Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det er svimlende at læse Pamuk

Man fornemmer, at man er i selskab med en af vor tids allerstørste forfattere, når man læser Orhan Pamuks essaysamling 'Andre farver'
Kultur
3. december 2009

Et sted i den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks nyoversatte essayssamling taler en distræt fortællerstemme om Laurence Sternes Tristram Shandy. Ad omveje når stemmen frem til, at bogen slet ikke handler om Tristram Shandys levnet og meninger, men om det ikke at kunne nå ind til centrum, til sagens kerne: »Derfor møder vi uorden, en sjusket fortælling, mange pludselige indskydelser og et utal af digressioner«.

Selv om indholdsfortegnelsen med sine niveauinddelte klassificeringer kunne give indtryk af noget andet og mere ordentligt, er det netop det fragmentariske og det sjuskede, de forførende digressioner og det svært lokaliserbare centrum, der kendetegner Pamuks Andre farver.

Nuancerne er mange, både i indhold og form. Der er de personlige og decideret selvbiografiske tekster om »Livet og bekymringerne«, for eksempel om farens død, om datteren Rüya og om ritualiteten i hverdagslivet. Her er tonen ofte lyrisk, jeget registrerende, objekter og dyr giver anledning til digtning gennem besjæling. Der er de litterære essays, hvori Pamuk passioneret skriver om sine forbilleder. Tusind og én nats eventyr, Dostojevskij, Laurence Sterne, Vladimir Nabokov, Victor Hugo, Albert Camus, Thomas Bernhard, Mario Vargas Llosa og Salman Rushdie er nogle af dem.

Der er de politiske tekster, der kredser omkring øst-vest-problematikken, igen med et dybt personligt udgangspunkt, og der er tekster, der kredser omkring Pamuks egne bøger. Her løfter forfatteren et hjørne sløret for, hvordan det biografiske liv har påvirket romanerne, for eksempel også gennem det, han kalder »poetisk retfærdighed«: Hævn!, slet og ret. Endelig er der et spændingsfelt mellem »Billeder og tekster«, som Pamuk undersøger i en række kunst- og kulturanalyser.

Nogle af teksterne er bestillingsarbejder, andre har mere notatkarakter; der er lister og udpluk fra interveiw og pristaler, samt en enkelt (selvbiografisk) fortælling. Samlet set tager bogen sig altså temmelig rodet ud, og det er svært at sætte fingeren på sagens kerne - på det centrum, Pamuk postulerer og antyder. I forordet læsevejleder han drilagtigt: »Jeg håber, at læserne, når de læser fragmenterne, vil nyde at forestille sig dette centrum.«

Ambivalensen

Jeg har forestillet mig flere forskellige centre i læsningen af Andre farver, men det, der på én eller anden måde står stærkest, dét, alle fragmenter kan føres tilbage til, er en fundamental følelse af ambivalens. Det er Dostojevskijs kældermenneske, der i første omgang hjælper Pamuk til at italesætte ambivalensen. I et essay laver Pamuk en biografisk læsning af »Optegnelser fra et kælderdyb« og argumenterer for, at bogen handler om »fornedrelsens nydelse«: »Det er en mands jalousi, vrede og stolthed over ikke at kunne gøre sig til europæer«. Ligesom Dostojevskij skriver også Pamuk fra et sted i periferien, i al fald når det gælder litteratur og kunst, og ligesom det russiske koryfæ er den vestligtsindede tyrkisk intellektuelle klemt mellem ønsket om at være europæer og en samtidig afstandtagen til Europa, ønsket om at skrive inden for en tyrkisk kulturtradition.

Ambivalensen løber som en kraftig understrøm gennem fragmenterne. Man ser den poppe op i alle de splittelser og paradokser, for eksempel også mellem tradition og modernitet, som Pamuk med sin skrivekunst forsøger at forsone; først og fremmest med romankunsten, som han andetsteds udnævner som en af hjørnestenene i den europæiske identitet.

Pamuks metode

Det redaktionelle greb i Andre farver giver et fint indtryk af Pamuks litterære praksis. I et essay omtaler han denne praksis som en måde at undersøge verden på; at samle dens historier og fragmenter ved at give dem et nyt centrum. »Det er et eksperiment - at sætte alt sammen, ligesom en dadaistisk collage.« I Andre farver undersøger Pamuk så at sige sig selv, sit eget liv og forfatterskab, ved at lave en collage af egne digressioner og fragmenter gennem 25 år og give dem det centrum, som læseren forestiller sig. I den forstand er der tale om et selvbiografisk værk. Men også i en anden forstand: Man kunne sige, at der, hvor vi lever, netop er i digressionerne. Det er »den formålløse fortælling«, der bedst beskriver et menneskes liv. I Tristram Shandy-essayet konkluderer fortællerstemmen: »Livet har ikke en mening, men blot en form.« Og, kunne man tilføje, hvilken form!

Selv om enkelte tekster kan være af svingende kvalitet, er det alligevel stort, indimellem svimlende at læse Orhan Pamuk. Hans fortælletæft og allegoriske præcision, hans evne til at genoplive fortidens ånder og fusionere dem med nutiden, hans altid (mindst) dobbelte blik. Man fornemmer, at man er i selskab med en af vor tids allerstørste forfattere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her