200-året for Edgar Allan Poes fødsel er allerede markeret med Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse af romanen Arthur Gordon Pyms eventyr og den filosofiske afhandling Heureka, der fulgte hans komplette oversættelse af novellerne.
Han skrev også ved fødselsdagen den 19. januar et biografisk essay i Weekendavisen, nyttigt nu at have ved hånden, hvis man vil have en fornemmelse for miksturen af fiktion og fakta i nordmanden Nikolaj Frobenius' roman Jeg skal vise jer frygten, der hælder ny vin på flasken med Poes livsvæske. Ikke at den derfor kun handler om Poes omgang med risikable stoffer mod slutningen af hans korte liv (1809-49).
Der er masser af andre gådefulde og skrækvækkende omstændigheder og visse dokumenter at digte videre på fra den amerikanske digters opdagerfærd i poesiens og gysets prosaiske verden med en grænseoverskridende modernitet, den, som først en eftertid forstod rækkevidden af, da en kender som Baudelaire blev vakt i sit inderste og ryddede en plads på parnasset.
Poe'ske motiver
Frobenius, som blev kendt for romanen Latours katalog (dansk 1997), der på lignende vis bruger en historisk figur som blikfang for et smerteoplevelsens tema, nemlig marquis de Sade, er ude i sit eget ærinde med konstruktionen af denne roman, bygget op over Poe'ske motiver - med 'ravnen' fra hans berømte digt skæbnesvævende over det landskab af byer, hvor Poe holdt til, levede og forsvandt i, og hvor virkeligheden slog revner, hvor rædselsfulde mord syntes at efterligne hans fantasi, og man ikke er, hvem man er. Især fortællingerne »William Wilson« med dens destruktive personlighedsspaltning, »Dobbeltmordet i Rue Morgue« og »Berenice« om det bestialske kvindemord, hvor ofrets tænder ligger spredt ud over gulvet. Endvidere også »Den aflange kiste«. Derfra hentes symbolske elementer.
Vigtigst er dobbelthedens eller spaltningens tema, idet handlingen er bygget op på modsætningsforholdet mellem kunstneren og kritikerrivalen, den geniale digter og den giftige hader Rufus Griswold, autentisk nok, her næsten som en ringere tvilling, en småborgerlig moralist, tiltrukket, frastødt, falsk venskabelig og inderligt fascineret.
Poe gennemskuer ham, men mærker også, at han ikke desto mindre er den bedste kender, og gør ham til sin litterære eksekutor. Griswold skriver under pseudonym en nedrig og giftig nekrolog over Poe og vier resten af sit usle liv til en skandaløs biografi for med Guds hjælp at ødelægge sin besætter.
Virkelighedens grænser
Bogen er komponeret som en både direkte og indirekte dialog mellem disse to ledefigurer, men endnu en skikkelse blander sig, den gustne albino Samuel, en slavedreng fra Edgars barndom hos plejeforældrene i Richmond. Edgar har lært ham at læse og skrive, og han udfolder sine primitive, udspekulerede færdigheder bogen igennem som Griswolds onde ånd og som Edgars hemmelige og skjulte instinkter. Hans projekt er at gøre sin mesters fiktioner til virkelighed og giver dermed udtryk for kunstens dæmoniske magtfuldhed, der går gennem død og helvede på tværs af virkelighedens grænser. Og Frobenius boltrer sig i Poe'ske praksisser og fantasier, bruger løs af egne og andres dokumenter og breve i et skuffende dokumentarium, der udmaler megen menneskelig elendighed og ånd, sjæl og krop fra tidens privatliv og offentlighed samt ikke mindst kunstnerens kvaler. Prisen for det underlige, mærkelige, ekstreme, perverse, der lukker sig om sig selv for så at eksplodere. Både frygtindgydende og nødvendigt.
Romanen er bygget op som en skæbnens ring ved at begynde med slutningen 'flere år efter': New York City, 1857, med ord som en Poe-pastiche: »En sen aften i august styrtede en kappeklædt mand gennem folkemængden på Broadway, mens han kastede skræmte blikke omkring sig.« En mand i mængden, Rufus Griswold, der løber sin smudsige skæbne i møde som den ødelagte ødelægger.
Den grasserende genreroman har her fået et ganske underholdende tilskud, hvor det vel egentlig er mere spændende at prøve at genkende fakta i forhold til fiktion end at blive grebet af skæbnespillet. Men en koloristisk præstation er dette forsøg på at udlæse en skabende personlighed af det skabte, så det virkelige åbner sprækker til frygtens skumle skikkelser, udmærket gestaltet på dansk af oversætteren.
