Læsetid: 5 min.

Det beskidte arbejde

Pigerne i Ugens Rapport havde ikke noget tøj på, som det hedder i 'Kejserens nye klæder', men i dette tilfælde var det netop,hvad mændene gerne ville betale penge for. Nu er historien om bladet skrevet - et godt, velresearchet og interessant stykke pressehistorie og en tidskrønike
Pigerne i Ugens Rapport havde ikke noget tøj på, som det hedder i 'Kejserens nye klæder', men i dette tilfælde var det netop,hvad mændene gerne ville betale penge for. Nu er historien om bladet skrevet - et godt, velresearchet og interessant stykke pressehistorie og en tidskrønike
25. januar 2010

Når chefredaktører fra Se & Hør og Ekstra Bladet i det seneste årti er blevet stillet til regnskab for deres sladderhistorier på tv, har de med slet skjult fryd henvist til, at andre medier straks kolporterer dem videre, endog de seriøse aviser og de store tv-stationer. Det er sandt. Grænserne for det (u)tilladelige har flyttet sig, hvilket så også har været sladderbladenes ulykke, idet deres oplag er raslet ned. Da internettet holdt sit indtog, var der flest klik på websites med sex og porno.

Mandebladet Ugens Rapport blev vingeskudt af samme tendens. Fra at have haft et oplag på 200.000 er det i dag, hvor det hedder Classic Rapport, nede på 12.000, og dets redaktør imødeser en snarlig kvælningsdød.

På dette passende tidspunkt har journalisten Søren Anker Madsen været i bladets arkiver samt opsøgt en række tidligere medarbejdere for at skildre »et stykke dansk kulturhistorie«, som det hedder på bagklappen af den bog, der er resultatet. Et stykke erhvervshistorie kalder han den også. Det store oplag i 1970'erne skyldes, at den pæne Aller-koncern, den med Familie-Journalen, var hurtigt ude med det frække efter billedpornoens frigivelse, og æren for oplaget tillægges især den hårdtslående redaktør og senere boksekommentator Kurt Thyboe.

Ellers var der ikke megen ære i at være ansat, for som en senere chefredaktør helt ubesmykket udtrykker det: »Bladet tiltrak en masse psykopater«. Medarbejderne skulle være parat til at udføre det beskidte paparazzi- arbejde. Også Politikens og Berlingerens bladhuse ville med deres frokostaviser være med på bølgen. Pæn facade, snavset baggård. Men der var penge i snavset.

Ned til krokodillen

Søren Anker Madsen citerer Shu-Bi-Duas sang om Ekstra Bladet for nogle linjer, der lige så vel kunne stå for konceptet på Ugens Rapport: »Du kender tonen/ Lidt dur og lidt mol/ Lidt kys og lidt vold/ Og en splitternøgen kælling side 12«. Ugens Rapport var et hit i skurvognene på arbejdspladserne, men blev også købt i smug af mænd i jakkesæt i den anden ende af samfundet. Ud over de nøgne piger skulle der også være afslørende journalistik, eventyrlige og utrolige historier fra den store verden. Bladet blev en oplagssucces fra dag et. Medarbejderne iscenesatte selv nogle af historierne, og bladet bragte som noget af det første uden tilladelse et billede af fotomodellen Lise-Lotte Norup - topløs - hvilket indbragte en bøde, som bladet med fornøjelse betalte, da omtalen var alle pengene værd.

Bogen refererer en masse af de mere eller mindre troværdige historier, der kom i bladet. Bladets stjernereporter Freddy Wulff gik i fængsel i stedet for en ven, som havde fået en spiritusdom - uden at fængselspersonalet bemærkede svindelen. Den brist i kontrollen skrev han så en afslørende historie om. Han blev også sendt til Mexico, hvor han dykkede efter en krokodille. »Jeg fangede flodens farligste dræber med de bare næver«, hed den artikel, der kom ud af det. Genren skulle ses som en videreudvikling af den, globetrottere som Jens Bjerre og Jørgen Bitsch havde dyrket.

