Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Billedstormeren Bruno Latour

Med udgivelsen i Frankrig af to svært opdrivelige tekster, fortsætter den franske filosof og antropolog Bruno Latour sit stædige forsøg på at forstyrre det billede, de moderne har af sig selv
Kultur
16. januar 2010

Det ville selvfølgelig gibbe i den nu så populære 63-årige antropolog Bruno Latour, hvis man beskrev ham som billedstormer. Eller ikonoklast, som det hedder lidt finere. En af hans travleste beskæftigelser er nemlig, ifølge eget udsagn, det stik modsatte: at lade ikonerne være. Ikke mindst ikoner fra fremmede kulturer, som det vestlige menneske har så voldsomt travlt med at afmystificere, mens vi ikke et øjeblik anfægter vore egne hellige køer. Latour vil helst bare være medlem af en klub eller en vennekreds, han ikke uden humor kalder ’objektfortolkernes klub’.
Men med to tekster, samlet i den lille bog Sur le culte moderne des dieux faitiches – (Om den moderne dyrkelse af faitichiske guder, red.), viser Latour sig endnu engang, på trods af sig selv som ikonoklast. For et blot en smule filosofisk trænet øre lyder et begreb som ’objektfortolker’ nemlig, som noget næsten umuligt i vor vestlige, såkaldt moderne, tradition. Et objekt, ’det objektive’, er da ikke noget, man fortolker? Et objekt er bare, hvad det er, i modsætning til hele den subjektive side af verden, hvor folk kværulerer løs i evindelige tolkninger og fortolkninger, der ingen ende vil tage, og hvor man derfor aldrig for alvor ved noget. Sofister imod platonister kunne man kalde kampen på filosofisk.

Bakterier og atomer
Således identificerer Bruno Latour da også kampen, og holder så, helt usædvanligt for vore breddegrader, med sofisterne. I lighed med den franske filosof Barbara Cassin, der leverede et smukt, positivt portræt af de græske kværulanter i midten af 90’erne. Sofisterne er dem, der ’bare’ snakker, mens de andre prøver at nå ned til tingene. Latour, Cassin og sofisterne er så oven i købet ikke blege for at mene, at det er langt klogere. At snakke altså. Om hvorledes vi finder frem til tingene, og hvad tingene så gør ved os. Indbefattende, at vi i en vis forstand opfinder tingen, hvorefter den som en trold slipper ud af æsken og lever sit eget liv. Det er ikke kun teaterstykker eller lovgivninger, Latour taler om her. Det er heller ikke de guder i form af små statuetter, portugiserne oprindelig fandt hos ’negrene’. Latour taler om atomer eller bakterier, kemi eller neuroner, som vi ellers tror, så sikkert og vist, findes helt i sig selv.
Det er alt dette, den første af de to tekster, i Latours nyeste bog handler om, Sur le culte moderne des dieux faitiches. Fulgt op af teksten Iconoclash – en tekst, der oprindelig var forord til et udstillingskatalog. Udstillingen fandt sted i Karlsruhe i Tyskland i 2002 og prøvede at skildre problematikken omkring ikoner eller repræsentationer, men uden at forfalde til kritik af hverken ikonet eller ikonoklasten. Hensigten var at vise – og snakke om – hvad der er på færde, når man skaber billeder eller bestormer dem.

Introduktion
Tilsammen giver de to tekster en forholdsvis kort introduktion til Bruno Latours tænkning, der efterhånden er nået viden om. I 2007 var Latour den tiende mest citerede tænker inden for socialvidenskaberne, i efteråret 2009 var hans forelæsning på CBS i København overbooket, så flere hundrede mennesker måtte blive uden for døren. Trylleordet er: aktør – netværk – teori, ANT, en provokerende teori skabt sammen med sociologerne Michel Callon og John Law. Teorien er især blevet kendt, fordi den sætter ting, genstande, objekter ind som aktører på lige fod med personer. Det har vist sig ekstremt frugtbart ikke mindst som redskab for teoretisering af bekæmpelsen af den globale opvarmning, hvor en ny opfattelse af ’naturen’ trænger sig på. En natur, vi både skaber, påvirker og påvirkes af, og ønsker at opretholde i den form, der passer os.
Faitich-teksten udkom oprindelig i 1996 som selvstændig bog, skrevet efter et praktikforløb på psykiateren Tobie Nathans ’ethno­psykiatriske’ afdeling ved Centre Devereux i en parisisk forstad, hvor såkaldt psykisk syge tages i en behandling med kulturen som en væsentlig del af behandlingsobjektet – eller subjektet om man vil. Her udvikles Latours hybride nøglebegreb faitich, en blanding af det franske ord fait eller fakta, og ordet fetich. Etymologisk har ordene samme oprindelse, hvilket vi er mægtig gode til at glemme. Feticher er guder skabt af mennesker. I ’virkeligheden’ er de bare træ, perler, snor og fjer. I modsætning til dette er fakta for os moderne noget helt andet, skønt den sproglige oprindelse er præcis den samme. Fra factio på latin: at gøre, at skabe, at handle.

