Læsetid: 4 min.

En magtsyg stodder

Historien om direktør Per Bjerregaard og Brøndby IF er en vildt fornøjelig affære, som dog er alt alt for lang
7. december 2009

Hvordan føles det at være chef for et sted, der sælger drømme? Glem pillemisbrug og tilværelsen under dynerne. Tænk ikke på filmproducere eller kapitalen bag musikstjerner. Nej, det er fodboldklubber, som er folketeatre og farvestrålende barometre for tidsånden.

Her jubles, og her grædes salte tårer, også selv om det foregår i Netto-gule-og-blå farver ude på Vestegnen, foretagendet hedder Brøndby IF, og luftkastellernes rorgænger er en midaldrende herre fra Randers, der i slipstrømmen af endnu en konspiratorisk tirade spurgte sig selv, om det virkelig var det hele værd.

Fans har hjerter af guld, men de er også ubarmhjertige sataner. Per Bjerregaard er Brøndbys stovte jyde. Han er den driftige direktør for Danmarks mest vindende fodboldhold, men han er også den blå-gule inkarnation, som har sit væsen imod sig, er genert og har svært ved at hilse på folk, han endda kender godt.

»Er jeg måske en magtsyg stodder?« spørger Bjerregaard et sted i Jens Jam Rasmussens nye tobindsværk, Formanden, der sigende bærer undertitlen Historien om Per Bjerregaard og Brøndby IF. For ingen skal være i tvivl. Her hænger bold og mand fandeme sammen. Og her er man næsten mirakuløst kommet igen efter Interbank-skandalen i 1992, fyringen af Morten Olsen og de turbulente forhandlinger med først Michael Laudrup og siden Peter Schmeichel. Laudrup var med til at kreere det nationale image af Brøndby som Nordens svar på Barcelona, mens Schmeichel var den kombinerede egnsknægt og udenlandske investor, som sejlede ind fra højre med klubtørklæde om halsen og kontrakter i inderlommen. Hvis nogen skulle være i tvivl: Per Anders Bjerregaard Larsen er stadig bestyrelsesformand i Brøndby.

Ung eller gammel

Er Brøndby ung eller gammel? Både og. Måske en mand i sin bedste alder? 45, for at være helt præcis, for sagen er, at klubben i 1964 opfandt sig selv som en fusion af Brøndbyøster Idrætsforening (stiftet 1928) og Brøndbyvester Idrætsforening (fra 1909).

Kjeld Rasmussen var den første formand i det nye hybridforetagende, som hurtigt satte fodbold øverst på plakaten. Brøndbyernes IF Fodbold A/S er selskabet bag ligaholdet og talentholdene, og blandt meritterne tæller pladsen som børsnoteret virksomhed i 1987. Det var et særsyn dengang for 29 år siden. Men Drengene fra Vestegnen har også vænnet sig til rekorder. Som den blot anden danske klub var de med i Champions League i sæsonen 1998/99, og i 2005/06 var de det første danske hold, der kvalificerede sig til UEFA Cuppens gruppespil.

Spørgsmålet er, om der skal 600 sider til for at komme ind under huden på Brøndby og Bjerregaard.

Ja og nej. Det kommer an på, hvem man spørger. Altså, hvem der læser og med hvilket formål. Den nørd - alle klubber har én - der altid lige kan hive en overset detalje frem fra arkivet, måske en kælder eller garage fuld af memorabilia, vil råbe nej. Der skal mere til. Hvorfor bruger Rasmussen kun få sider i slutningen af bind 1 på at fortælle om Champions League-eventyret, når nu Vestegnen netop har cementeret sin folkelige status som det europæiske hold? (I den forstand minder vi, siger nørden, om Liverpool).

Og hvorfor kan forfatteren ikke rigtig finde sit ståsted? Er det hér en kritisk bog om fænomenet Bjerregaard, der ikke formåede at give magten fra sig, da det var påkrævet? Eller er det et epos om en klub, om ups and downs, fortalt af en vidende fan, der ivrigt vil forstå sine fodboldmyter og har knoklet røv og albuer for at researche sandhederne frem i lyset?

Den almindelige læser - hvem ved, måske en fucking FCK'er! - vil bjæffe 'ja'. 600 sider er da klart for meget. Man hører gerne på Rasmussens fortrinlige fortællekunst, når suget fra 1-0-sejren på Anfield Road i 1995 skal berettes, og når det lækre spil fra Laudrup-æraen dissekeres i en sej blanding af én, der sad på lægterne, mens det skete, og en anden stemme, der helst ville perspektivere de enøjede løjer i en samtidshistorie for alle os andre.

Men spændende er det. Om man så siger ja eller nej.

Fans holder vejret

Aktuelt står indfrielsen af de forventninger, der altid vil være til Vestegnen, på standby. Fans holder vejret - rigtige supportere kan glemme at trække vejret i årevis - mens fodboldkulturen brager løs i en globaliseret agenda, der på den ene side har voldsomt brug for folketorve som Brøndby og på den anden side for længst har forladt 'idrætsforeningen' til fordel for merchandise og finansielle spinoff-projekter.

Rasmussens bog er også vedkommende for den læser - nørd eller neutral - som vil have et kvalificeret insiderbud på en organisation, der for sent sadlede om til en ny måde at tænke fodbold på. Ude i Brøndby fik man, som der står i Formanden, nyt stadion, men perioden var stadig alt for rodfæstet i den gamle amatørfilosofi. Brøndby startede med en mand, der følte sig fremmed i KB og gerne ville have sit eget sted som en anden Mads Skjern. De sportslige slingreture er én ting. Nepotisme er en anden og langt mere alvorlig sag. I 2006 blev Per Bjerregaards søn, Anders, ansat som sportschef, og tre år frem til nutiden har Brøndby ikke ligefrem vadet i succes. Heldigvis er både far og søn tykhudede væsener.

Spring 200 sider fra eller oprems de ekstra 200 af slagsen, der burde have været der. Under alle omstændigheder er Jens Jam Rasmussens kulørte Danmarks-reportage en vildt fornøjelig affære, også for undertegnede, der til enhver tid vil insistere på at kalde Superligaens blå-gule for bøvede udkantskøbenhavnere, når de nok engang lærer lektien på Fiona Park i Odense.

Jens Jam Rasmussen: 'Formanden. Historien om Per Bjerregaard og Brøndby IF'. Bind 1: 'Pionererne'. Bind 2: 'Vejen tilbage'. 589 sider. People's Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu