Læsetid: 8 min.

Melodien nægter at dø i dansk jazz

Der er ryddet op i skovbunden i dansk jazz, så de fleste af de jazz-cd'er, der er udkommet i årets løb, kan kaldes uomgængelige - og måske endda 'ægte kunst'
Jakob Bro (øverst t.v.), Josefine Cronholm (øverst t.h.), Benjamin Koppel (nederst t.v.) og Hugh Steinmetz (nederst t.h.) var med til at tegne den danske jazz i 2009.

Jakob Bro (øverst t.v.), Josefine Cronholm (øverst t.h.), Benjamin Koppel (nederst t.v.) og Hugh Steinmetz (nederst t.h.) var med til at tegne den danske jazz i 2009.

Carsten Seidel

22. december 2009

Der udkommer mere end 150 jazz-cd'er om året i Danmark. Det er lige så mange som i Sverige - eller rettere dobbelt så mange, for svenskerne er jo dobbelt så mange som os.

De fleste af disse danske jazz-cd'er kan man faktisk kalde uomgængelige, for jazzens position som undergrundsmusik og publikums tøven over for den, også i dens mere populære form, har gjort, at ingen i dette land tænker på at udsende cd'er for at tjene penge. Alle udgivelser er, for nu at sige det firkantet, 'ægte kunst'. I hvert fald når det gælder ophavsmændenes ambitioner. Langt de fleste danske jazz-cd'er har et oplag på størrelse med en debutants digtsamling og kan ikke udkomme, hvis de eller musikerne bag ikke modtager offentlige eller private tilskud. Og i hvert fald offentlige tilskud får man kun, hvis man i forvejen har vist sig som kompromisløs, når det gælder kunstnerisk ambition.

Der er med andre ord ryddet op i skovbunden. Kun de livskraftige træer og buske, der aktivt søger nye vækstbetingelser, er tilbage, og hver enkelt af de 150 cd'er påkalder sig opmærksomhed, ikke bare for den kunstneriske ambitions skyld, men også fordi vi i en vis forstand alle har været med til at betale. Stort set alle udgivelser har fået et lille eller et stort skub fremad fra en af det kunstneriske arbejdsmarkeds institutioner, om det så er i form af direkte tilskud eller supplerende dagpenge til en eller flere af de medvirkende i den tid, de ikke var beskæftiget med indspilningen.

Storslået projekt

Dansk cd-jazz er musik fra lønkammeret. Nødvendig musik. Vi kan begynde med guitaristen Jakob Bro. Hans store kunstneriske ambitioner viser sig nu også i det udstyr, han sender sin musik ud i: Balladeering er både en cd, en lp og en dvd med levende billeder fra optagelserne, der foregik det bedste sted, nogen jazzmusiker for tiden kan indspille: I Avatar-studiet i New York. I alliance med amerikanske koryfæer som instrumentkollegaen Bill Frisell, altsaxofonisten Lee Konitz, bassisten Ben Street og trommeslageren Paul Motian folder Bro her hele sin lyriske palet ud i otte originalkompositioner, som titelen antyder: alle ballader.

Det er et storslået projekt, som lykkes. Der er mere kød på Bros temaer end tidligere, og de får ikke mindst med Konitz' tilstedeværelse en destillerende, næsten kirurgisk behandling, der modsvares af Motians levende trommespil. Motian er samtidig med til at bortlede opmærksomheden fra de næsten fodslæbende tempi, i hvilke Bros eget spil ikke desto mindre forekommer klangligt og melodisk rigere end nogensinde.

I sine noter (der ikke mindst handler om ham selv) er Jørgen Leth ved at tabe underkæben i benovelse over, at en yngre dansk musiker som Bro kan samle fremtrædende amerikanske musikere til indspilning i New York. Den benovelse er helt overflødig, for det er ved at være rutine, at danske musikere allierer sig med både amerikanske og andre udenlandske musikere i indspilningsprojekter. De amerikanske musikere, også de såkaldt fremtrædende, gør det i langt de fleste tilfælde uden at føle, at de gør danskerne en særlig 'tjeneste'. De har selv brug for pengene, og de betragter de danske musikere som deres ligemænd. Jakob Bro har f.eks. i lange perioder været medlem af Paul Motians turnégruppe. Man skal derfor heller ikke være overrasket over, at et endnu relativt ubeskrevet dansk musikerblad som pianisten Thomas Bornø med Village Nights kan præsentere en amerikansk gruppe med den fremragende tenorsaxofonist Joel Frahm i spidsen og et i formsprog, der kan kaldes 'klassisk moderne'. At pianisten Nikolaj Hess fortsætter sit samarbejde med saxofonisten Marc Mommaas og andre frontlinje- newyorkere som Tony Moreno, Ben Monder og Jeff Ballard på Global Motion, ikke mindst i afrikansk inspireret musik. At altsaxofonisten Benjamin Koppel, nu i selskab med instrumentkollegaen Bobby Watson og pia- nisten Kenny Werner, fortsætter sin utroligt flittige kompositoriske stræben på At Ease, eller at pianisten Søren Møller, der er fastboende i New York, med sin amerikansk/norsk/danske kvintet NYNDK på The Hunting of the Snark fortsætter sin jagt på temaer fra partiturmusikken som improvisationsgrundlag. Ives, Arne Nordheim, Grieg, Carl Nielsen og såmænd også Per Nørgaard tolkes her i ganske opfindsomme arrangementer og med Møllers eget, melodisk klart formulerede klaverspil som krumtap.

