Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Om lidt ødelægger de sig selv

Amerikansk hiphop har været i krise de senere år - det kniber med offerviljen og idérigdommen. 50 Cent kan høres som et snøvlende bevis for, hvor slemt det reelt står til, mens Timbaland fortsætter med at flyve på automatpilot
Kultur
7. december 2009

Her på afgrunden af 00'erne er der opstand blandt hiphoppens mest dedikerede fans. To velargumenterede blogindlæg på henholdsvis The New Yorkers og The Guardians hjemmeside påpeger, at de seneste fem år - med enkelte undtagelser - har været en idéfattig og dræbende affære, når det kommer til amerikansk rapmusik. Guardians kapacitet Simon Reynolds går temmelig langt og spørger ligefrem i sin overskrift, »hvornår hiphoppen skynder sig og dør«. Den slags gør ondt at høre, når man ikke vil høre på andet end hiphop, og derfor koger diverse debatfora over p.t. Men Simon Reynolds er ikke en samvittighedsløs provokatør - han er blot bekymret - hvad hans afskedssalut bærer præg af. Her i en noget fri oversættelse:

»Jeg påstår ikke, at hiphoppen rent faktisk er død. Men det ser godt nok ud, som om den laver en temmelig overbevisende imitation af at stå og banke på porten til dødsriget. At dømme ud fra hiphoppens resultatliste de senere år lader det til at være en størrelse, hvis unge afroamerikanske udøvere har fået lagt fantasi (og kunstneriske ambitioner) i spændetrøje. «

Jeg er delvist enig. Så godt som. Hiphoppen er ikke død, den er noget andet, end den var tidligere. Og der bliver stadig lavet spændende kommercielle øvelser. Men der er længere mellem snapsene end nogensinde, og deciderede mesterværker, hvor niveauet holdes højt over et helt album, er lige så svære at opremse som personligheder med et udsyn, som rækker ud over og stikker dybere end det trivielle blær og den rituelle territorialafpisning.

Bekymrende er det også, at producerne slås med at genopfinde sig selv, hvorfor selv genrens største beatkonstruktører ofte ender som parodier på sig selv - og hinanden.

Tager man de nye plader med to af årtiets tungeste amerikanske koryfæer, behøver Simon Reynolds' provokation dog ingen forbehold. Gangstarapperen 50 Cent og topproduceren Timbaland fortsætter tværtimod deres deroute og bør nok seriøst overveje, hvorfor de bliver ved med at udgive nyt materiale. Økonomisk nødvendighed kan der ikke være tale om, og kunstnerisk nødvendig kommer slet ikke på tale.

Tågehornets tågeskud

Grellest står det utvivlsomt til med 50 Cent. Det er ingen hemmelighed, at denne signatur aldrig har hørt til blandt det omvandrende skudsårs disciple. Men 2003's debut, Get Rich Or Die Tryin', bragte da noget godt med sig i form af Dr. Dres endnu suverænt flugtende produktioner og nyklassikeren »In Da Club« som kronen på værket.

Siden er det ikke lykkedes Curtis Jackson at forny sit univers, der mest af alt sælger hos hvide middelklasseteenagere. Som alter egoet 50 Cent rapper han stadig om at score damer og være ghettoens pimp numero uno, ligesom alle rivalerne får tandløse 'disses' med på vejen. Og så taler han - også sammenlignet med tidligere - påfaldende meget om kokain, hvad næppe gavner hans i forvejen snøvlende diktion. Det er helt igennem tarveligt, og 50 Cent fremstår mere end nogensinde som en tegning med en foruroligende snæver referenceramme. Selv om det tjener ham en smule til ære, at Before I Self Destruct søger tilbage mod en mere hårdkogt kerne, så bør dette fjerde album være hans sidste. Når man fortsat hævder at styre New York, men end ikke lyder, som om man selv tror på det længere, kan det hele være lige meget. Mest oplivende er det således, at den ørkenvandrende Dr. Dre glimter i glimt på »Psycho« og »Death To My Enemies«, hvor en skarp el-bas driver nummeret fremad.

Betænkeligt monotont

Topproduceren Timbaland erklærede allerede i 2004, at han anså Radiohead og Coldplay for tidens mest interessante navne, men alligevel satte han alt og alle i mainstreampoppen på plads med sine produktioner for Justin Timberlake så sent som i 2006. Dengang udgav Timbaland også et kollaborationsalbum i eget navn, som mest af alt lød som en kanal for hans remix-ambitioner og en måde at skaffe sig af med kasserede beats på.

Nu er det så tid til Shock Value II. Som altid dunker hans signatur - den synkoperede stumpe stortromme - i bunden af numrene, som er mættede af sleske omkvæd og übersyntetiske synthflader. Albummet kan bedst høres som producerens fortolkning af amerikansk refrænpop anno 2009 med hitliste-aktuelle gæster på hvert spor. En homogeniseret udgave af Absolute Music-serien, om man vil. Til trods for at så forskellige størrelser som D.O.E, Kate Perry og Chad Kroeger figurerer blandt bidragsyderne, så ender Shock Value II betænkeligt monoton.

Metervaren flyder fra en mand, der måske nok dyrker den britiske rock, men selv har fornyet poppen og hiphoppen i sine tætte samarbejder med især Bubba Sparxxx, Missy Elliott og Justin Timberlake. Han burde nok til at opfinde nogen eller noget igen ...

50 Cent: 'Before I Self Destruct' (Interscope/Universal). Er udkommet

Timbaland: 'Shock Value II' (Interscope/Universal). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vores helt egen luksusøse hiphop forretning i gågaden i Kalundborg, er netop lukket efter at havde holdt åbnet ca 1 år og faktisk begyndte dødskampen allerede ugen efter butikken åbnede, da nyhedens interesse havde lagt sig ..

Flertallet af unge her i byen var i hverfald ret ligeglade med hiphop kulturen, og selv med den bedste vilje kan jeg heller ikke se hvad hiphoppen, både som musik og kultur, har bidraget positivt med.

Heldigvis er ungdommen klogere end man ellers går og tror..

@Erik

Skriver pensionisten?

Måske du skulle sætte dig lidt ind i historien og måske alligevel erkende at rap/hiphop har haft en vis betydning de sidste 20-25 år.