalinpumpet vrede, er aktivisten allerfarligst for andre, men også for sig selv. Og på Sukkerkogeriet koger eksistentialismen ved meget mere end 100 grader. Det er eksistentialisme til højre- benet. Sartre, not duarder. Og det er nu.

ß

'Urene hænder'. Tekst: Jean-Paul Sartre (Les Mains Sales, 1948). Oversættelse: Paul Sarauw. Bearbejdelse: Mette Wolf Iversen og Alexa Ther. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Lys: Allan Saysette. Lyd: Jes Theede. Sukkerkogeriet til den 19. jan. 2 timer 10 min. www.odenseteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu