Egentlig er historien om vindmølleproducenten Vestas et eventyr. For der var en gang en lille smedje i den vestjyske by Lem. Det var tilbage i 1898, og smedjens ejer, flittige Hans Søren Hansen, producerede med stor succes alskens landbrugsprodukter. Årene gik, og efter den sidste af de to store verdenskrige udvidede barnebarn Peder Hansen og stiftede Vestjydsk Staalvarefabrik A/S, som fra starten af bare blev forkortet til Vestas. I 1950erne og 1960erne gik forretningen strygende med salg af landbrugsvogne og kølere til skibene fra B&W. Så kom 1970erne med økonomisk lavkonjunktur og ikke mindst to oliekriser. Salget af landbrugsprodukter gik i stå, men driftige Peder generelt var Familien Hansen bare überentraprenant som få andre så med det samme, at den usikre olieforsyning åbnede op for vindmøller som en ny forretningsmulighed.
Denne del af Ole Sønnichsens nye bog Vinderen Den dramatiske historie om Vestas er interessant læsning. Det var et andet Danmark, Vestas startede sin vindmølleproduktion i. Et Danmark, hvor møller var noget, man klappede i, og vindenergi var noget, kun Tvind-lærere og økologiske landmænd talte åbent om. Vestas skjulte derfor også til at starte med produktionen af vindmøller i den bagerste del af fabrikshallen. Ledelsen var simpelthen bange for at gøre de ansatte i andre afdelinger flove eller vrede. En bekymring, der dog hurtigt blev glemt i, takt med at salget af vindmøller strøg i vejret.
Set i bakspejlet er læren af Vestas fremgang i de år, at den gamle økonom Joseph Schumpeter havde ret, når han talte om kreativ destruktion som en indre dynamik i kapitalisme. I det her tilfælde brast den hæderkronede danske produktion af landbrugsprodukter sammen, men fra asken rejste Vestas sig og med dem en hel vindmølleindustri. En anden lære er, at eventyret aldrig var blevet til noget uden de tilskudsordninger, som Anker Jørgensen-regeringen visionært øremærkede til vedvarende energi. Dertil var overgangen fra et marked til et andet endnu spædt marked simpelthen for stor. Liberale Schumpeter ville givetvis have haft svært ved at sluge den statsstøttede forudsætning, men kloge politikere kan i dag med fordel notere sig, at støtteordninger langtfra altid er et onde. Tværtimod kan intelligent statsstøtte være hele forskellen på reaktiv og dynamisk kapitalisme så længe støtten medvirker til at lægge forældede brancher i graven, og samtidig forener nye behov med et bæredygtigt marked.
Kritik mangler
Anden del af Vinderen fortæller historien om det moderne Vestas. Det Vestas, som direktørikonet Ditlev Engel siden sin ansættelse i 2005 radikalt har forandret, så vindmølleproducenten i dag omsætter for 52 milliarder kroner, har mere end 20.000 ansatte i hele verden, og som næste år forventes at producere 10 gigawatt vindstrøm, svarende til en tredjedel af verdens samlede produktion.
Et forløb, som i sig selv er ganske fascinerende, men som i Ole Sønnichsens bog desværre får et problematisk skær. For med introduktionen af Ditlev Engel skifter bogen fra at være (industri)historiefortælling til at være storytelling i den forstand, at Sønnichsen slipper enhver form for kritisk tilgang, og i stedet for at tegne sit eget billede af Vestas og Engel, lader han Engel tegne sit billede af Vestas. Engel får simpelthen lov til, side op og side ned, at bralre løs om sine lederevner, sine store visioner og den enestående kultur på Vestas. Og det gør han godt, med det karakteristiske velsmurte engelske talebånd og fine skift mellem analyse og metaforer på samlebånd.
Ole Sønnichsen, derimod, gør det mindre godt. Det er fint nok, at Engel åbenbart er en omvandrende maggi-terning af den protestantiske arbejdsetik, men det bliver hurtigt trættende at læse direktøren sige ting som »når vi er på, så er vi på, og så nytter det ikke noget at man sidder og kigger på klokken«. Som læser er man så som minimum interesseret i, hvordan Engel forholder sig til de menneskelige afsavn, der følger med det totale arbejdsliv, han kræver af sig selv og sine ansatte. Men Sønnichsen udfordrer ham aldrig, og Engels tale bliver på den baggrund utroværdig selv om den givetvis er ment lige fra managementhjertet.
Endnu mere iøjnefaldende er det, at Sønnichsen springer let og elegant over de tre ting, som potentielt kan bringe Vestas i knæ i den nærmeste fremtid. Nemlig de manglende ordrer fra Kina og USA, hvor Vestas ellers har investeret milliarder i opbygning af ny produktion. Det evige slagsmål som Engel fører med den klimaskeptiske del af det politiske Danmark, som betyder, at han er ildeset mange steder i Venstre og Det Konservative Folkeparti og helt offentligt bliver generet af Dansk Folkeparti, der netop har anbefalet, at der blev lagt låg på vindmølleindustriens bonusordninger. Samt hvad det kommer til at betyde for Vestas den dag, Engel får et bedre jobtilbud.
De to første ting fylder kun nogle linjer i bogen, mens udfordringen hvad gør Vestas den dag, Mr. Vestas ikke længere er der, dog får halvdelen af side 235. Selv om det her ville have være mest oplagt at høre en anden, får Engel helt karakteristisk for bogens stil selv lov til at vurdere betydningen af sin egen afgang. I en passage, hvor forfatteren og Engel forenes i en uskøn symbiose, sådan her: »The Show Will Go On, siger han bare og lukker den sag. Samtidig lukker vi denne historie«. To gange lukke for lige at markere, at i eventyret om Vestas lukker og slukker vi, hvis det gør ondt på Vestas.