Senere sendte bladet ham flere gange til Tjekkoslovakiet for at finde frihedshelten fra Foråret i Prag, Alexander Dubcek, som var forsvundet og formodedes i russisk varetægt. Det lykkedes for reporteren i femte forsøg. Han havde ændret udseende og påklædning, så han kunne falde ind i studentermiljøet, og via dette fandt han frem til den afsatte landsleder - i en sporvogn. Dubcek turde ikke give interview, men Wulff skrev sin historie.

Stod der løgnehistorier i Ugens Rapport? Redaktør Thyboe kalder dem ærlige og realistiske historier, når han bliver kritiseret offentligt, men mange finder dem helt utroværdige, blandt an det en læge, da Kurt Thyboe skrev om manden uden underkrop, en handicappet, ung amerikaner, der så ud, som om han var gået over på midten, men ikke desto mindre var glad for livet. Han kunne både køre bil og spille billard, osv. Lægen var forarget og kaldte det et fototrick. At leve sådan var en fysiologisk umulighed, mente han. Thyboe inviterede amerikaneren til København, og dermed var lægens kritik dementeret. Senere har han imidlertid indrømmet, at bladets medarbejdere selv skrev en god del af de læserbreve, der handlede om sexfantasier.

Sidst i 1970'erne får Ugens Rapport skarp konkurrence af et andet blad, som er endnu mere sex- orienteret. Oplaget falder drastisk, og Kurt Thyboes æra får en brat ende, da han af samme grund bliver fyret til medarbejdernes store sorg, men også fordi den gamle Svend Aller aldrig rigtig har brudt sig om bladet - hvilket dog ingenlunde fik ham til at afhænde sine aktier.

Frit fald

Der er også historier om redaktionsmedlemmernes udsvævende liv, hvor alkoholen var en del af virksomhedskulturen. Derved adskiller den sig ikke meget fra den bog, der udkom i fjor om livet på Se & Hør, skrevet af en tidligere medarbejder. Formodentlig er de gået til flasken for at holde sig selv og deres arbejde ud. Gennemsnitslevetiden ligger noget under andre journalisters. Hele tiden er der også beskidte kampe og intriger i kulisserne.

Der kommer nye chefredaktører, men bladet er i frit fald, selv om sexhistorierne fylder mere og mere, journalistikken mindre, og der digtes mere kød på historierne og i billedteksterne til de afklædte piger. Man var altid gået efter laveste fællesnævner, nu blev den lavere og var langt væk fra den new journalism, som i starten var en del af bladets inspiration, men som kun afspejledes i, at journalisterne ofte gjorde sig selv til hovedperson i artiklerne. Informations tidligere chefredaktør, nuværende mellemøst- korrespondent, Lasse Ellegaard, citeres for denne udtalelse:

»Vi opfattede ikke det, man arbejdede med som new journalism. Det var dramatiserede historier uden researchmæssig bund. Og på sproget var de slet ikke fornyende. Rapport gjorde journalistik til triviallitteratur. Det havde man ikke set før. At man skrev om vold og krimi på den måde. Vi så det som et pornoblad med artikler. Et industrielt produkt, ikke et journalistisk produkt.«

Det blev så gravskriften, hvad journalistikken angår. Ugens Rapport var en mere end tvivlsom tryksag, men bogen om den er et godt, velresearchet og interessant stykke pressehistorie og en tidskrønike.

Nedenunder ligger - ufortalt - den også interessante historie: Hvordan det hele har rykket sig, så nøgenmodeller som Kira Eggers og Katja Kean i dag er blevet stuerene i avisernes og tv-stationernes kendis-stof og dermed en del af alt det, som islamisterne hader ved den vestlige kultur. Den historie handler om udtryksfrihed, men også om en ambivalens og en dobbeltmoral, som kommer længere frem i lyset og derved bliver tydeligere og mindre dobbelt. Vi kan jo kalde den halvandenmoral.

Historien om Ugens Rapport: Søren Anker Madsen, 238 s. 199 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu