Læsetid: 5 min.

Den dag da DDR blev parteret

I sin mesterlige debutroman fortæller Patrick Hofmann humoristisk og allegorisk om en familie, der en decemberdag i 1992 slagter deres sidste so i en landsby i den mest gudsforladte østtyske provins
I sin mesterlige debutroman fortæller Patrick Hofmann humoristisk og allegorisk om en familie, der en decemberdag i 1992 slagter deres sidste so i en landsby i den mest gudsforladte østtyske provins
14. januar 2010

»Bedstefar, har du nogen sinde slået nogen ihjel,« spørger barnebarnet Sabine den 83-årige Albrecht, da en vinterdag i 1992 går på hæld, og familien Schlegel har slagtet deres sidste so. Spørgsmålet er stadig et af de store i Tyskland, og i overensstemmelse med den virkelige verden besvares det også i Patrick Hofmanns roman af Albrechts mund med et nej.

Taler man med 35-40-årige tyskere i dag, vil ni ud af ti sige, at deres bedstefædre ikke slog nogen ihjel under Anden Verdenskrig. En af mine veninder fortalte for nylig, at hendes morfar hvert år tog til Kreta-Treffen (Kreta-møde), da hun var barn. Her mødtes han med sine soldaterkammerater, der også havde været med til at invadere Grækenland. Hun fik det til at lyde, som om de ved deres årlige kaffeslabberas nød de herlige minder fra en særlig begivenhedsrig badeferie. At værnemagten for eksempel den 3. juni 1941 jævnede den kretensiske landsby Kandanos med jorden som hævn for græske frihedskæmperes mord på 25 tyske soldater, havde hun absolut ingen anelse om. Heller ikke at de tyske soldater dagen forinden massehenrettede et ukendt antal civile i byen Kondomari. Og så videre. Kreta var en kirkegård.

»Med til hele Ruslandsfelttoget og tilbage til Berlin uden at gøre nogen ondt?« tilføjer Sabines fætter René tvivlende i Hofmanns roman. Albrecht siger, at hans gevær var rustet til, så det slet ikke kunne skyde.

Små og store historier

Hofmanns roman Die letzte Sau (Den sidste so) er en svært læseværdig og interessant debut. På første side får man præsenteret et personregister med navn, alder og placering i familien, som når man åbner et teatermanuskript. Den aristoteliske tidens, stedets og handlingens enhed er også på plads.

Vi befinder os i den fiktive landsby Muckau, syd for Leipzig, hvor forfatteren selv er vokset op. Romanen udspiller sig fra tidlig morgen til sen aften den 5. december 1992, og handlingen er koncentreret om slagtningen af det aldrende ægtepar Hertha og Albrechts sidste so. Om få dage skal de som de sidste i landsbyen forlade deres lille landbrug for at flytte hen i noget ny bebyggelse. Brunkulsindustrien, som brødfødte det halve Muckau, er nu lagt ned af vesttyske energikoncerner. Landsbyerne lukker og slukker en efter en.

Slagteren, der dukker op, er en kvinde. Et faktum, der nær får Hertha til at kvæles i sit gebis. Som jagtens gudinde bærer hun navnet Diana, og den måde, hvorpå hun behandler 19 meter grisetarm, sætter gang i de nedre regioner hos alle familiemedlemmer, ung som gammel, mand som kvinde. Har man nogen sinde holdt af blodpølse, spiser man det næppe igen, når man er færdig med den hæsblæsende elskovsscene mellem slagteren, der oftest benævnes »den fremmede«, og Sabine.

Ikke kun blodpølserne, men også snakketøjet kommer på gled. Hofmann, der selv har studeret filosofi, germanistik og historie, afslører ikke blot et indgående kendskab til den østtyske provins' jammerlige endeligt efter Murens fald samt til slagteriets mysterier og en gris' anatomi, men også en evne til på fabelagtig vis at forbinde de små historier med den store.

Slagteren får også klaret den nørdede filosofistuderende Renés (forfatterens alter ego monstro?) mødom, mens han kvitterer ved at synge, spille på klaver og lakonisk citere alt fra Luther og Böll til Himmler og Stalin bogen igennem. Slagterens tilstedeværelse og hendes behændige arbejde snurrer persongalleriet rundt, så vi ser det fra alle sider, samtidig med at hun parterer DDR for øjnene af os. Tydeligere bliver det vel ikke, end da hun halvt inde i arbejdet spørger hvad de videre vil med soen: »Mere indkogning, rygning eller nedfrysning? Kun levende kan jeg ikke gøre den igen.«

Som i en tryllesfære nævner datteren Sonja pludselig sit mangeårige arbejde for Stasi i Leipzig, skønt »ordet Stasi aldrig før var faldet hos Schlegels«. Hendes mand Achim skammede sig så meget over konens beskæftigelse, at han lod alkoholen lægge sig som et tågeslør over den. Som den eneste i familien deltog Achim i de mandagsdemonstrationer i Leipzig, der satte den fredelige revolution i gang.

Vi skyllede tarmene ud

Eller da slagteren nævner, at alt fra et svin kan bruges, undtagen stemmen, og det får svigersønnen Wolfgang, der er gift med den ældste datter Annegret, til at kommentere: »Sådan var den fredelige revolution. Vi skyllede tarmene ud, så vi kunne bruge dem igen, så noget kunne komme ind igen.«

Bemeldte Wolfgang trådte ud af det socialistiske enhedsparti SED i november 1989. I januar 1990 gik hans virksomhed, der leverede dele til en symaskinefabrik, på deltidsarbejde. »Folkekammervalget i marts 1990 overraskede ham ikke. Han ordnede sine ting og slog en streg under sit hidtidige liv. Han var treogfyrre.«

Resignation og stagnation præger familien, men samtidig håb om at komme tilbage i kampen. Et håb, der skydes ned med den alvidende fortællers suveræne bemærkning om, at når det næste par år er gået, og det går op for østtyskerne, hvor fattige de egentlig er, vil mange begynde at holde svin igen. Men når Albrecht til konens rædsel blotter muligheden for at hænge sig som en sidste udvej, er det mere end noget andet gammelmandskoketteri. Dertil er sammenholdet og det skønne vanvid i denne familie for stærkt. Alt overdrives, det er ren slapstick, »smør blev hos Schlegels ikke smurt på brødet, men lagt på i skiver«, men det er mere end det. Forfatteren Patrick Hofmann har på fornemmeste vis givet de unge østtyskere netop den roman, der er blevet sukket efter de sidste år. Han griber fat om struben på de miserable år med gennemkorrumperede og talentløse Ulbricht og Honecker i spidsen, men viser os samtidig, hvordan Vesten både subventionerer, men også alene ved sin blotte tilstedeværelse medvirker til Østtysklands rabundus.

Den eneste 'wessi' i bogen er den medicinstuderende Lukas med hang til de hårfyldte østtyske kvinders armhuler. Han er kæreste med barnebarnet Kathrin, og hans speciale som medicinstuderende er Hitlers eutanasiprogram lige i omegnen af Muckau. Slagtemosten er han for svag til at klare, men sidst i bogen kommer han på banen. Efter at han har forklaret familien, at nazisternes Endlösung tog sin begyndelse i Pomßen - tre landsbyer væk - med mordet i juli 1939 på en blind baby med kun én arm og ét ben, vinder han den vilde familiestoledans.

De dage, hvor DDR kunne gemme sig bag en erklæring om, at landet pr. definition var antifascistisk, var som så meget andet endegyldigt forbi i 1990'erne efter Murens fald og åbningen af Stasi-arkiverne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu