Læsetid: 4 min.

Boes labyrint

Christoffer Boe leger med fortællestruktur og udforsker grænsen mellem fiktion og virkelighed i den velspillede thriller ’Alting bliver godt igen’
Christoffer Boe leger med fortællestruktur og udforsker grænsen mellem fiktion og virkelighed i den velspillede thriller ’Alting bliver godt igen’
28. januar 2010

I Christoffer Boes nye film er tingene ikke nødvendigvis, hvad de ser ud til at være – for frit at citere David Lynch. Netop Lynch og i endnu højere grad Christoffer Nolans Memento (2000) og Insomnia (2002) deler genre-gener med Alting bliver godt igen. Her er krimigåder og mysterier, drilske tidsspring i fortællingen og stor visuel sans – og så en martret hovedperson, der desperat forsøger at finde hoved og hale i det hele.

Jens Albinus er den stressede filminstruktør Jacob, der bliver åndet i nakken af filmproducenten (Nicolas Bro), mens Jacobs kone Helena (Marijana Jankovic) er mere optaget af, at de snart skal adoptere. I forbindelse med et færdselsuheld kommer Jacob uafvidende i besiddelse af fotos af krigsfanger, der bliver tortureret – muligvis af danske soldater.

Jacob ser det som sin pligt at sørge for, at billederne bliver offentliggjort. Men da han opsøger fotografiernes ejermand, Ali (Igor Radosavljevic), er han sporløst forsvundet. Nu sætter Peter alt ind på at opklare sagen – men snart får han færten af løgne og fordækte trusler.

Illusioner og længsler

Her skal ikke afsløres mere end set-up’et i en film, der umiddelbart kan lyde som en standard tv-thriller, men bestemt ikke er det. For her er mere end det, der lige møder øjet – eller rettere: Hvis man holder øjnene åbne, kan man se tegnene på, at der ligger mere i historien end den umiddelbare krimigåde. For Christoffer Boe og hans fotograf Manuel Alberto Claro arbejder med et farvemættet, kontrastrigt billedsprog, som er fuldt af spor og hentydninger.

Lige som i Boes tidligere film – Reconstruction (2003), Allegro (2005) og Offscreen (2006) – er fiktion og virkelighed flydende størrelser, der glider ind i hinanden og danner overraskende mønstre. Han udforsker fortællestrukturens konstruktioner, han leger med filmmediets illusioner og tilskuerens længsel efter at blive forført i fiktionens univers.

Hvor går grænsen mellem dagdrøm, uskyldig fantaseren og så det rene vanvid? Hvor langt kan man gå uden at miste fodfæstet? Det er ikke noget tilfælde, at plakaten for Alting bliver godt igen minder om den til Hitchcocks Vertigo.

I Alting bliver godt igen er hovedpersonen filminstruktør, der sidder og roder med små modeller af huse og figurer, angiveligt scenografi og personer i hans kommende film.

Metalag og gåder

Gennem Alting bliver godt igen bliver scener jævnligt skudt i gang af et etablerende totalbillede, hvor vi i fugleperspektiv ser en location – et sommerhus eller en stor bygning midt i byen. Og her benytter Boe sig af en visuel teknik, der til forveksling får stedet til at ligne en lille model. Han minder os om, at det, vi ser nu, har han – ligesom Jacob – siddet og sat i scene. Tilsvarende glider virkelighed og fiktion også sammen, når Jacob på filmsettet møder fotografen Manuel – som er den selv samme, der står bag kameraet på Alting bliver godt igen.

Der er en del af den slags metalag i filmen – små gåder, som de, der har lyst, kan løse. F.eks. sender Boe en hilsen til sit store forbillede Jean-Luc Godard ved at kalde Peters nabo Lemmy – som hovedpersonen i Godards film Alphaville (1965), der i øvrigt også har givet navn til Boes og Tine Grew Pfeiffers produktionsselskab Alphaville Pictures.

Men hvis vi skal løfte os ud af det filminterne niveau og referencerne for de indviede – som ærlig talt kan virke lidt filmnavlepillende – så er det gode, gamle Bertolt Brechts verfremdungseffekt, som kommer på banen igen. Og det skaber en interessant virkning – særlig når det bliver gjort så elegant, som Christoffer Boe formår.
Han bryder med den lineære fortællestruktur og lader flere historier udspille sig parallelt – men tidsmæssigt forskudt. Hans dåd er, at det lykkes, uden at man som tilskuer bliver synderligt forvirret, og det er noget af en præstation. Samtidig er der en basal spænding i filmen, som holder os fangen og stangen og driver det hele fremad i et velfungerende tempo. Eneste anke er et lidt bastant forklarende flashback til slut. I kontrast til den elegante lethed, hvormed Boe jonglerer med filmens fortællestruktur, forekommer slutningen at falde lidt tungt.

Vital skuespilpræstation

En central styrke ved Alting bliver godt igen er skuespillere og personinstruktion. Jens Albinus er perfekt i rollen som den hjemsøgte instruktør, der får skuldrene stadig højere op om ørene og stadig mere viltert hår. Som han viser på både teater, film og tv, evner Albinus at spille et imponerende bredt spekter af karakterer – vi tror på ham både som kølig kontrolfreak, eksperimenterende idiot, blid elsker, spruttende hidsig galning og jovial håndboldtræner, der begår seksuelle overgreb mod drengene.

I Christoffer Boes film har han nogle herlige scener med Paprika Steen, i rollen som Jacobs søster, hvor det sprøjter med hurtige replikker og knivskarpe betoninger. To (på film) friske, nye ansigter, Igor Radosavljevic og Marijana Jankovic, yder solide, troværdige præstationer, og Søren Malling viser sine talenter som forvandlingskunstner i en afgørende birolle.

Når man arbejder med fortællestruktur og genrekonventioner, som Christoffer Boe gør, er det altid en overhængende risiko, at personerne fremstår som brikker på et skakbræt og mister den menneskelighed, der berører os følelsesmæssigt. At det stort set lykkes at undgå den faldgrube kan i høj grad tilskrives skuespillernes vitale præstationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu