Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Livet i formaldehyd

Historien om den skotske matrone Susan Boyle, der har væltet verden med sin store stemme, er ikke kun et eventyr om en grim ælling, men også en komedie om vores komatøse følelsesregister
Kultur
2. december 2009
Susan Boyles debutalbum har haft flest forudbestillinger i Amazons 14-årige historie online.

Susan Boyles debutalbum har haft flest forudbestillinger i Amazons 14-årige historie online.

David Moir

Hån er den sejeste motor i drama. Især på tv. »Jeg forsøger at blive en professionel sanger«, lyder det fra den gæve, arbejdsløse 47-årige Susan Boyle fra en skotsk landsby i endnu et talentshow i prime time-tv. Publikum vender øjne, ser vantro på hinanden. Hun er overvægtig, og hvis man vil fælde en dom, kan man måske hævde, at der er noget enfoldigt over hendes ansigt. Latteren ruller fra salen og rammer frk. Boyle fra flere flanker på samme tid. Hun ser desorienteret til højre og venstre, men genvinder hurtigt fokus.

Grinene stivner hurtigt, da musikken begynder at spille. Ud af den mageligt normale konekrop strømmer en stor stemme. Folket rejser sig klappende. Dommerne måber. Boyle smiler skælmsk.

»Jeg ved, at alle var imod dig,« lyder det fra en af dommerne efter den ubetingede sejr. »Jeg tror ærlig talt, at vi alle sammen var en smule kyniske. Og det var en brat opvågnen.«

Det er tv-drama, når det er bedst. Og uden hån havde der slet ikke været denne enorme dramatiske bue, dette episke løft, da den sociale sfæres ondskab pulveriseres.

En enlig svale

Susan Boyle kom ind på scenen til almindelig moro den 11. april 2009 i Britain's Got Talent. Men hun gik derfra med løftet pande. Hun blev kun nummer to i finalen, men det er hende, folket husker. Hun har haft langt over 100 millioner views på YouTube, og hendes aktuelle debutalbum har haft flest forudbestillinger i Amazons 14-årige historie online.

Så håbet for en bedre verden, en højere eksistens kommer fra en dame fra West Lothian i Skotland. Øjenvidner fortæller, hvordan folk efter tv-begivenheden gik af huse og omfavnede hinanden med tårerne løbende ned ad kinderne. Børn løb syngende gennem gaderne, og floderne blev til vingummi. Og i tiden efter er folk blevet værdsat for, hvem de virkelig er. Musikbranchen har rapporteret om styrtdykkende salg af segment-analytiske popgrupper, og modebranchen er gået i panik efter at folk er holdt op med at købe signalværdi i tekstil.

OK. Træk vejret dybt. Tæl til fem. Sådan gik det ikke. Det var en enlig svale. Boyles undtagelse vil blot forstærke publikums sadistiske fryd, når håbefulde kiksetheder næste gang fejler for åben skærm. Undtagelsen, der bekræfter den efterhånden gruopvækkende regel om, at kvinder, der ikke lever op til skønhedsidealer, har meget få chancer i pop.

Eventyret om matronen, der blev til diva, findes i sin essens på YouTube, i hendes første optræden, og varer fem minutter og 50 sekunder. En god længde, hvis man vil opnå internetberømmelse. Historien er før blevet fortalt i litteratur, film, tegneserier, computerspil. Men den bliver ikke fortalt på Boyles debutalbum, der selvfølgelig er opkaldt efter hendes første sang foran et måbende Storbritannien. »I Dreamed A Dream« fra musicalen Les Misérables.

Det er et album der, på nær den selvbiografiske »Who I Was Born To Be« består af coverversioner. Musikalsk ligegyldigt, professionelt iscenesat. Kun pletvis løftet af en dedikeret dame. Her er en tårnende, ikke helt håbløs udgave af Rolling Stones' »Wild Horses«, men også en dødssyg udglatning af jazz-klassikeren »Cry Me A River«, en gruopvækkende »Amazing Grace«, en sygeligt magelig udgave af Skeeter Davis' »The End of The World«, en gospel-strangulering af »Silent Night«. Det er idyl som vold.

Alt skælver

Den nu 48-årige sangerinde bevæger sig med svulmende stemme og sindig rytmesans gennem sangene. Nådesløs i al sin overdrivelse. Det ville unægtelig have været barmhjertigt blot at have skruet lidt ned for vibratoen. Alt synes at skælve i denne nostalgiens og romantikkens fløderand af et album.

Et stykke med kitsch, ville man have sagt i 90'erne, et stensikkert hadeobjekt for enhver feinschmecker. Alt, alt, alt for meget. Skamløst følelsespornografisk. Og mere et indblik i en stærkt sentimental, hvis ikke infantilt emotionel kvindes verden.

På den måde er Susan Boyle skræddersyet til den komedie, der bliver gennemspillet i tide og utide i vores kultur. Komedien om (og kampen for) vores komatøse følelsesregistre. I en fortravlet, beregnende, netværkende verden mærker vi kun noget, når vi får tæv med en kagerulle, når vi ser på de kære små, eller når vi bliver trukket op i det røde felt i primetime af begavede tv-producere, der burde bruge deres tid på noget bedre. Boyle er en uskyldig kvinde i en stærkt kynisk iscenesættelse, uvidende om sin egen voldelighed mod æstetisk mådehold.

Og det kan godt være den 48-årige skotte for en stund modsagde populærkulturen i rollen som den grimme ælling, men med sit album bekræfter hun dens dødsangst; den kontrolmaniske reproduktion af idyllisk, romantisk populærgods. Sentimentaliteten, der får lov at flyde, en svunden verdens skønhedsidealer, der får lov at smælde. Og dyrkelsen af storhed, der lukker al diskussion om og undersøgelse af egentlig menneskelighed.

Dødsbevidsthed

Det får mig til at tænke på det, som man i den mere intellektuelle del af den britiske musikpresse kalder for hauntology. Lyden af det hjemsøgte, kunne man måske kalde det. Musikere som Boards of Canada, The Focus Group og The Caretaker bearbejder lyd, så den kommer til at fremstå patineret, korroderet, sønderbrudt af tidens gang.

The Caretaker er således inspireret af en scene i Stanley Kubricks film The Shining, hvor Jack Nicholson kommer ind i en pludseligt genoplivet hotelbar, hvor en sært ekkoende, genfærdsagtig ballroom-musik fra 20'erne/30'erne klinger. I hauntology er der dødsbevidsthed ad libitum, og lyden af tid og erindring, der har tæret på kultur, som nu fremstår rynket, hærget, brugt, forvrænget.

I Dreamed A Dream klinger krystalklart, uimodtagelig for ælde. En gestus frosset i højglansmalet storhed. Nedsænket i idylliseringens og sentimentalitetens formaldehyd, der kvæler diskussion, refleksion, egentlig omsorg for andet end den nærmeste kulturkreds. Det er en gyser på højde med Kubricks værk.

Og selvfølgelig længes Susan Boyle tilbage (som Dansk Folkeparti også gør det): »Where all was the same as it was/ I can't understand how life goes on the way it does«. Well, det gør det. Og det er der ikke nogen sange, der kommer til at ændre på. Heller ikke disse uvirkeligt rødkindede skabninger, som befolker Boyles debutalbum. Uvidende om, at døden venter på os alle. I lykkelig fornægtelse af at bordpladen i Kvik-køkkenet en dag vil slå en katastrofal revne, langs småborgerskabets San Andreas-forkastning.

Sting langede for nylig ud efter de mange talentshows, og sagde at deltagerne bare fik lov at jagte præfabrikerede drømme. Susan Boyles drøm var således at blive en ny Elaine Paige, der bl.a. har haft stor succes i musical-verdenen. Det ser ud til at lykkes for Boyle. Hånen er forstummet. Verden kan fortsætte som altid. Upåvirket, uengageret, uberørt. Men med klædelig tåre på kind.

Susan Boyle: I Dreamed A Dream (Sony)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det var dog utroligt, at et album, som anmelderen foragter så meget, kunne frembringe en så stor ordflom, - det må alligevel have ramt noget.....