Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Træls portræt af gammel rebel

Victor Bockris begik for et par år siden en rygklappende biografi om Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, som nu er blevet oversat til et kluntet og umusikalsk dansk
Victor Bockris begik for et par år siden en rygklappende biografi om Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, som nu er blevet oversat til et kluntet og umusikalsk dansk
Kultur
3. december 2009

Det er gået Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, som det går mange rebeller - han er gået fra at være indbegrebet af en antiautoritær oprører til noget nær synonym med status quo. I hvert fald hvis man betragter hans musikalske karriere, thi som menneske og personlighed kan han næppe tages til indtægt for den for tiden så herligt grasserende småborgerlighed.

Han har med andre ord penge nok til at gøre, lige hvad fanden der passer ham - og det gør han så i udstrakt grad. Man kunne i den forbindelse vel næsten kalde ham respektabel - i hvert fald som Noah Cross, den formidable forbryder, John Huston portrætterer i Roman Polanskis mesterværk Chinatown, definerer det: »Course I'm respectable. I'm old. Politicians, ugly buildings, and whores all get respectable if they last long enough.« Og Richards besidder i en alder af 65 næppe heller helt den samme energi og appetit som tilforn, selv om han endnu er mange mil fra såvel det kedsommelige som det forudsigelige.

Men det er værd at nævne, at hans 'oprør' primært var rettet mod bestemte omgangsformer i efterkrigstidens stramt klasseopdelte Storbritannien end mod det økonomiske system, der i sidste ende belønnede ham så rigeligt for hans kunnen. I 1960'erne skabte rockmusikken (og fodboldspillet) faktisk en ny klasse, et amoralsk aristokrati, der fulgte i fodsporet på tidligere tiders bohemer - og med samme holdning til gængs moral og adfærd. Nemlig at være hævet over den og i øvrigt være ligeglad (i hvert fald til en vis grænse) med konsekvenserne af ens handlinger; det vigtigste var aldrig at kede sig og gerne nå helt derud, hvor man ikke kunne bunde. Området for eksperimenterne var præget af især heftig narkoindtagelse, fester, sex på alle måder og med alle køn, avantgardekunst, mysticisme for nu ikke at sige det okkulte, rejser til eksotiske steder og selvfølgelig alkohol. Altid en god historie, og det er i høj grad med til at gøre dette særlige job så tillokkende for unge middelklassemennesker, som nemt kommer til at kede sig.

>Ingen overraskelser

Hvorom alting er - Keith Richards har levet, hvad der må kaldes et spændende liv. Det er det lykkedes Victor Bockris at få en uspændende biografi ud af. Sammenstykket af allehånde i forvejen tilgængeligt materiale indeholder værket ikke skyggen af en overraskelse, hvis man i forvejen kender en smule til sagaen om The Rolling Stones, men hvad værre er - bogen er absolut støvsuget for indsigt i, hvad der gør Keith Richards' kunst så speciel. Hvad det er, han kan på en guitar og som sangskriver, der gør det værd at brænde 500 sider af på ham. Bockris er hverken specielt musikalsk, og intelligensmæssigt hæver han sig ikke en millimeter over gennemsnitsjournalisten, hvilket vil sige, at den nysgerrighed, der burde være bogens bærende element, her er erstattet af en (og den må så til gengæld siges at være konsekvent) hoppen over, hvor gærdet er lavest. Dette er, hvad man i den angelsaksiske verden kalder et 'cut-and-paste job', hvilket kan oversættes til et klippe-klistre-værk. I den moderne pc- og internet-verden, vi alle navigerer rundt i, er det muligt at sammensætte udsagn og informationer fra et hav af websider, sætte sit navn derpå og vupti! - en biografi. Ja, det hedder på godt dansk research, men hvis ikke stoffet bearbejdes, kan det jo lige så godt hedde bullshit.

Det sagt kan jeg huske, at da jeg i sin tid læste værket på originalsproget, var jeg faktisk ganske godt underholdt. Af flere årsager, men primært fordi den i vid udstrækning indeholder lange passager med visdomsord fra hestens egen mund. Hvilket blot betyder, at Bockris har sakset rigeligt i de mange omfangsrige interview, der nu engang findes med Richards. Og selv om Richards utvivlsomt i første omgang elskes og respekteres af sine fans for sin musikalske indsats, skal guderne vide, at der sidder et fremragende snakketøj på denne mand.

Der findes dårlige Stones-lp'er, og langtfra alle deres koncerter holder standarden, men han evner simpelthen ikke at give et dårligt interview. Meningerne om alt mellem himmel og jord sidder løst og fyres af i et tonefald, der er lige dele flabet og henkastet, ofte med helt vidunderlige punchlines. Han er en fortæller af guds nåde og mytoman nok til aldrig at lade kedelige facts eller modstridende udsagn komme i vejen for en god historie. Han siger, hvad han mener, og har et røntgenblik, hvad angår det latterlige, det opblæste, det prætentiøse og det hykleriske - ved andre, i hvert fald.

