Læsetid: 2 min.

Her er dit liv

Daniel Day-Lewis gør en formidabel figur i Rob Marshalls Fellini-inspirerede musical ’Nine’, der dog ikke er voldsomt vellykket
Daniel Day-Lewis gør en formidabel figur i Rob Marshalls Fellini-inspirerede musical ’Nine’, der dog ikke er voldsomt vellykket
15. januar 2010

»Det er ikke så mærkeligt, at du ikke har noget manuskript – du har for travlt med at opfinde dit eget liv‚« siger skue­spillerinden Luisa Contini (Marion Cotillard) til sin mand, den verdensberømte, italienske filminstruktør Guide Contini (Daniel Day-Lewis) i Rob Marshalls flotte, men kun sopradisk underholdende og vellykkede musical Nine.

Filmen, der foregår i midsten af 1960’erne, er baseret på en teatermusical, der igen er baseret på Fellinis selvbio­grafiske 81/2, som inspirerede Bob Fosses selvbiografiske All that Jazz, som igen har inspireret Nine. Og sådan låner og stjæler store og små fra hinanden, hvorfor Nine enten vil kunne ses med størst fornøjelse af musical- og Fellini-fans – eller slet ikke være nok for dem, fordi inspirationskilderne havde mere at byde på.

Day-Lewis gør en formidabel, men ikke videre sympatisk, figur som filmens hovedperson, Guido Contini, der stadig kaldes maestro, men som har svært ved at genfinde fordums storform, inden han om 10 dage skal i gang med at optage en ny film.
Han mangler at skrive manuskriptet, og hans producent og hele filmholdet venter på det, så de kan komme i gang med kulisser, kostumer og rollebesætning.

Hvad driver Guido?

Guido er en charmerende egocentriker, en skuppelløs løgnhals og uforbederlig skørtejæger, hvilket bliver for meget for hans kone, der allerede har ofret sin karriere for hans skyld. Og mens Guido kæmper med sin ikke ubetydelige midtvejskrise, gennemspilles hans liv og affærer i store musicalnumre, hvor man ikke mindst møder kvinderne i hans liv: Fra den dominerende mor (Sophia Loren), som han stadig elsker højt, og kostumieren Lilli (Judi Dench), han betror sig til, til den gifte elskerinde Carla (Penélope Cruz), der er som besat af Guido, og så selvfølgelig Luisa og flere andre kvinder i instruktørens syndige rod af et liv.

Alle synes de – og den samlede, italienske offentlighed – at vide, hvad Guido står for. Han ved det bare ikke selv, hvorfor han ikke kan få hold på den nye film. Instruktør Rob Marshall ved det vist heller ikke. Psykologisk set er Guido i hvert fald ikke voldsomt interessant, og man får ikke at vide, hvad der driver ham.

I 81/2 er Fellinis alter ego angst for at fejle som kunstner og menneske – hvad Guido er bange for, får Marshall og manuskriptforfatterne aldrig rigtig indkredset. Han forbliver blot en forvirret libertiner.

Marshall, der også lavede filmversionen af Chicago, forstår for så vidt at iscenesætte storslåede, energiske musicalnumre – med smækre, letpåklædte kvinder – men for ofte er de regulære showstoppers, der sætter filmen i stå og ikke lægger til historien. Og så mangler der et nummer eller to, man kan tage med sig hjem, fordi det er opfindsomt og vittigt i sin koreografi, sang og musik, ikke blot fordi det er bastant og larmende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu