Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Bruckner og fænomenet Blomstedt

Radiosymfonikerne blev forvandlet til et sandt eliteorkester af den svenske mesterdirigent
Kultur
23. januar 2010

Det er fantastisk, når man en sjælden gang oplever det. Når 80 musikere med hver deres forskellige forudsætninger og hverdagsproblemer sidder på scenen med noderne foran sig, og der så træder et menneske med helt specielle forudsætninger frem foran dem og forvandler denne forsamling til én spirituel organisme, hvor hver enkeltstemme bidrager med den samme sikkerhed, dedikation, disciplin og loyalitet over for denne enestående dirigents udlægning af den musikalske tekst. Det skete torsdag aften i DR's Koncerthus, da radiosymfonikerne og Herbert Blomstedt begav sig gennem Anton Bruckners lidet kendte 2. symfoni, og måske fordi symfonien lever et så skjult liv, blev oplevelsen så meget desto større ved en så mageløs opførelse.

Stereo violiner

Orkestergruppernes placering på scenen var anderledes, end hvad vi er vant til. Blomstedt havde ønsket 1800-tallets foretrukne opstilling med de to violingrupper lagt ud på henholdsvis venstre og højre side over for hinanden, for det var denne stereofoniske virkning komponisterne havde i hovedet. Samtidig var kontrabasserne flyttet fra højre over til venstre bagved 1. violinerne, og celloerne sad kilet ind midt i orkestret. Dermed var toppen omsluttet af bunden i strygerkorpset, og fordelene var hørbare. Basfrekvenserne fyldte betydeligt mere end de plejer i salen, og strygernes intonation var aftenen igennem aldeles eksemplarisk. Blæserkorpset sad som det gør vanligt, dog med de dybe fagotter klods op ad de dybe strygere. Alt dette lyder temmelig teknisk, men det havde en afgørende indflydelse på den klanglige gestaltning af Bruckner-symfonien.

Mirakuløs indgangsbøn

Der var en del tomme pladser, måske fordi Bruckner herhjemme har slæbt rundt på omdømmet som en kedelig komponist modsat Mahler. Men intet kan være mere fejlagtigt, især hvis man lytter efter det, der ikke står i noderne, som for samme Mahler var det vigtigste ved musikken. Og for at komme frem til den forståelse hos Bruckner, er Herbert Blomstedt en af de bedste hjælpere, man kan forestille sig. Han har læst partituret til den 2. symfoni igen og igen og gradvis nået frem til en dyb indsigt i, hvordan de sammenbragte dele spiller sammen, hvilke tempi der befordrer dette samspil, hvilken balance i orkestret der tydeliggør hierarkiet i stemmevævet, præcis hvor de emotionelle højdepunkter skal nås, hvordan det timelange værk hænger sammen fra første til sidste takt. Alt dette husker den 82-årige vismand, for han dirigerede uden partitur.

Allerede starten bebudede noget usædvanligt: det tyste violin-tremolo, derefter et tema sunget skyhøjt af de 10 celloer, afløst af rytmisk animerede violiner og tilført diskrete signaler fra trompeten. Her hørte man hele symfonien i svøb, en rent ud sagt mirakuløst sammenspillet indgangsbøn. Og hvad der fulgte, var som en murstens-tung bog, der blev læst op af, side for side. > >

Gang på gang sad man og fortabte sig i detaljer den musikalske strøm, der ofte blev afbrudt af sigende generalpauser. Blomstedt tvang orkestret ned i knap hørbare styrkegrader og forfaldt modsat aldrig til at overtrumfe de store steder. Der var arbejdet med en klangnuancering som man sjældent har hørt det med dette orkester, selv kontrabasserne spillede med en syngende lethed. Der kom fornemt justerede replikker fra træblæserne, og solohornisten Lasse Mauritsen var sikkert i telepatisk kontakt med dirigenten, så bjergtagende smukt og behersket blæste han her og der som en ensom forpost.

Vejet på en guldvægt

Valget af Mozarts lille C-dur-symfoni som førsteværk hang muligvis sammen med Bruckner-symfoniens c-mol. Man skal ikke underkende en sådan, for de fleste ubevidst, sammenhængskraft i løbet af en koncertaften, men bortset fra det, er det ufatteligt, at en 82-årig musiker i den grad kan bevare sind, krop og sjæl så ungdommeligt. Man kunne sammenligne Blomstedt med afdøde Günter Wand. Også han var en stor Bruckner-dirigent, bedre og bedre jo ældre han blev, men hans Bach og Mozart kunne ikke følge med tiden. Sådan er det ikke med fænomenet Blomstedt. Hans veloplagte og adrætte ledelse af Mozart-orkestret forenede de bedste sider af tradition og fornyelse. Præcist, slankt, spændstigt, dynamisk, syngende med alt vejet på en guldvægt.

>

Torsdagskoncert i Koncerthuset 21. januar. Mozart: Symfoni nr. 34 i C-dur . Bruckner: Symfoni nr. 2 i c-mol. DR Symfoniorkestret. Dirigent: Herbert Blomstedt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her