Stor klarhed

En anden pianist, Jacob Anderskov, holder sig i selskabet med new yorkerne Chris Speed, Michael Formanek og Gerald Cleaver på Agnostic Revelations helt til egne kompositioner. Hvis man tolker agnosticisme som en vis opgivenhed over for livets store spørgsmål og derfor tror, Anderskov har givet op over for livets store musikalske spørgsmål, tager man fejl. Han har måske ikke fundet svar på dem alle, men hans vekslen som komponist mellem traditionel tonalitet og atonalitet og hans eget, distinkte, begavede klaverspil giver, sammen med Cleavers mageløst dynamiske trommespil, lytteren en stor klarhed og udgør under alle omstændigheder et godt indblik i den avancerede improvisationsmusiks tilblivelse.

Anderskov spiller også en fremtrædende rolle i tenorsaxofonisten Jesper Løvdals Lovedale-gruppe, hvis nye Coziness Kills på coveret er prydet af musselmalede motiver, der formentlig skal give os myrekryb af skræk for hyggen. I sin balance mellem bundethed og frihed af de kendte og eksisterende musikalske metre slægter Løvdals anti-hygge Anderskovs musik på, og hvis det skal være en kvalitet eller et mål i sig selv at spille 'fri' musik, så er det nok fra musikere som Løvdal og Anderskov, en fornyelse skal komme - altså at musikerne i et krydsfelt mellem intuition, spiritualitet og formbevidsthed bevæger sig - ikke bare væk fra en musikalsk kerne, men fra én kerne til en ny eller bare rundt om den eksisterende, så vi får den fuldt belyst.

Hvor svært det er først at erklære, at nu vil man spille 'frit' og derefter gøre det, demonstreres af en århusiansk kvintet på Søvnløs på Jupiter. Her spiller brødrene Vuust, Christian sax og Peter bas, Uffe Steen, guitar, Poul Therkildsen, trommer, og elektronikatroldmanden Wayne Siegel 'frie kollektive improvisationer ud fra ingen eller meget enkle spilleregler'. Ikke desto mindre kommer man til at mene, at man har hørt alting før, inklusive sammenblandingen af akustik og elektronik og de mere ekspressionistiske udbrud. En erkendelse af vanskeligheden ved meget bevidst at ville undgå alt, hvad der er kendt eller hørt før, gøres imidlertid af trompetisten Hugh Steinmetz og tre andre veteraner fra den danske freejazz-bevægelse i 60'erne, Niels Harrit, Karsten Vogel og Per Aage Brandt, på en ny udgivelse, The Cherry Blossom. Disse hæderkronede veteraner lever her musikalsk efter et mantra, som Steinmetz videregiver i sine noter: Da han engang i 60'erne fortalte sin legendariske instrumentkollega og ven, Don Cherry, at han og hans danske kolleger ville være frie af alt og havde droppet melodi, harmoni og given rytme, blev Cherry - selv avantgardist dengang - chokeret og sagde: »Jeg ville aldrig droppe melodien. Nogen må jo tage sig af den - take care of business«. Det sidste er titlen på den anden af to suiter til ære for og minde om Cherry, Steinmetz har skrevet til denne udgivelse, og begge suiter er fulde af melodier med nærmest gammeldags episk fylde.

Steinmetz selv bliver ved med at forbløffe med distinkte melodiske figurer og en lidt spinkel, tør, varm tone, der snarere end Cherry får denne iagttager til tænke på Bobby Bradford, også på et tidspunkt makker med Ornette Coleman, hvis stempel The Cherry Blossom også bærer.

Når man ser på, hvem der udgør kvintetten, skulle man også mene, der sad et stempel hen over Hans Ulriks Slow Procession - et 'nordisk'-stempel. Men musikken er nu ikke så tydeligt nordisk, som de to nordmænd, guitaristen Eivind Aarset og trommeslageren Audun Kleive, den ene svensker, bassisten Anders Jormin, og de to danskere, trompetisten Kasper Tranberg og Ulrik selv, indikerer. Der er mange og meget forskellige inspirationer i Ulriks temaer og arrangementer, der nyder godt af især Aarsets måde at spille orkestralt på. Hovedpersonen selv spiller med vanlig overbevisning på tenor- og sopransax sine både dristige og meget velformulerede fraser, der selv i de mest ekspressionistiske passager ikke undslipper hans kontrol.

Ulriks instrumentkollega, Emil Hess, har på samme måde kontrol over sine virkemidler på nonet-udgivelsen Evolution. Også han anvender guitar (Søren Lee) i stedet for klaver og opnår på lignende måde en besnærende luftighed i de ellers ofte meget farvestærke arrangementer, på toppen af hvilke man især bemærker solospil af Thomas Fryland og Simon Spang-Hanssen. Sidstnævnte indgår også på pianisten Jan Kaspersens seneste udgivelse med en for denne velkendt besætning: saxkor med rytmegruppe. I dette tilfælde blot tre saxer, men med en veloplagthed og et overskud, der fortæller - hvad vi heldigvis ved - at kapelmesteren mestrer arbejdet med langt større besætninger. Kaspersen er en af de få danske jazzkunstnere, der - i lighed med f.eks. Carla Bley - kan benytte sig af pastichen som et bevidst middel, uden at vi tvivler på hans seriøsitet, også når han som på denne nye Happy As a Flower flirter med Lee Konitz og Charles Mingus såvel som med sine mere tydeligt erklærede helte, Monk og Ellington.

Årets comeback

En erklæret helt for pianisten Rasmus Ehlers har gennem mange år været Lennie Tristano. Tristanos ånd er stadig nærværende, også på Ehlers' første udgivelse i syv år, Trinity, men det er sammen med andre ånder, bl.a. Paul Bleys, Jaki Byards og ikke mindst Ehlers' egen. Sammen med sin far, bassisten Poul E., og trommeslageren Kresten Osgood folder Ehlers hele sit enorme talent ud fire standards og fire originaler. Musik præget af en dyb søgen og en dyb passion for harmonisk og spirituel udvikling i musikken. Desuden: Hvis Ehlers' er årets comeback i dansk jazz, så er guitaristen Thomas Maintz med sin This Is the Color ... årets debutant: Smukke, renfærdige temaer uden det strejf af elegi, der kan dominere hos andre koncept- magere, og med Maintzs eget slanke figurspil og Jesper Løvdals flotte tone på sin tenor i centrum.

Og så mangler vi bare det lette og sjove. Findes det? Jo, men så alligevel ikke, for man kan ikke servere brasiliansk musik så flot og indtagende som pianisten Steen Rasmussen og sangeren Josefine Cronholm gør det på Amanhã uden alvor, og man kan ikke præsentere spøjst pastichefyldte sange med så megen træt indolens, som Benjamin Aggerbæk gør det på My Oh My, uden at han selv og lytterne også har det sjovt. Eller uden at afsløre et meget stort vokalt talent.

Konklusion: Don Cherry kan roligt blive liggende i samme position i sin grav. Melodien er ikke smidt ud med badevandet i ny dansk jazz. Den har aldrig været stærkere. Business has been taken care of!

Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records) Thomas Bornø med Village Nights (Calibrated) Nikolaj Hess: Global Motion (Stunt) Benjamin Koppel: At Ease (Cowbell) NYNDK: The Hunting of the Snark (Jazzheads) Jacob Anderskov: Agnostic Revelations (ILK) Lovedale: Coziness Kills (ILK) Ramajam: Søvnløs på Jupiter (Ramajam Music) Hugh Steinmetz: The Cherry Blossom (Hummin' Records) Hans Ulrik: Slow Procession (Stunt) Emil Hess: Evolution (Calibrated) Jan Kaspersen: Happy As a Flower (Olufsen) Rasmus Ehlers: Trinity (Your Favorite) Thomas Maintz: This Is the Color ... (Gateway) Steen Rasmussen feat. Josefine Cronholm: Amanhã (Calibrated) Benjamin Aggerbæk: My Oh My (Your Favorite)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Under alle omstændigheder er der åbenbart en masse rytmiske/harmoniske/melodiske logikker man kan eksponere sig selv for, det er svært at vælge.