Læsetid 4 min.

Derfor fik Blixen aldrig sin nobelpris

Ny bog dokumenterer, hvad der skete i kulissen, da 13 danske forfattere i årene 1903-1958 blev indstillet til nobelprisen i litteratur - uden at få den. Karen Blixen kunne ifølge en specialudtalelse til Nobelkomiteen hverken skildre sine figurer troværdigt eller styre den litterære form
Det ærgrede til det sidste Karen Blixen, at hun aldrig fik nobelprisen i litteratur. Billedet her stammer fra 1958, hvor hun heller ikke blev fundet værdig til at modtage prisen.

Det ærgrede til det sidste Karen Blixen, at hun aldrig fik nobelprisen i litteratur. Billedet her stammer fra 1958, hvor hun heller ikke blev fundet værdig til at modtage prisen.

Ivar Myrhøj
19. januar 2010

Da Ernest Hemingway i 1954 modtog nobelprisen i litteratur, sagde han, at han gerne ville have ventet, til Karen Blixen havde fået den. Hun fik den aldrig, selv om hun flere år i træk op gennem 1950'erne blev nævnt som kandidat.

Forbigåelsen af Blixen er en af de største undladelsessynder i nobelprisens historie, lød det fra tidligere permanent sekretær for Svenska Akademien, Horace Engdahl, i et interview kort efter sin tiltrædelse i 1999.

Men hvorfor fik Karen Blixen aldrig den pris, hun ifølge kolleger og fagmænd så rigeligt havde fortjent?

Det spørgsmål forsøger lektor emeritus fra Aarhus Universitet, Aage Jørgensen, at kaste lys over i en ny bog med titlen Nærved og næsten. Danske nobelpristabere fra Brandes til Blixen - en dokumentation. Med udgangspunkt i indstillingsskrivelser, forslagslister, specialudtalelser, komiteindstillinger og mødereferater dokumenterer Aage Jørgensen, hvad der skete bag facaden i de magtfulde korridorer i Svenska Akademien, da 13 danske forfattere i årene 1903-1958 blev indstillet til nobelprisen i litteratur - og forbigået. På grund af en dispensation fra den svenske offentlighedslov frigives Nobelkomiteens arkivmateriale først 50 år efter prisens overrækkelse, og det er derfor først nu blevet muligt at skabe et samlet, detaljeret billede af komiteens arbejde frem til 1958. Resultatet er, ifølge Jørgensen, »sine steder hårrejsende« - ikke mindst i tilfældet Blixen.

'Tung og ufordøjelig'

Karen Blixen blev første gang forslået som kandidat til prisen i 1950. Nobelkomiteen var velvilligt indstillet og satte forfatter og akademimedlem Per Hallström i gang med at skrive en specialudtalelse af henholdsvis Den afrikanske Farm, Syv fantastiske Fortællinger og Vinter-Eventyr.

Afrika-bogen betegner Hallström som et mesterværk af sin art, men over for det mere komplicerede værk Syv fantastiske Fortællinger må han give fortabt:

»Beretningen har ingen fast og rolig form, den sammenvæver blot stykker på stykker af overraskende begivenheder, dekoreret med forskellige midler til at forbløffe eller fortrylle,« lyder det i Hallströms specialudtalelse til komiteen, der konkluderer, at man »ingen steder genkender den intelligente og smagfulde fortællerske, som kunne skrive Out of Africa (Den afrikanske Farm, red.) «.

Værre bliver det kun, da Hallström når til Vinter-Eventyr, som i hans optik er fyldt med »tungt, ufordøjeligt gods«.

Med det skudsmål var Karen Blixen effektivt skrevet ud af konkurrencen om nobelprisen i 1950, som i stedet gik til filosoffen Bertrand Russell.

Ikke to år træk

Karen Blixen blev atter indstillet i årene 1955-1958, denne gang ikke af Dansk Forfatterforening, men af medlemmer i Svenska Akademien, som mente, baronessen fra Rungstedlund havde fortjent at modtage prisen. Men igen forblev det lige ved og næsten. Komiteen konstaterede, at Blixen »de senere år« kun havde udgivet »små novellistiske ting« (som i parentes bemærket rummede Babettes Gæstebud), og at man derfor ikke kunne anbefale forfatterskabet. Dog blev det noteret, at man havde »sympati for forslaget«.