Guder, der ikke virker
At feticher og vore sakrosankte videnskabelige ’fakta’ er gjort af samme stof, er så præcis den provokation, Bruno Latour har samlet i begrebet faitich. Vi moderne giver de undersøgelsesobjekter, vi selv har skabt, eget liv, hvorpå vi ’tror’ på dem. Når vi aflæser ’negrene’ som troende på deres guder, er det blot en kopi af vor egen tro på egne objekter. Det er os selv, der er primitive. Det er ingenlunde sikkert, at de vilde nogensinde har været nær så naive, som vi selv er i denne tro, der aldrig kalder sig selv for tro. Her gibber det så i enhver blot folkeskoleuddannet vestlig, ved den store fare, at det subjektive – menneskeskabte – falder sammen med det objektive: fakta. Latour afviser at kalde sin egen position for socialkonstruktivisme, måske fordi han ikke afviser, at der er et fungerende sandhedsbegreb. Sandheden findes i den sofistiske proces så at sige, i undersøgelsen af hele det kompleks eller netværk, som vor viden er indlejret i. Ikke for – som dekonstruktivister – at ’afsløre’ det, hævder Latour, men for at lade det være, hvad det nu er. Ikke desto mindre er det med Latours faitichbegreb et helt verdensbillede, der falder sammen. Og som derfor gør Latour til uagtsom ikonoklast.
Det objektive, det er nemlig en anden historie, fortæller vi sædvanligvis os selv og hinanden her i Vesten, og stiller os – om vi nu ved det eller ej – ved siden af Platon. En historie helt uden historier, myter eller oprindelse, uden repræsentation, noget helt i sig selv værende, der måske opdages, men kun fordi det indtil da eksisterede i egen uberørt majestæt. Ikke blot tro, men overtro, kalder vi oven i købet ’negrenes’ tro på deres feticher, fordi det fra vort synspunkt er forkert: Guder, man selv har skabt, kan da ikke virke. Et problem, som ikke synes at berøre fetichdyrkerne synderligt, men til gengæld burde berøre os selv.
For som en boomerang vender kravet tilbage til os selv, som et dybt og uløst paradoks i vort moderne verdensbillede. Paradokset omkring polerne subjekt og objekt. Hvorledes kan vi overhovedet tro os frie, når vi samtidig tildeler objekterne fuld deterministisk kraft? Vi har aldrig været moderne, hed Latours gennembrudsværk. Måske er han det så alligevel lidt selv, kunne man drille ham med, når han stadig har håb for et vist oplysningsprojekt, som skal lære os, at subjekt og objekt ’i virkeligheden’ hænger sammen.
Han kunne jo bare lade vort verdensbillede være, det ser jo ud til at virke, gør det ikke?
tiby@information.dk

Bruno Latour: Sur le culte moderne des dieux faitiches. 204 s, La Decouverte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

som svar til afsluttende spørgsmål:

Mnej, det synes jeg nu ikke det ser ud til. Jfr alverdens terrorkrige og miljøsvineri.

Søren Rehhoff

Så det betyder vel altsammen, at vi ikke er blevet affortryllede men snarere omfortryllede, efterhånden, som idealerne fra Oplysningstiden om den rene videnskabelige rationalitets overlegenhed, i forhold til at forstå og regulere verden, har vundet frem. Der er jo en sammenhæng mellem fetisher, magi og videnskab i den forstand, at det altsammen er udtryk for menneskets forsøg på, at forstå og påvirke verdens gang