Læsetid: 7 min.

We want Miles - men ikke på dén måde

Stor parisisk Miles Davis-udstilling skuffer. Den afprøver ikke myterne om den store jazzmusiker
Stor parisisk Miles Davis-udstilling skuffer. Den afprøver ikke myterne om den store jazzmusiker
11. december 2009

Enhver, der ankommer til Paris udefra, vil straks få fastslået byens ry som en europæisk musikalsk hovedstad: I RER-toget til og fra lufthavnen, i samtlige metrovognstammer, på alle gadehjørner, ved enhver café-indgang mødes man af musik. Eksotisk musik: Forarmede russiske eller andre østeuropæiske akkordeonspillere, som på deres sejlgarnssammenholdte instrumenter og med samtidig anvendelse af professionelt, træt bedende ansigtsudtryk med stærkt vekslende held - men alle lige påtrængende - forsøger at bringe deres Kalinka-gén i overensstemmelse med den mere subtile brug af valsetakten i den store franske chansonskat.

Om denne den musikalske og anden armods hær, der i disse mørke måneder i antal kun overgås de egentlige betlere, er søgt til Paris for at tage del i det kulturliv, hvis gloire byens og den franske nations fædre til stadighed bruger Brasso på, er nok tvivlsomt. Den eneste funktion, de udfylder i den franske debat, politisk som kulturelt, er som ammunition for den ellers hastigt uddøende kaste af østudvidelsesskeptikere.

Paris - jazzby nr. ét

Men de har dog nogen pli, østeuropæerne. En af de få parisiske lokaliteter, de holder sig helt væk fra, er Cité de la Musique, centret i La Villette, hvor deres publikum ellers ville være musikkens professorer, studerende, forskere og koncertgæster. Her, hvor beton med held udgør en kæmpemæssig og flerdimensional ramme om fransk musikalsk aspiration og talentudvikling, har Kalinka-hæren givet op, og man kan derfor relativt uforstyrret tage del i udøvelsen af en mere speciel musikalsk, parisisk ambition: at ville være Europas jazzby nr. 1.

Vi har netop i Branly-museet sagt farvel til den fransk producerede kæmpeudstilling om Jazzens århundrede- 1900-tallet, altså - og nu ser vi så i Cité de la Musique en ny udstilling af i jazzsammenhæng enestående dimensioner: om Miles Davis.

Det er 18 år siden, denne store trompetist og legende døde, og nu synes franskmændene - især, naturligvis, udstillingens kurator, Vincent Bessiéres - at det er tid, at Davis indtager sin naturlige plads i jazzen ved siden af Armstrong, Ellington og Parker - ingen over, kun meget få andre end dé tre ved siden af - og sådan en plads indtager man ikke, før man har fået sin, om man så må sige, egen separatudstilling i Paris.

Med sådan en præsentation i dette kalenderår kan man også knytte bånd til 50-året for udgivelsen af det, mange stadig mener er Davis' væsentligste værk, Kind of Blue-indspilningen, og til 60-året for hans første udlandsbesøg, nemlig da han indtog i Paris som medlem af Tadd Damerons orkester ved den første festival for moderne jazz i Europa.

Løftet ind i kunsten

Og pariserne har meget mere at byde på, når det gælder Mindet om Miles. Besøgene i 1956 og '57, der førte til indspilningen af musikken til Louis Malles noir-film, Elevator til Skafottet. Davis' møder med Sartre, de Beauvoir, Boris Vian og Jean Cocteau, der var med til at forgylde både ham og hans franske liaisons og til at løfte jazzen ind i kunstens og den intellektuelle verden - i Europa, altså. Hans romantiske forbindelse til Juliette Greco. Hans talrige optrædener på Frankrigs mest spektakulære scener og festivals, ikke mindst den i Juan-Les-Pins. Og, især, hans sidste store offentlige koncert i Europa, der fandt sted få hundrede meter fra udstillingsstedet, i den store hal i La Villette-komplekset, en koncert, hvor han optrådte med mange af de musikere, han tidligere havde haft som medspillere, og hvor han for en gangs skyld tillod sig at se lidt tilbage ved at spille temaer fra helt tilbage til 50'erne - inden han, efter en enkelt koncert mere i Los Angeles, lagde sig til at dø en god måned senere (i 1991), bare 65 år gammel.

Udstillingen i Cité de la Musique afsluttes naturligt nok med forevisning i en minibiograf af hele denne afsluttende pariserkoncert, der ellers kun er tilgængelig på pirat-cd og -dvd, men forinden har udstillingsgæsten bevæget sig rundt i to store områder, ét i stueetagen og ét i kælderniveau, hvor næsten alle vægge er sorte, og hvor der skal anvendes så meget strøm for at gøre memorabilierne synlige, at præsident Sarkozy ikke skal love for meget på Frankrigs vegne, når han kommer til byen til COP15-mødet.

Tilfører intet nyt

Mørket skyldes tydeligvis Bessiéres fascination af myten om Davis som 'den sorte prins' - The Dark Magnus. Med lyskilderne som vejvisere og med plancher, fotos, instrumenter, mini-monitorer som informationskilder vises vi vej gennem Miles Davis' ofte turbulente liv og karriere - dog uden at få noget nyt at vide, hvis man hører til dem, der har læst et udvalg af de tusindvis af portrætartikler, der gennem årene er publiceret om Davis, eller, især, den stadig mest redelige, omfattende biografi om ham, John Szweds So What.

Udstillingen We Want Miles, som Bessiéres med en henvisning til en cd-titel har døbt sin udstilling, ønsker egentlig ikke ret meget selv. Nye læsere kan godt begynde her, men de fleste af os har set billederne, lp-omslagene, filmklippene, de udrevne avisklip og hele ikoniseringen af Davis før. Og det er jo den - ikoniseringen, skabelsen af legenden, myten - der er det interessante for gamle læsere, der har været musikken igennem. Holder den?

Spørgsmålet besvares ikke af udstillingen, og det stilles heller ikke. Vi kan frit tænke vores, når vi konstaterer, at Davis kort før sin død, som instrumentalist og som improvisator, ikke spillede væsentligt anderledes, end da han dukkede op som partner for Charlie Parker i 40'erne.

Vi kan konstatere, at bebop-musikken var 'opfundet', før Davis i måske misforstået trods forlod Juilliard-skolen i for at lade sig uddanne på 'gadens konservatorium', som Bessières henført kalder Davis' første år i New York.

At Birth of Cool ikke ville være sket uden Gerry Mulligan og Gil Evans, at 'Den første Kvintet' ikke ville have draget os i den grad uden John Coltrane.

At de epokegørende udgivelser omkring 1960 ikke kunne være sket uden førnævnte Gil Evans og en anden Evans, Bill Evans. At 'Den anden kvintet' ikke ville være noget uden Herbie Hancock og Wayne Shorter. At de indledende øvelser til den elektriske periode ikke kunne være vellykkede uden Joe Zawinul.

Pioner udi elektrisk jazz

At Davis i det hele taget ikke begyndte at anvende rockrytmik og el-forstærkning, før andre jazzmusikere havde efterprøvet det. At Aura ikke var landet på det musikalske verdenskort uden Palle Mikkelborg. Alt dette kan vi, hvis vi er omhyggelige, læse og lære af udstillingen, men besvarer udstillingen det sidste og det væsentligste spørgsmål: Hvorfor skete alle disse ting netop omkring Miles Davis? Var det et dybt ønske hos ham, at det skulle ske på den måde? Satte han det selv i værk med præcise anvisninger, eller skete det bare?

Udstillingen giver os ikke noget egentligt svar. Den redegør for karrieren, pænt og kronologisk, og efterprøver ikke myten om Davis som den store, næsten guddommelige igangsætter.

Hvis vi f.eks. kunne have en mistanke om, at det er mere præcist at kalde Miles Davis en katalysator for egne og andres innovative ideer end en egentlig innovator, så er det, trods de ressourcer og ambitioner, der er brugt på udstillingen, ikke i Cité de la Musique, vi skal søge bekræftelsen.

Man kan indvende, at ingen kunstnere, og vel især ikke jazzmusikere, går gennem livet uden at opleve påvirkning fra andre, men kunne man alligevel ikke ved en sådan manifestation, som denne udstilling er, have peget lidt stærkere på Davis' rolle som den, i hvis nærmeste omgivelser innovation hele tiden skete, i stedet for at lade os blive ved med at tro, at jazzhistorien vendte sig flere gange på grund af det, der i sin uudgrundelige genialskhed udspillede sig hovedpersonens mørke - nej, sorte, konfliktfyldte sind. Så havde man måske også kunnet gøre præsentationen af oeuvret lidt mindre dyster.

Da Deres udsendte besøgte udstillingen, var det i øvrigt karakteristisk, at mindre end halvdelen af de besøgende, der i jordhøjde havde set dens første halvdel - til og med 'Den anden Kvintet' - bevægede sig ned i den ellers tydeligt afmærkede, katakombagtige kælderetage, hvor hele Davis' elektriske periode udfoldede sig. Reaktionen synes at være analog med, at Davis ved i slutningen af 60'erne at bevæge sig ind i rockland skubbede et stort, modent, overvejende hvidt publikum fra sig uden rigtigt at få en ny og yngre, og da slet ikke sort fanskare. Da fænomenet er ofte beskrevet siden Davis' død, og da mønstret synes at udspille sig dagligt på udstillingen, skulle man synes, det var et emne at tage med i en stor samlet fortælling om Miles Davis' liv og karriere.

Det kan man få et glimt af, ikke på udstillingen, men i dens vægtige velredigerede katalog. Det er faktisk bedre - og dyrere - end udstillingen, men alle pengene værd.

Og heller ikke på de 225 sider er der spor af russiske akkordeonspillere.

Cité de la Musique, Paris: We Want Miles www. citedelamusique. fr Vises til 17. januar

Franck Bergerot m.fl.: We Want Miles (katalog) 39 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

De skulle måske have kaldt udstillingen for "The Miles Davis Mystique", hvorfor fanden blev det lige ham der blev anset for at være "topdog" indenfor jazz, når der var andre der var ligeså gode eller bedre?
Han var vel bare en enormt god bandleder, der var god til at sætte de rigtige folk sammen, ligesom han var en god musikalsk konceptmager, så han gennem næsten hele sin 40-50 årige karriere kontinuerligt blev ved med at være interessant.
På en måde er f.eks. John Coltranes egne plader meget bedre end dem han lavede med Miles Davis' første kvintet, inklusive "Kind Of Blue" .
På den anden side var Coltrane sikkert forblevet indenfor et jazzidiom,og ville måske være kørt fast, mens Davis i slutningen af sin karriere ikke virkede synderligt interesseret i jazz, men var mere interesseret i det han kaldte "social music". Han kunne måske i modsætning til andre se, hvornår mulighederne indenfor en type musik var udtømte, ihverfald for hans eget vedkommende og så bevægede han sig troløst og usentimentalt videre til næst punkt på dagsordenen., til stor fortrydelse for hans trofaste publikum.
Selvom han måske heller ikke var den der lige opfandt elektrisk jazz, så spillede han det tit meget mere konsekvent end andre, det er vel spørgsmålet om det ville have forblevet ved mere end spredte fægtninger, hvis han ikke havde taget udfordringen op.