Prisen gik i stedet i 1955 til Gunnar Gunnarsson og Halldór Laxness - en beslutning, som skulle komme til at stille sig i vejen for, at Blixen kunne tildeles prisen året efter. Af arkivmaterialet fremgår det således, at man helst ville undgå at tildele prisen til en skandinavisk forfatter to år i træk, hvorfor Blixen blev sorteret fra. 1956-prisen gik i stedet til den spanske lyriker Juan Ramón Jimenez for sin evne til at forbinde »høj åndlighed« med »kunstnerisk renhed«.

I 1957 var det akademiets daværende formand Anders Österling, der kom på tværs af Karen Blixens kandidatur. I en skrivelse til de øvrige akademimedlemmer lod han forstå, at den danske forfatterinde trods sine »personligt fascinerende berettergaver, næppe kan gøre krav på den internationale særstatus, som er nødvendig for at motivere en ny skandinavisk nobelpris«.

Et svenskbaseret rygte havde ellers ladet vide, at der i Svenska Akademien havde dannet sig et flertal for Blixen - men prisen endte som bekendt i hænderne på den franske forfatter Albert Camus.

Holdt fra fadet

Karen Blixen fik aldrig prisen. Tættest på kom hun i 1958, da hun var med blandt de tre sidste kandidater, men tabte til Boris Pasternak. Man har mistænkt akademimedlemmet Fredrik Böök for at være Karen Blixens hovedfjende, og den amerikanske skandinavist George C. Schoolfield har citeret ham for, at Blixen ville blive holdt fra fadet, så længe det stod til ham.

Men måske var det helt andre motiver, der stillede sig i vejen for Blixen. Aage Jørgensens bog stopper med prisuddelingen i 1958, men han foreslår selv, at »det blixenske skæbneår« måske i virkeligheden var 1959. Han citerer en passus fra akademimedlemmet Kjell Espmark, der skriver, at forbigåelsen af Blixen i 1959 ikke behøver forstås som en »dom over hendes kvaliteter eller som et resultat af simpel manipulation«, men snarere skyldes akademiets evige frygt for en »overrepræsentationen af nordiske prismodtagere« - til trods for, at Alfred Nobel i sit testamente udtrykkeligt har indskærpet, at prisen skal gå til den, der i det forløbne år har været menneskeheden til størst gavn »i idealistisk retning« - uden hensyn til kandidaternes nationalitet.

Det ærgrede til det sidste Blixen, at hun aldrig fik nobelprisen i litteratur, men måske det var en stille trøst, at hun ikke var alene om at lide dén tort. Georg Brandes, Holger Drachmann, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø er blot nogle af de prominente danske forfattere, der også måtte se sig forbigået i årene 1903-1958. Hvorfor og hvordan kan man læse meget mere om i Aage Jørgensens bog, der udkommer på Aarhus Universitetsforlag 26. januar.

Jørgensen, Aage: 'Nærved og næsten. Danske Nobelpristabere fra Brandes til Blixen - en dokumentation'. ISBN-nr: 9788779345188, 288 sider, illustreret, pris: 298 kr. Udkommer 26. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Gudnæs
Michael Gudnæs

Der har været meget hype om Karen Blixens forfatterskab - og ikke mindst om hendes personlighed. Denne sidste del tæller dog næppe med i forhold til en Nobelpris.

Jeg forstår udmærket godt den indvending, at hun ikke er i stand til troværdigt at skildre og fastholde sine personer. Out of Africa var undtagelsen, her øser hun af sit hjerteblod. Men hendes senere forsøg på at forfølge sin succes som forfatter falder ofte stift og ubehjælpsomt ud, som om hun skal forsøge at beskrive en verden, som ikke er hendes. Ind i mellem gik det jo fint - Babette er selvfølgelig en god historie, men andre af hendes noveller var den rene katastrofe, patetiske og virkelighedsfjerne. Tænk på novellen 'Sorgagre' (alene titlen!)

Så en Nobelpris havde hun nok ikke fortjent. Heller ikke i en tid, da det kun var forfattere fra det allernærmeste nabolag, geografisk og kulturelt, som blev taget i betragtning.

Brugerbillede for Steinn Kristjánsson
Steinn Kristjánsson

Gunnar Gunnarsson fik aldrig Nobelprisen. Det var kun Laxness som fik den i 1955 selvom det var er forslag om at give det til dem begge to paa et tidspunkt..