Læsetid: 3 min.

Hvad Allan de Waals skrivebordsskuffe gemte

Allan de Waals fiktaboks lever ikke op til de Waals vanlige høje standard. Jeg savner en redigerende instans og en kritisk udvælgelse
7. januar 2010

Rumlighed ...

Arkitekten og formidleren Allan de Waal (f. 1938) har foruden de altid læseværdige og præcise arkitekturanmeldelser i dagbladet Information skrevet artikler i over 40 år og lavet film og radioprogrammer. Han har et rigt indholdsmættet forfatterskab bag sig, cirka 15 bøger, der strækker sig fra den tæt komprimerede og fænomenale debutbog Planer, facader og snit til sidste års Nyt liv i maskinrummet. I disse bøger får man meget at vide om, lad os bare sige alt fra Ludwig II til Guy Debord og de sidste 2.000 års nyeste arkitektur samt meget, meget andet. Bøgerne er summen af en livstids viden med billedskabende og præcise indsigter, formuleret med en kritisk stillingtagende personlig stemme og altid med et visuelt stimulerende billedudvalg, der gør dem til en absolut udsøgt fornøjelse. Så er det sagt.

Nu har de Waal begået en såkaldt fiktaboks; Film & rum, hedder den, udgivet på eget forlag med et distinkt hjemmesnedkereret præg. Det er en færdigkøbt arkivkasse i tykt mørkeblåt pap (32x23x5cm), der er nummereret, som drejede det sig om udsøgt originalgrafik. Indvendigt er bunden delt af to stykker indsat pap, således at tre rum opstår, hvor man kan finde fire teksthæfter, et sæt 3D-briller, en dvd med 10 film og en foldet skitsebog.

Se Allan de Waal gennemgå fiktaboksens indhold nedenfor

Bevidst kedelige

Det forekommer både praktisk og æstetisk utilfredsstillende at forsøge at åbne og bladre i den på midten foldede A4-udprintede skitsebog med tegninger med mere. Den er for stor til kassen, men skulle åbenbart være der! I pressemeddelelsen til boksen hedder det, at: »Projekttegningerne er også at opfatte som fortællinger. Byplaner og møblerede boligrum er på papiret lige så fiktive og fremadrettet erindringsbårne, som noveller og faktisk dokumentationDet lyder flot, men spiralhæftet virker tilfældigt sammenbragt og uden kritisk stillingtagen til de enkelte arbejder, som da også for størstedelen virker temmelig uinteressante, muligvis med undtagelse af et par gennemarbejdede konkurrenceprojekter.

Svøbt i et stykke irrealt skåret bobleplast finder man en Stereoviewer, et brillelignede aggregat, man kan sætte for øjnene og se 3D-lysbilleder med. Allan de Waals 3D-fotografier består af svømmehallen i Kolding, biblioteket i Skovlunde og Øster Fælledtorv i København, sikkert bevidst kedelige.

Trættende banaliteter

Vi finder 4 A5-hæfter med collageomslag, der er gjort 'kunstneriske' med fedtstift a la Per Kirkeby-arkivet i Aarhus. Ikke alene alt fra laptoppen, men også alt, hvad kufferterne gemte, og måske også hele skrivebordsskuffen er tømt ud over siderne i form af overciselerede noveller og småsnakkende prosa og udskrifter af telefoninterview. Sidstnævnte havde måske i avisform en slags interesse, men samlet virker de for mestendelen trættende, i deres overvejende banalitet og pointeløshed.

I hæftet OVERBLIK lyser de Waal momentvist op på rejser rundt i Danmark. Han beskriver de udviskede overgange mellem by og land og skitserer konsekvenserne af kommunalreformen. Teksten »Plateau og landskab« om Utzon-arkitekterne er oplevelsesmættet, lige som det er en fornøjelse at være med på turen til både Frederikshavn, Middelfart og Svendborg.

Den i boksen medfølgende dvd med 10 film og to timers spilletid repræsenterer et højdepunkt med mange fine momenter fra den erotiske og ny bølge inspirerede »Hvad er der med hende?« fra 1966/2004 (sammenklipning af novellefilmen Livredder«og en ikke realiseret spillefilm) samt den sært dragende og fremadrettede roadmovie Disse ekstravagante vagabonder, fulgt af flere interessante kortfilm og eksperimenter, såsom Konspirationen fra 1971 med tekst af Peter Laugesen og Kgl. begivenheder fra 1967, markant i sin enkle ide, og den stemningsfyldte arkitekturfilm Monument & fornuft fra 1993.

Se kortfilmen 'Davs du gamle' nedenfor:

Overordnet må man sige, at fiktaboksen ikke lever op til de Waals vanlig høje standard. Jeg savner en redigerende instans og en kritisk udvælgelse. Måske havde en fiktaboks udelukkede med dvd'en været en bedre plan - og et bedre snit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu