Læsetid: 5 min.

Man behøver ikke at forstå for at kunne handle

Med filosofiske overvejelser vil Peter Kemp og Lisbeth Witthøfft Nielsen bane vej for, at den enkelte bedre kan erkende klimaproblemerne og tage del i deres løsning. Men bogen gør det hele ekstra indviklet
Med filosofiske overvejelser vil Peter Kemp og Lisbeth Witthøfft Nielsen bane vej for, at den enkelte bedre kan erkende klimaproblemerne og tage del i deres løsning. Men bogen gør det hele ekstra indviklet
14. januar 2010

Peter Kemp og Lisbeth Witthøfft Nielsen har gjort et behjertet forsøg på at »bidrage til en sober debat om klimaproblematikken«. De filosoferer over de barrierer, der stiller sig i vejen for at erkende klimaproblemerne, og som kan føre til handlingslammelse.

Forfatterparret håber, at deres ’undersøgelse’ vil medvirke til, at politikere og embedsmænd, klimaforskere, sociologer, pædagoger og folkeoplysere udtrykker sig mere fornuftigt og ædrueligt.

Bogens første halvdel handler om vanskelighederne ved at forstå kendsgerningerne og klimavidenskaben.

Den anden del handler om de psykiske barrierer, der kan føre til afvisning og handlingslammelse hos den enkelte.

Bogens udgangspunkt er Søren Kierkegaards synspunkt for sin forfattervirksomhed: »At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der«.

Et godt udgangspunkt. Forventningsfuldt læste jeg videre i håbet om at blive fundet – og få hjælp til at finde andre, hvor de er.

Men jeg blev spist af med konfusioner og vidtløftigheder, som Kierkegaard ikke ville have brudt sig om. Hin arme enkelte bliver nærmest udstyret med endnu flere forståelsesproblemer og erkendelsesbarrierer, end hun (og måske især han) i forvejen har.

For eksempel er det åbenbart ikke svært nok, at isen smelter, og havet stiger, og vejret bliver ekstremt af usynlige årsager. Næh, vi skal også skelne mellem »fysisk usynlighed« og »usynlighed i den indre bevidsthed«. Uha da da. Man ser det (ikke) for sig.

Børn kan godt forstå det

De to forfattere mener, at klimaforandringernes usynlighed, kompleksitet og umærkelighed er »barrierer der blokerer for erkendelsen af den fysiske verdens tilstand«.

Mon dog? Rigtigt nok er CO2 en usynlig luftart. Det er kun virkningen af drivhusgasserne, man ser. Men ærlig talt: Man kan da heller ikke se tyngdekraften eller lysets brydning. Man kan bare se, at regndråberne falder nedad, og at regnbuer findes.

De fleste børn kan godt forstå, at usynlige årsager kan have synlige virkninger, selv om de nogle gange synes, det er mærkeligt. Faktisk har børnehavebørnene her i landet på det seneste lært, at de skal vaske deres hænder, selv om de ikke kan se, at de er snavsede. Det er, fordi pædagogerne har fortalt dem, at der sidder nogle usynlige bakterier på hænderne, som kan smitte de andre børn, hvis de kommer på legetøjet, meddeler Radioavisen her til morgen.

Ikke kvantemekanik

Bedre går det ikke med den næste påstand – om kompleksiteten. Vejrguderne skal vide, at klimavidenskaben er kompleks. Jeg har brugt en hel del år på at forstå og formidle en del af de komplekse sammenhænge. Men nu vil bogens forfattere have mig til at tro, det er, fordi det hele er så indviklet, at en helhedsanskuelse er udelukket.

»Sandsynlighed har erstattet sikker viden og logisk slutning fra årsag til virkning.« »Mennesket må erkende, at det i sin stræben efter mere viden, skaber mere ’ikke-viden’.«

Nej, hør nu lige her. Nok er klimaet komplekst. Nok er sammenhængene mangfoldige og indbyrdes forbundet. Nok er feedback-mekanismerne indviklede. Nok er tærskelværdierne uvisse. Men det er altså ikke kvantemekanik. Vi befinder os i den klassiske fysik, hvor årsager har en virkning – og virkninger har en eller flere årsager.

Naturlovene gælder, og data er data. Vand udvider sig, når det bliver varmt, derfor stiger havene. Mere energi i et komplekst system fører alt andet lige til større aktivitet, derfor får vi mere ekstremt vejr. Jordens middeltemperatur ved overfladen stiger, og isen ved nordpolen skrumper, og det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved, fordi vi kan måle det.

Kendsgerninger

Videnskabelig usikkerhed er ikke det samme som uvidenhed. Tværtimod: Videnskabelig usikkerhed kan kun beregnes på grundlag af noget, man ved.

Hvis Folketingets formand tror, at den globale opvarmning er holdt op, fordi en professor har fortalt ham noget sludder, så kan man altså ikke finde Thor Pedersen, hvor han er, og begynde der ved hjælp af filosofisk sniksnak om, at sikkerhed er et tomt begreb i det moderne verdensbillede. Han skal have kendsgerningerne og de videnskabelige forklaringer at vide. Det skylder vi både ham og de enkelte, der tror, at han ved, hvad han taler om.

Bogens tredje påstand er, at umærkeligheden blokerer for erkendelsen af realiteterne og dermed af ansvaret for at forandre dem. Klimaforandringerne kommer langsomt og umærkeligt snigende. Men det adskiller sig vel ikke meget fra andre snigende forandringer, som folk godt kan forstå: bly i blodet, hormonforstyrrende stoffer, langsom underminering af en bro eller en tro …

Den stille sult blandt en milliard mennesker er også en snigende, umærkelig forandring. Men så længe den rigeste milliard spiser sig en fedmeepidemi til i billig junkfood, kan jeg ærlig talt ikke rigtig se behovet for at filosofere over den videnskabelige usikkerhed i prognoserne for den globale fødevarefordeling eller advare mod at tage ordene ’risiko for sultkatastrofe’ i sin mund, fordi de kunne tænkes at virke handlingslammende på sarte sjæle.

De psykiske barrierer

Det går bedre i bogens anden halvdel, om de psykiske barrierer. Her virker det, som om forfatterne er mere på hjemmebane. Der er gode iagttagelser af, hvad der kan få folk til at indtage det fatalistiske standpunkt, at naturens eller udviklingens kræfter er så stærke, at vi mennesker ikke kan udrette ret meget, og derfor hellere skal bruge vores energi på noget andet. Eller trangen til at tro på en alternativ teori, der fritager mennesket for ansvar for de faktiske forandringer. Eller gemme sig bag forestillingen om, at det nok alligevel er for sent.

Over for den slags psykiske blokeringer er kendsgerninger ikke nok. Der skal bruges holdninger med overbevisningskraft, falske myter skal punkteres, og der skal appelleres til den enkeltes bedre jeg.

Bogen munder da også ud i en række appeller, som jeg varmt kan anbefale. Udgangsbønnen er direkte smuk: Vi skal se klimaproblemernes alvor i øjnene uden at forfalde til undergangsstemning, og vi skal søge at finde verdensborgeren i os selv og den anden – leve vores liv hver sit sted, men forenet i en nødvendig omsorg for den hele verden, der er det fælles grundlag for vores liv. Amen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ebbe Sønderriis får ganske godt illustreret, hvad det er for en "videnskabelighed" han dyrker.

Her må ej tvivles! - Amen...

Manden samt alle hans religiøse cirkusvenner burde ikke have lov til at tage ordet videnskab i deres mund... Lidt ligesom de her personager.

Håber bare ikke, at han får fat i mit barn - for hans egen skyld.

Per