Læsetid: 3 min.

Russere på Louisiana

Hvad man allerbedst kunne tænke sig efter søndagens koncert på Louisiana var at høre hele koncerten igen. For sammen med violinisten Gidon Kremer har man brug for tid
3. december 2009

Gidon Kremer har taget sit eget spil og hele den musikalske udførelse ud i en konsekvens, hvor musikken kun starter og aldrig slutter. Alt, hvad man normalt kunne ønske sig af en koncert som intense øjeblikke, medriven og følelsestumult, er skåret væk til fordel for en evighed, der ikke gør mæt, men bare må forlades, når koncerten er ovre. I værste fald kunne man sige, at man står tilbage med en tom fornemmelse.

Programmet var rigt allerede på papiret. Mahlers klaverkvartet, Schnittkes strygertrio og Brahms' 3. klaverkvartet udført af de gamle stjerner fra øst: violinisten Gidon Kremer, bratschisten Yuri Bashmet og pianisten Oleg Maisenberg sammen med en ung og lovende tysk cellist Marie-Elisabeth Hecker.

For russernes vedkommende er der tale om et livslangt samarbejde. Kremer og Maisenberg har desuden tidligere indspillet Mahlers klaverkvartet sammen med søstrene Hagen og Schnittkes Strygertrio er skrevet til dem sammen med cellisten Mstislav Rostropovitj. Gamle slagere altså.

Mahlers kvartet er enkel og skøn og står som en gestus til klassikerne i al sin traditionalitet, grebet ud af Mahlers studeretid i Wien. Det er det eneste kammermusik, vi har fra symfonikerens hånd, og den er oven i købet helt ukomplet og består kun af en førstesats, der er blevet overleveret som skitse, mens de andre satser er gået tabt ligesom resten af Mahlers kammermusik. Kun et enkelt sted forstyrres skønheden af en uventet violinkadence, der i Kremers udgave slog ned med en grel dysterhed og naglede musikken, inden den vendte tilbage til et ubekymret coda.

Et nyt univers

I Schnittkes strygertrio bliver man trukket ind i musikhistorien af et velkendt tema i en dog ret forvrænget og smukkere form. Værket er et bestillingsværk til Alban Bergs hundredeårsfejring, og temaet er en mere funebral udgave af »Happy birthday to you«. Også Schnittke studerede i sin ungdom i Wien, og stykket synes at forholde sig erindrende til den tyske fortid og tradition. Efterhånden som værket skrider frem gennem schubertsk skønhed og Sjostakovitsj-lignende vold, bliver tonen mere og mere aggressiv og temaet repeteret og repeteret og straffet som den luder et fødselsdagstema er, til det til sidst står helt afklædt og på vrangen. Herfra er det, som alle døre står åbne til et helt andet og nyere univers, således at temaet kan hives op på benene igen i 2. sats i en mere lutret form i en sfære af musikalsk, forsigtig genopstandelse.

Med Schnittkes trio var overensstemmelsen mellem kunstnere og værk enestående. Hvor tit føler man, at verden faktisk står åben, og at musikerne reelt har taget musikken hen, hvor den bliver til? Der er et fysisk arbejde i Kremers ellers så ufysiske udstråling, når han sammen med intellektet sliber sin klang til at afdække det ordløse og ufatbare.

Pæn Werther

Med Brahms var det sværere. At få hans klaverkvartet i c-mol, også kaldet »Werther-kvartetten«, serveret helt uden romantisk patos og lidenskab er en lige lovlig hård kur. Brahms skrev sine kvartetter med Schumanns kone Clara i hovedet, og hendes navn lyder rigtignok repeteret i hovedtemaets to nedadgående stavelser: Cla-ra. Det synges sødt og besnærende, lidenskabeligt og brølende og endda i opad- gående pizzicato spørgende og tvivlende. Brahms lagde ikke skjul på sin ulykkelige kærlighed og skrev til sin forlægger, at han som en anden Werther kunne sætte et billede af ham med en pistol for panden på klaverkvartettens forside.

Altså er det lidt svært, når stilen stadig er at vise frem for at udtrykke og følelsesmæssigt gennemleve musikkens erotiske krampetrækninger, sådan som Kremer og venner holdt fast i en meget stueren udgave af en desperados bekendelser.

Her kom den purunge tyske cellist til undsætning med andensatsens vidunderlige cellosolo, spillet med al ungdommelig ynde og sensualitet, så Bashmet måtte glane lidt og Kremer overtog med noget, der mindede om ømhed.

De legendariske russere åbnede ørerne for en musikalsk indsigt, der kræver mere og lefler mindre, og som på nær i Brahms gjorde tomheden til en rigdom. Kvaliteten lige fra Maisenbergs ufatteligt smukke, bløde klang til Kremers stærke og afpudsede spil blandet med Bashmets og Heckers lydhørhed er over almindelig musikromantisk fatteevne og som sagt en verden, man skulle bruge meget mere tid i.

Louisiana søndag den 29. november. Oleg Maisenberg, piano. Gidon Kremer, Violin. Yuri Bashmet, bratsch. Marie-Elisabeth Becker, cello. Gustav Mahler: Kvartet for piano og strygere a-mol. Alfred Schnittke: Strygertrio. Johannes Brahms: Kvartet for piano og strygere nr. 3 c-mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er ikke ualmindeligt at pådutte kunstnere, måske primært musikere, fra Østeuropa og omegn, at de er russere, uanset deres nationalitet. Således f.eks. ofte den ukrainske pianist Sviatoslav Richter.
Og Kremer er ikke russer, men lette.
Et rigtig grinagtigt eksempel er Leif Davidsens roman "Den russiske sangerinde", hvori en af pointerne er, at hun netop ikke er russer.