Selvkritik er ikke hans stærke side, og der kunne Bockris så måske passende have indtaget positionen som den, der lige klappede hesten engang i mellem. Der indskydes godt nok udsagn og lange citater fra mænd og kvinder i kredsen omkring ham, men intet, der tilnærmelsesvist ændrer på Bockris' overvejende positive syn på sit subjekt.

Træls og dræbende

Men nej - han foretrækker at bringe Richards' version af historien til torvs og glemmer generelt, at han har med en feteret, forkælet, forvirret og forkvaklet rockstjerne at gøre. En mand, der har levet i en kuvøse eller kokon af materiel tryghed, omgivet af rygklappere og ja-sigere og villige kvinder (ikke at Richards tilsyneladende besidder det store sexdrive, slet ikke sammenlignet med hverken forsanger Mick Jagger eller bassist Bill Wyman, som tilsyneladende begge tog pænt for sig af retterne; alt andet ville vel også have være uhøfligt). Dovenskaben kommer tydeligst til udtryk i afsnittene om Richards barn- og ungdom, de små 20 år, før han blev verdensberømt på 120 måder. Her har Bockris intet foretaget sig, der kunne bringe nyt frem i lyset, det er ikke for meget sagt, at han ræser gennem stoffet og åbenlyst ikke kerer sig om, at netop disse år er af altafgørende betydning for personlighedsdannelsen. Ud over lidt 20-kroners-psykologiseren er der intet at hente, hvis man skulle lide af den vrangforestilling, at barndommen spiller den store rolle.

Endelig er der Susanne Stauns oversættelse. Teknisk set oversætter hun bogen ord for ord, så den kan læses og forstås. Men hvad angår musikalitet, lydhørhed og indsigt i en dansk sprogbrug, som på noget niveau står i korrelation til forlægget, er vi helt ude i hampen. Som jeg nævnte tidligere, giver Richards vidunderlige interview - netop ikke kun fordi han er en god historiefortæller, men i høj grad på grund af hans brug af sproget, der i hans mund swinger på samme måde, som hans guitarspil gør. Han har en særegen jargon, som betyder, at man spidser øren. Vel, det gør man så bare ikke, når det som her bliver forvansket til et bizart stift og klodset dansk, der som en kolos på lerfødder vælter sig gennem ens bevidsthed og efterlader mere forvirring og smerte end glæde og illumination.

Bogen - som allerede var dybt problematisk på originalsproget - er på dansk blevet en træls og dræbende omgang, hvilket sikkert ikke vil forhindre mandspersoner af en vis årgang i at fortære den som et gourmetmåltid. Men det rette ord i forbindelse med denne meget lange referatstil er altså gourmand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Klaus Lynggård
Der er vist en naturlov, der gør, at når man kritiserer andres sprog, laver man uvægerligt selv sproglige fejl. Således også her, hvor du revser - sikkert med rette - Susanne Stauns oversættelse, men selv bruger udtryk som "Men det er værd at nævne, at hans ‘oprør’ primært var rettet mod ... end mod det økonomiske system" og "Bockris er hverken specielt musikalsk, og intelligensmæssigt hæver han sig ikke en millimeter over gennemsnitsjournalisten."
Det er lidt ærgerligt - især fra en ellers så stilsikker og sprogligt opfindsom skribent som dig. Der var andre af avisens skribenter, hvor man ikke havde studset over det.

Og jeg har garanteret også kvajet mig et eller andet sted i dette indlæg - efter samme naturlov!

Lynggaard læser man gerne, selv når emnet ikke umiddelbart interesserer en.
Men det ér altså en uskik at kritisere en oversættelse uden at anføre eksempler. Mange andre anmeldere gør det også, og tit sidder man dér med en fornemmelse af, at kritikken mere er udtryk for et behov for at fremhæve anmelderens glimrende evner.

Jeg har det lige sådan med Lynggaard som du, Helle - og i øvrigt også med Anne Middelboe, selv om jeg så godt som aldrig går i teatret. Velskrivende folk, der brænder for deres emne, er næsten altid spændende at læse, om så emnet er smørproduktion i tyverne (et virkeligt eksempel!).
Derfor er det også dobbelt ærgerligt, når netop disse skribenter har haft for travlt til at luge ud i de sprogfejl, som vi alle sammen begår i farten af og til.
Hvad kritikken af oversættelsen angår, drejede det sig, så vidt jeg forstod, ikke om deciderede fejl, men om generelt stift og farveløst sprog, og det er jo sværere at give eksempler på.