Læsetid: 4 min.

Nihilistisk arbejdssejr

Den amerikanske hedspore Nathan Williams alias Wavves fik opløst forbeholdene og fik sprintet sig til en arbejds-sejr. Selv om det vist var lidt forvirrende for ham at kæmpe for noget
5. december 2009

Forbehold kan være noget skidt. Men forbeholdene mandsopdækkede alligevel min ankomst til amerikanske Wavves' koncert på Loppen torsdag aften.

Forbehold nummer et: Første gang jeg så Wavves live var på YouTube, hvor kernen i bandet, Nathan Williams fra San Diego, Californien, stod på scenen på årets spanske Primavera Sound Festival. Han har siden fortalt, at han var på en blanding af valium, sprut, ecstasy (der er forskellige rapporter, hvor han havde taget to af de tre). Han improviserede ynkeligt, småskændtes med trommeslageren Ryan Ulsh og endte med at modtage folkets flasker og sko. Kønt var det ikke. Og derefter blev resten af hans Europa-turné aflyst.

Forbehold nummer to: Én ting er selvfølgelig temperament og personlighed og offentlige sammenbrud. En anden er, når man ikke kan holde sammen på et band. Og da Williams så fik en ny trommeslager, Zach Hill, der så skadede sin ene hånd, og en tredje måtte træde til ... ja, så var det i hvert fald ikke med forventningen om en hamrende sammentømret enhed, at denne anmelder mødte op.

Der var ellers grund til at glæde sig over Wavves' besøg. Sammen med andre støjende bands fra Californien som No Age, The Hospitals og til dels Ariel Pink har Nathan Williams/Wavves indvarslet en ny grimhed og dermed energi i rockmusikken. Disse bands har på hver deres måde stukket nye sikkerhedsnåle gennem rockens kanon.

Wavves' sange er spinkle rock'n'roll/punk-kompositioner med gæld til især The Ramones. Men betrukket med en vis melodisk sødme, der med lidt god musikjournalistisk vilje kan kobles til californisk velvære i en linje ned til Beach Boys. Og læg så hertil en analogt susende støj, som får lo-fi-rocken fra 90'erne med bands som Pavement til at lyde som Pink Floyd-produktioner fra Abbey Road.

Råt for usødet

Williams lavede - i hvert fald til at begynde med - sine sange på en gammel firespors-kassettebåndoptager og i det gratis Mac-musikprogram Garage Band. Og det har givet hans sange en ætsende, rasende patina - >en slags punket Phil Spector'sk mur af betændelse - som har tilbudt en ny generation noget at drive deres forældre til vanvid med. Der er i disse indspilninger en fornemmelse af noget råt for usødet, noget nøgent transmitteret, ureflekteret, noget autentisk spontant affyret, som gør dem stærkt medrivende. Men - og her kommer forbehold nummer tre - hvordan genskaber man dét live?

Well, det gør man ikke. Ligesom Ariel Pink, der gav en brillant koncert også på Loppen tidligere på året, spillede Wavves torsdag aften deres sange i en regulær lydproduktion. Bas, trommer, elguitar med diverse pedaler. Dog med den undtagelse, at den 22-/23-årige Williams' stemme var så klangbehandlet, at den mest af alt lød som et psykedelisk genfærd svævende pergamentstyndt over sangene i skælvende bævende mønstre.

Det var en skam, for det fik sangene til at vakle mellem denne udsyrede stemme med mindelser om Wavves' indspilninger, og så det regulære rockbands anstrengelser. Og hvad der gjorde det værre var, at der blev forceret. Trommeslageren Billy Hayes og bassisten Stephen Pope (tidligere Jay Reatards backingdrenge) gjorde alt for at pumpe dynamikken op og fylde sangene ud. Og det blev de så, og dermed mistede de deres luftige flyvske psykedelia helt og holdent.

Behov for anerkendelse

Men det var alligevel en hæderlig koncert. For især perler som »California Goth«, »Idiot« og »So Bored« fik lov at lyse og sitre i al deres melodisk forførende, hujende vokalharmoniske energi. Og den utidige energi og moderate nihilisme gjorde koncerten både engagerende og svagt urovækkende. En frontfigur, der bærer en T-shirt med katten Garfield med en knust potteplante over hovedet. Jokes om at ryge crack efter koncerten med tilskuerne. Og en reverb-pedal ved navn Holier Grail. Er intet længere helligt?

Jo, for inde i den californiske slacker gemte sig også et behov for anerkendelse. Nathan Williams havde givetvis noget at skulle gen- drive efter det fuldt offentlige Primavera-sammenbrud. Han var stensober, energisk, ja, nærmest nuttet i sin koncentration, og han viste sig at være taknemmelig, da publikum begyndte at sende positive vibrationer. De manglede øl på scenen, de fik det. En tromme væltede, en tilskuer gik på scenen og rejste den. De manglede minsandten et sted at bo og foretrak et med tv og Wii, og de fik flere tilbud. Folket - der var ungt - var med dem.

Men efter 36 minutters sprint var det hele forbi. Williams undskyldte, at de ikke kunne flere sange, fordi han havde måttet finde en ny trommeslager. Og det var det. Og lige lovlig nærigt, når vi nu lige var kommet i gang.

Så ikke alle forbehold blev opløst, men arbejdssejren skal de have respekt for. Selv om det vist var lidt forvirrende for Nathan Williams at kæmpe for noget.

Wavves: Loppen, Kbh., torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu