Læsetid: 5 min.

Når alt for meget er lige tilpas

Trods deres musiks grundlæggende forskelligartethed, udviste de to amerikanske grupper The Mars Volta og Tortoise fællestræk, da de onsdag aften begge gav koncert i København
Trods deres musiks grundlæggende forskelligartethed, udviste de to amerikanske grupper The Mars Volta og Tortoise fællestræk, da de onsdag aften begge gav koncert i København
4. december 2009

Grundlæggende er The Mars Volta en duo, selvom bandet kræver seks mand høj på scenen for at gengive deres indspilningers kompleksitet. Sanger og tekstforfatter Cedric Bixler-Zavala og guitarist og komponist Omar Rodríguez-López udgør kernen i dette på mange måder bagstræberiske band, der siden det dannedes i 2001 har udgivet seks albums med skamløst progressiv rock. Jo, De læste rigtigt – progressiv rock, som den lød i første halvdel af 1970’erne, hvor den var en af tidens dominerende og toneangivende genrer i kraft af navne som Yes, Genesis, Caravan, Pink Floyd, Gentle Giant og mange, mange flere.

Selvfølgelig var det ingen entydig genre – de nævnte navne er således indbyrdes yderst forskellige – men en lang række fællestræk gjorde sig dog gældende: Manglen på gængse sangstrukturer, overdreven brug af dynamik, referencer til såvel klassisk musik som jazz, lange kompositioner, gerne af suiteagtig karakter, bratte overgange, instrumental virtuositet, elementer af improvisation, litterært inspirerede tekster (ofte med træk af fantasy og/eller science fiction), gerne foldet ud til ambitiøst anlagte konceptplader i en teatralsk præsentation. Dets akilleshæl – dengang som nu – var/er, at musikken ofte simpelthen ikke swingede og derfor i udpræget grad forblev en intellektuel fornøjelse.

Plads til dissonans

Alt dette finder man såmænd hos Mars Volta – og så lidt til; de giver plads til både dissonans og diverse elektroniske tiltag, som ganske enkelt ikke var tilgængelige tilforn. Hvis De kan huske den progressive periode, kan gruppens lyd karakteriseres som et frontalt sammenstød mellem tidlig King Crimson og sen Led Zeppelin, dog pletrenset for sidstnævntes bluespåvirkninger. Af alle steder stammer gruppen fra El Paso, Texas, og dens to hovedkræfter er begge chicanos, altså amerikanere af mexicansk afstamning; der er nu ikke meget mexicansk over deres udtryk, fraset lidt inspiration fra mayakulturen i den visuelle selviscenesættelse.

På Store Vegas scene gav de onsdag aften en på en gang imponerende og trættende koncert af næsten to timers varighed, hvor undertegnede – hvis han lukkede øjnene – ad flere omgange følte sig hensat til Gladsaxe Beatforum anno 1972. Desværre kunne han ikke som dengang flade ud på sin afghanerpels i en ordentlig skævert, men stod derimod nøgtern ret op og ned og gjorde sit bedste for at holde hovedet koldt og sindet åbent/kritisk.

Dirrende skønhed

Det tog nogle numre, før musikerne i The Mars Volta fandt formen, og de mange disparate elementer, der var i spil, faldt på plads og gav mening, ja, den første halve time fortrød Informations udsendte, at han ikke var blevet hjemme og i stedet havde læst det fortrinlige værk om Vilhelm Erobreren, han er i gang med, færdigt. Men da det seriøst tegnede til at blive en træls aften, begyndte magiske øjeblikke at opstå her og der, og det udenoms glemtes. Thi det er sådan med denne type musik, at den indimellem lyner og glimter, så man bliver ganske betaget. Og så er gruppens seneste album, Octahedron, et fra den kant usædvanligt nedtonet og poetisk udspil, fuld af en intenst dirrende skønhed, der klæder disse til hverdag musikalsk noget bombastiske verdensmænd, som har kreeret nogle af de mest langt ude konceptalbums, verden endnu har måtte lægge blødende øren til.

Måske især fordi de her har kræset om sangskrivningen – og faktisk er ret gode til at skrive noget, der ikke ligger milevidt fra konventionelle sange. For det første eksponerer dette materiale Bixler-Zavalas lyse og karakteristiske stemme, og for det andet toner Rodríguez-López kraftigt ned for sin tendens til at spille meget. Hele tiden. Nok deres bedste plade, hvis man ikke ligefrem er et uforbederligt prog-head, men til koncerten i Vega gik der lige lovlig ofte lir i den. Rodríguez-López formår sjældent at spille mindre end alt for meget – og ser samtidig ud til at kede sig gudsjammerligt. Heldigvis er Bixler-Zavala den fødte showmand, ja, på mange måder den kvintessentielle old school rocksanger, og så var lyden så god, at man praktisk taget kunne høre alt, han sang. Des længere vi kom ind i forløbet, des bedre blev det faktisk, ja, hen ad vejen begyndte det (næsten) at swinge, og da det var ovre, følte Informations udsendte sig faktisk både beriget (som uran), underholdt og en smule voldført af disse i det 21. århundrede en kjende malplacerede gentlemen. Her er alt for meget det meste af tiden lige tilpas.

Et decideret antishow

Efter to timers sensorisk overload styrede deres udsendte direkte ned i Lille Vega, hvor postrock-kongerne Tortoise gav koncert for et entusiastisk publikum i en tætpakket sal. Selv om gruppens instrumentale opdatering af den såkaldte kraut-rock – dvs. eksperimenterende, ofte improvisatorisk tysk musik fra 1970’erne – har givet dem en høj status på indie-scenen, besidder dens udtryk mange af de karakteristika, der blev beskrevet ovenfor – om end de undlader at forfalde til såvel det bombastiske som det overdrevent virtuose. På samme måde som det hele bar præg af et decideret antishow – de var nogenlunde lige så glamourøse at se på som seks skolelærere, der skulle på kursusweekend i Skælskør. Men til gengæld swinger det som ind i helvede – ofte på en herligt kontrær facon, men ikke desto mindre er der hammer på.

Tortoise er et fast sammentømret ensemble med en små 20 år på bagen, og de seks musikere skifter ofte positioner; således spiller tre af dem glimrende på trommer, nogle gange to af dem på samme tid. Derudover trakteres alskens keyboards og synthesizere, guitarer, bas, vibrafon og slagtøj, ja, det var kun lige, at musikerne kunne være der for grej, og den megen bytten instrumenter gav anledning til en del akrobatik. Denne Chicago-baserede sekstet er og bliver at foretrække live, thi her blæses pladernes tendens til fortænkthed fuldstændig af banen, og selv om forløbene tydeligvis er stramt strukturerede, giver gruppens rutine dem præg af såvel det spontane som det løsagtige – sidstnævnte i ordets absolut bedste betydning. Spilleglæden er til at tage og føle på. Det er lige før, det koger over indimellem, men når man så står og er tæt på at være lidt lykkelig, er det tid til lidt ørkesløst villet avantgarde af den type, kun en mor kan holde af, og det hele går til i bevægelser, formålsløst cirklende. Men som helhed en både munter og medrivende oplevelse, der mindede om, at sjælden som instrumental rockmusik nu engang er, kan den altså også noget. I de rette hænder en hel del, faktisk.

The Mars Volta, Store Vega, onsdag.
Tortoise, Lille Vega, onsdag
The Mars Volta: Octahedron (Mercury)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu