Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Medrivende eventyr af vaskeægte verdensbygger

En visuel triumf, der bør lukke munden på enhver, som har tvivlet på James Camerons evner. Avatar er en medrivende oplevelse
I sin nye krop kommer Jake tæt på Na'vi-folket og den handlekraftige prinsesse Neytiri (Zoë Saldana).

I sin nye krop kommer Jake tæt på Na'vi-folket og den handlekraftige prinsesse Neytiri (Zoë Saldana).

20th Century Fox

Kultur
16. december 2009

James Cameron ved virkelig, hvordan man bruger de 200-300 millioner dollar, som det angiveligt har kostet at producere hans nye og længe ventede film, rumeventyret Avatar. Det kan godt være, at den ikke ligefrem er et teknologisk kvantespring, hvad angår fotorealistisk animation blandet med realfilm, men det er tæt på, og det er længe siden, jeg har set en film så visuelt bjergtagende og gennemført.

Var Cameron det ikke før, er han det nu: En verdensbygger i samme vægtklasse som George Lucas og Peter Jackson, som med henholdsvis Star Wars-sagaen og Ringenes Herre-trilogien tog os med til tider og steder, vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os, at vi skulle besøge.

Det samme gør Cameron med Avatar - hans første spillefilm siden den storsælgende Titanic (1997) - som trods skønhedsfejl må lukke munden på selv de argeste skeptikere: I en fjern fremtid ankommer den handikappede marinesoldat Jake Sully (Sam Worthington) til planeten Pandora, hvor et stort firma er i gang med udvinding af et værdifuldt mineral. Et enkelt kilo af mineralet koster flere millioner dollar, og der er brug for det på den energikriseramte Jorden.

Værdifulde ressourcer

Men Pandora er ikke nogen venligtsindet planet. Menneskene kan ikke indånde luften, den er fuld af livsfarlige dyr, og de indfødte, det tre meter høje, koboltblå, menneskelignende Na'vi-folk, finder sig ikke frivilligt i, at menneskene høster løs af deres ressourcer, når det samtidig går ud over den natur, Na'vi'erne lever i et symbiotisk forhold med.

Diplomatiske bestræbelser har slået fejl - man har forsøgt at 'civilisere' Na'vi-folket med skoler og engelskundervisning - og firmaets mand, Parker Selfridge (Giovanni Ribisi), og hans højre hånd, oberst Quaritch (Stephen Lang), øjner nu en militær løsning.

Det er meningen, at Jake skal tage sin afdøde brors plads som såkaldt avatar-fører, dvs. at han via en avanceret teknologi mentalt skal bebo en kunstigt dyrket Na'vi-krop og på den måde komme tæt på Na'vi-folket, vinde deres tillid og overbevise dem om, at de skal overlade mineralet til menneskene. I spidsen for dette forsøg på at finde en fredelig løsning står forskeren Grace (Sigourney Weaver), der også er avatar-fører og dybt fascineret af Na'vi-kulturen, men Selfridge og Quaritch giver Jake en hemmelig ordre: Find ud af, hvordan det er bedst at angribe og overvinde Na'vi-folket.

Jake gør, som han får besked på - ved udsigten til at kunne få sin førlighed igen - men efterhånden, som han kommer tæt på Na'vi-folket og ikke mindst den handlekraftige prinsesse Neytiri (Zoë Saldana) og lærer dets traditioner, religion og historie at kende, begynder han at tvivle på det rigtige i firmaets fremfærd.

Onde mennesker

Det er ikke svært at se Avatar som en øko-humanistisk allegori over den måde, vi mennesker ter os på, når vi f.eks. af hensyn til alverdens oliereserver invaderer Irak eller forsøger at påføre ikke-vestlige lande vores tanker og levevis.

James Camerons film - fra Terminator 1+2 til Aliens - har trods instruktørens enorme teknofetichisme altid været funderet i gode, karakterdrevne historier om forsøg på overlevelse og om at holde fast i ens mennekelighed på trods af umenneskelige omstændigheder.

I Avatar skruer Cameron op for økobevidstheden - hvilket synes ganske passende i disse klimakritiske tider - og indimellem er man lige ved at få for meget, når korsang, hornmusik, store følelser og gode vibrationer bølger ned fra lærredet. Men man fornemmer dog, at det kommer lige fra hjertet, og det er umuligt ikke at blive revet med, hvorfor man da også - jeg gjorde i hvert fald - sidder med en klump i halsen, når Jake, Neytiri og Na'vi-folket forenes i kampen mod de onde, griske mennesker.

Forbløffende troværdigt

På samme måde næsten snapper man efter vejret, når James Cameron tager os og Jake med rundt i Pandoras jungle, der på overfladen godt kunne ligne noget, vi har set før, men på ingen måde er det - selv om han, indrømmet, låner med arme og ben fra populærkultur og andre film.

Den perfektioniske og vanvittigt ambitiøse filmmager har ikke blot skabt et helt sprog, Na'vi-folket kan tale og Jake lære; han har også givet Pandora egen flora og fauna, der viser sig slet ikke at være så farlig, når man som Na'vi-folket lever i harmoni og gensidig forståelse med planeten.

Noget, som Jake må lære på den hårde måde i nogle af filmens mere hæsblæsende sekvenser, hvor glubske, dinosaurlignende væsener jagter ham gennem det grønne vildnis.

I begyndelsen er Avatar teknisk set måske lidt usikker på benene, men det varer ikke længe, før man overhovedet ikke lægger mærke til, om det, man sidder og ser på, er virkelige ting og mennesker eller computeranimerede væsener og natur. Faktisk er det forbløffende, så overbevisende Avatars billedside er, og ikke mindst det animerede Na'vi-folk er så overbevisende, at James Cameron har held med det svære at få os til at investere betydelige følelser i ikke kun Jakes, men også Na'vi'ernes skæbne.

Det hjælper selvfølgelig på troværdigheden, at Cameron og Co. har animeret oven på skuespillere, der har gennemspillet filmens handling - såkaldt motion capture, som Peter Jackson også brugte til at skabe Gollum i Ringenes Herre.

Sammensmeltning

I Avatar, der har været flere år undervejs, viser Cameron, hvor langt det lige nu er muligt at nå med den hastigt udviklende teknologi. Og ingen tvivl om, at filmen indvarsler en tid, hvor realfilm og computeranimation mere end nogensinde vil smelte mere og mere sammen.

Det overflødiggør ikke almindelige skuespillere eller fysiske, håndgribelige kulisser og rekivsitter, men udvider værktøjskassen, som hovedsageligt magtfulde og forhåbentlig visionære filmskabere har til rådighed.

I 21 af de mere end 100 danske biografer, som Avatar har premiere i, vil man kunne opleve filmen i 3D. Nu er jeg ikke den store 3D-entusiast - for mig er det stadig primært en gimmick - men Cameron er tættere end nogen anden på at have fået mig overbevist om, at 3D også kan bruges som et middel til at højne og intensivere fortællingen.

Der er scener i filmen, hvor man for alvor føler, at man takket være 3D-effekten næsten tager del i det, der foregår på lærredet, hvad enten det så er Jakes Na'vi-skoling eller nogle af de voldsomme kampscener.

Under alle omstændigheder er Avatar, der - længe inden nogen overhovedet havde set filmen - blev skiftevis hånet og hyldet - ikke mindst pga. overmodige udmeldinger fra James Cameron - et vidnesbyrd om, at den 55-årige instruktør stadig formår at overraske os alle, positivt og på sin helt egen kulørte og kompromisløse facon.

Avatar. Instruktion og manuskript: James Cameron. Amerikansk (En hulens bunke biografer landet over, i 21 af dem i 3D). Filmen har premiere på fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis man vil ha' et visuelt eventyr der får dig ud at flyve, så se filmen. Hvis du vil ha' en original historie, så læs en bog.