Læsetid: 2 min.

Når dyr gør én skrækslagen

Angiveligt gør farlige dyr dyrefotografen Lars Ostenfeld rædselsslagen. Så derfor må han fotografere dem igen og igen
Angiveligt gør farlige dyr dyrefotografen Lars Ostenfeld rædselsslagen. Så derfor må han fotografere dem igen og igen
2. december 2009

Hvad gør man, når man, lige siden man var barn, har været skrækslagen for dyr? Tja, man kunne jo holde sig fra dem. I vort civiliserede samfund skulle der være mulighed for at indskrænke kontakten til enkelte hundelorte på fortovet. Eller man kunne anskaffe sig et helt igennem ufarligt dyr at dulme nerverne ved. En undulat, for eksempel. Men når man nu også er bange for undulater!

Jeg så fotografen Lars Ostenfeld i tv, hvor han fortalte om, at han som barn skam havde haft en undulat, men han blev bange, når den satte sig på hans finger! Undulaten måtte væk.

Samme sted fortalte han imidlertid også, hvordan hans tre-årige søn på en familiesafari mirakuløst havde overlevet et cobra-bid.

Med den fædrene skræk in mente, kunne en og anden vel fristes til at studse over, hvordan Ostenfeld junior overhovedet kom på bidhold af en cobra.

Men det har sin forklaring. Lars Ostenfeld har nemlig tacklet sit dyreproblem ved de seneste 15 år at rejse verden rundt og fotografere det ene mere farlige dyr end det andet. Og altså lejlighedsvis tage familien med. Sine oplevelser har han nu udsendt en bog om, Dyrs våben, der fokuserer på alt det sindssygt farlige ved dyr.

Det giftigste dyr

Bogen er organiseret, så vi først får en dramatisk historie om et dyr. En lille elefantunge overfaldes for eksempel af en løve, men reddes i sidste øjeblik af den store hanelefants stødtænder. Derefter følger et afsnit om »dyr med samme våben«, her hvalros og narhval.

Og sådan går det slag i slag. »Sumpens dræbermaskine« - alligatoren. »Camoufleret giftfabrik« - en gabon hugorm. »Panserklædt kampvogn« - næsehornet. Man er omgivet af fjender. Fra krokodillerne i indledningen til sidste sides malariamyg.

Verdens giftigste dyr er en gople, erfarer man undervejs. Søhveps hedder den. Dens tentakler kan blive op til 35 meter, længere end en blåhval, hvilket - tilføjer jeg for egen regning - vil sige, at man udmærket kan svømme ind i dem, uden at hvepsegoplen overhovedet er i syne! Ville man gerne vide det?

En børnebog

Ostenfeld kalder sin bog for en børnebog. Mon ikke man kan være nogenlunde sikker på, at der er en tiger under sengen, hvis man har læst den højt som godnathistorie? Og mon ikke man også kan være nogenlunde sikker på, at poderne forlanger mer'?

Måske forholder det sig på samme måde med Lars Ostenfeld? At han har bevaret sin barnlige fascination af faren, så for at slippe for skrækken må han opsøge den igen og igen.

Selv blev jeg mest fascineret over, at Andes-kondoren æder, til den er ved at revne. Den kan spise så meget, at den ikke kan lette. Bliver den forstyrret, kaster den op, indtil den kan flyve igen. Fugle-bulimi! Sådanne oplysninger vrimler bogen også med.

Billederne er flotte.

Lars Ostenfeld: Dyrs våben. Ill. 80 sider, 150 kr.-. Politikens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu