Læsetid: 3 min.

Skærpet hygge

En digter, som er alt for dansk til at kunne blive danskernes national­digter, Eske K. Mathiesen, er aktuel med en ny digtsamling, ’Bonjour monsieur Satie’, med en hilsen til den franske komponist Erik Satie
17. december 2009

Eske K. Mathiesen bliver aldrig danskernes nationaldigter, det er han alt for dansk til og næsten alene om at være det på den måde. Hans særlige brug af det danske sprog i en slags nænsomt knivskarp prosadigtning med meget lang efterklang svarer særdeles godt til den måde, hvorpå den franske komponist Erik Satie omgikkes med musikkens sprog i begyndelsen af det nys udrundne århundrede. Dels i de glade dage, før den såkaldt ’skønne epoke’ kæntrede bort i verdenskrig, og dels lidt senere, da der stadig kunne opstå næsten social tumult omkring det kunstneriske udtryks nye signaler. Eske K. Mathiesen forstår godt, hvordan en overfølsom sjæl som Erik Satie kunne gå og have det med den slags:

De har hørt,/
hr. Musikkritiker, forstår jeg,/
at jeg komponerer sange til/
de buttede damer, der råber med frugt/
og grønt på hjørnet af Ingefærgade/
og Tåspidsdanserstræde./
Og De har hørt rigtigt./
Men hvorfor spørger/
De mig om det? Burde De ikke/
sidde i Operaen, til generalprøven,/
og pille næse, som De plejer?/
Æder De også bussemændene?

Satie arbejdede, som Mathiesen, med de ganske små, irriterende forandringer og forskelle, de hele tiden skiftende små bitte spændinger i sproget, der holder alt levende. Han fyldte sine partiturer med gnostiske tekstklumper og muntre manifester, og han gav sine stykker mærkelige navne som »En tyk træmands prøvelser og ærgrelser«, »Tre stykker i pæreform« eller »Næstsidste tanker«.

Arrogance

Som medlem af den esoteriske rosenkreuzer-orden vidste han desuden godt, hvad klokken slog i skabet, når det var stillet på plads, og den form for arrogance gjorde, at man i samtiden – siger Karl Aage Rasmussen i Gads Musikhistorie – betragtede ham som »en vittig dilettant, excentrisk ungkarl, socialist og skønånd«.
Omtrent som man betragter Eske K. Mathiesen i Danmark i dag, hvis man da kan få øje på sådan en mellem bjergene af kryptiske krimier, platte politikerbiografier og mageløse mailkorrespondancer.

Selv sagde Satie, at »det er et snavset arbejde at rense lyde«.

Man konverserer

God morgen, monsieur Satie./
Jeg arbejder på min søjle,/
den skal nå op til evigheden./

Til evigheden. Hvor ved De fra,/
At den er foroven?/

Det ved jeg heller ikke./
Det er blot et forsøg.

Her kamouflerer Mathiesen sig som rumænsk skulptør, en vis Constantin Brancusi, men lidt forklædning er vel ikke af vejen, når samtale skal føres.
Og det skal den. Ligesom musikken skal høres. Men ikke særskilt, udvalgt og fremskudt på rasende rockscener, nej, den skal være noget, man kan sætte sig i, når man bliver træt, eller ramle skinnebenet ind i, når man skal pisse i mørke. Altså noget, der befinder sig midt imellem det behagelige og det farlige, over alt som møbler.

Det var Saties synspunkt, og med det inspirerede han i høj grad den amerikanske komponist John Cage, hvis indflydelse på alverdens ting har været, og er, betragtelig – også på kunstnere her i landet, der kunne siges at høre hjemme i samme familie, sådan nogen som komponisten Henning Christiansen.

Vi er levende, så længe lirekassen drejer sine snurrende småting:

Efter Dem!/
Satie letter på bowleren/
og træder til side for regnbygen,/
så den kan passere og/
solen komme til.
Swing os hjem

Jeg hører Lester Young, mens jeg skriver det her. Det er hans 100-års-fødselsdag. Han var en lille fyr med store ører, da Satie bedrev sine gymnopedier, sarabander og gnossienner, og man kunne mene, at dem er der ikke så meget jazz i, eller at Mathiesen måske snarere hører hjemme i rodekassen med blandet folkemusik, men hos dem alle tre handler det om det blide og skarpe oprør i den swingende hverdag med dens tallerkener, dens skarpe knive og spidse gafler, dens pæreformede forsøg på at stå urokkeligt stille i stadig pulseren, mens krigen brøler omkring den. Nu som dengang, som Dada:

Tzara, den store digter med de grå vinger./
Hans digte er regnbyger, som trækker/
ind fra det åbne hav./
De nægter at holde op, de kender ikke/
den begrænsning, der ellers/
kendetegner byger. De kender ikke andre/
begrænsninger end deres egne.

Det digt er umiskendeligt højholtsk, men det hører lige så klart, med sin karakter af lavspændt show, hjemme i, hvad Satie i 1914, da den store krig brød ud, kaldte »Sports et divertissements«, sport og adspredelse. Simpelthen. I en bevægelse så lille og stærk som »tyve små satser plus en uappetitlig koral« kan være. Eller en digtsamling af Eske K. Mathiesen. En række små anekdoter, gnistrende vitser. Og sådan er det:

Straks jeg står op om morgenen og/
går ud, bønfalder jeg min seng om at/
vente på mig, til jeg kommer/i>

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer