Verden ifølge Wilbur

Wilbur wants to kill himself hedder en af Lone Scherfigs film, som schweiziske Rolf Lappert, der er bosat i Irland, utvivlsomt har ladet sig inspirere af til sin femte roman, den første på dansk. Lapperts Wilbur vil ikke begå selvmord, men da han heller ikke har nogen egentlig livsvilje - ikke magter at svømme i eller komme ud af det vand og de livsfarlige situationer, han jævnligt havner i - ligner han en kronisk selvmordskandidat. En anden Wilbur, han er opkaldt efter, er børnehjemslederen i John Irvings Cider House Rules, og ganske som hos Irving vrimler det hos Lappert med forsvundne fædre, uønskede børn, særlinge, mærkelige skæbner og store kvaler med kærlighed og seksualitet. Selv Wilburs påfaldende lille størrelse synes at være et ekko af Irvings Owen Meany (og netop ikke Grass' Oskar Matzerath). Med handlingen forlagt til Irland og USA og i den i øvrigt glimrende danske oversættelse er der således intet som helst tysk over denne roman, som var blandt de nominerede til Deutscher Buchpreis i 2008.

Ensomme mænd

Over 500 sider får vi efterhånden sammenstykket historien om den moderløse irsk-svenske Wilbur, som synes dømt til at miste alle dem, han holder af, og til aldrig at finde frem til sin far. Nutidsafsnit om den underligt gamle og trætte, men også uerfarne og sårbare 20-årige, veksler med tilbageblik på hans liv i forskellige voksnes varetægt. I sine mange midlertidige hjem både søger og skyr han en ny familie, og det overrasker ikke, da han flytter ind på et pensionatlignende hotel forbeholdt enlige mænd, som næsten alle er fire gange så gamle som han selv. Kvinderne er også ensomme og alkoholiserede i denne roman, og de fleste familier ulykkelige og splittede, men fokus er på ensomme gamle mænd i alle aldre. Trods spøjse episoder og et enormt galleri af specielle skæbner er dette en tung bog.

Ironisk nok er Wilburs store idol Bruce Willis, hvis film - Die Hard-serien og andre - giver overskrifterne til erindringskapitlerne. Wilbur ved alt om skuespilleren og skriver hans biografi, men formår ikke ligefrem selv at skyde sig igennem noget som helst eller overhovedet finde en familie eller sag at kæmpe for. Han er netop uden mål og initiativløs, næsten apatisk.

Kold litteratur

Det har dog ikke noget med hovedpersonens apati at gøre, at jeg havde mere end svært ved at lade mig fange af romanen. Det har en del at gøre med de Irvingske ekkoer, som gør, at alt for meget virker næsten klichéagtigt kendt, hvilket smitter af på de originale elementer - som den stjålne guldskat, der bliver en hel slægts skæbne. Men allermest skyldes det selve fortællemåden. Næsten som Gao Xingjian i Et ensomt menneskes bibel veksler Lappert mellem samtidsafsnit i nutid og jegform (Xingjian har duform), og fortidsafsnit i datid, hvor Wilbur beskrives udefra, som »han«. Måske er Lapperts/Wilburs formål også den slags 'kold litteratur', som iagttager og beskriver uden fordømmelse eller agitation, men fordi Lappert lader fortidsafsnittene være usamtidige (med fortiden), fordi han formidler dem i referater, bliver effekten, at Wilbur i erindringskapitlerne generelt fremstår som en kold fisk, og de mange skæbner som underligt uvedkommende. Vi får fortalt menneskene, efter at deres dramaer er overstået, som om fortælleren bestandig kommer for sent og må føre os up-to-date. Der er næsten ingen direkte tale i disse afsnit, kun refererede samtaler. Det bliver stadig tungere, med alle de referater, livshistorier, situationsforklaringer og personkarakteristikker.

De få og kortere nutidsafsnit er til gengæld fængende og velskrevne, ofte ligefrem blændende, bedre end Irving himself. Her er samtidighed, direkte tale, dialog, og her kommer vi tæt på Wilbur og hans situation. Men selv om det er den slags god litteratur, jeg glæder mig over at have læst, så er den tunge vandring gennem referatafsnittene næsten for høj en pris. Desværre er det afsluttende klimaks, mødet mellem fortid og samtid, ikke særlig veludført, historien fiser ligesom ud, og den lykkelige slutning er så lidet overbevisende, at jeg tager mig i at tænke, om det alligevel er lykkedes Wilbur at forsvinde til en anden verden, hvor tingene pludselig lykkes for ham, og han endelig får en familie.

Svømme hjem, Rolf Lappert. Oversat af Mone Hvass, Tiderne Skifter, 510 sider, 299 kr., ISBN 978-87-7973-355-8