Hvad skal Peter Asmussen skrive efter dette slutstykke? Sådan tænker man bekymret efter at have ladet sig fortrylle og forfærde af forestillingen Ingen møder nogen på Husets Teater. For er der overhovedet mere at sige? Kan Asmussen finde på yderligere dekonstruktion af kærligheden efter denne ultimative skildring af en mand og en kvinde?
Den nu 52-årige Peter Asmussen er en brutal ordkunstner. Igen og igen har han slået kærligheden ihjel. Men aldrig så definitivt som i Ingen møder nogen. Glem opofrelsen fra Breaking the Waves. Fortræng antydningen af ømheden. Drøm ikke mere om inderligheden. Og tillad ikke selvbedraget at tage sig en sidste tur gennem elskovsmøllen, for her er selv liderlighedens lille, uoverlagte smil tørret ind.
Tilbage er kun nuets vilkårlige underfundighed. »Jeg har altid elsket dine tæer,« som manden pludselig siger til kvinden.
Glødepærer i graven
På Husets Teater er det Steen Stig Lommer, der beundrer Benedikte Hansens tæer. De to skuespillere viser sig at være et fænomenalt par: Ingen og alle - nogen og hvem som helst. Aldeles umage i både krop og sind: Mørk og lys, lille og høj. Hans runde, mutte tavshed matcher perfekt hendes slanke, analyserende veltalenhed. Og hendes sorte humor tager pippet fra hans melankolske blik.
Det er komedie i højeste gear og tragedie i dybeste helvede. Som velspillet Strindberg, bare uden ridestøvler og hårnåle.
Lommer og Hansen skiftes til at suge tilskuernes opmærksomhed til sig i ublu, bølgende portioner, mens de raffineret vælter rundt i Edward Lloyd Pierces elegante intethedsscenografi. For denne kærlighedsverden består kun af tre sorte vægge med et sort loft og et sort gulv. På væggene og i loftet sidder glødepærer i symmetriske rækker. Lysene blinker efter uudgrundelige skæbneskabeloner, blændingshvidt og dog uomgængeligt gravagtigt. Næsten dansant. Men selv en vinduesniche og en dør narrer ikke nogen: Dette er kærlighedslandet, hvorfra ingen endnu er kommet tilbage.
Altid tavs tango
Instruktøren Simon K. Boberg sprudler med indfald undervejs i den komprimerede tekst. Jo mindre konkret, der sker mellem denne mand og kvinde, jo mere fantasifuld er tilsyneladende Bobergs instruktion. Ikke én scene gentager placeringen af de to mennesker og deres to stole og deres velvalgte, sorte sko.
Desuden har Boberg digtet en dans oven i ordene, takket være Søren Siegumfeldts legende tangomusik, der glider helt tæt på den fatale kærlighedshistorie. En saxofon virker som lydlig glødepære for parrets temperamenter.
Og her viser det sig, at Steen Stig Lommer og Benedikte Hansen begge har en iboende kejtethed som dansere, når tangoen kræver deres forstenede ben ud i æggende cirkler langs jorden. Her skaber tangoen forrygende billeder på den kærlighed, som de ikke kan slippe ud af, og som de heller ikke mestrer. Insisterende og intimt.
For Steen Stig Lommer er 2009/2010 åbenbart blevet den sæson, hvor han lykkeligst punkterer klichéidealet om den mandlige skuespillers førsteelsker-udseende. Og for Benedikte Hansen bliver denne tilbagevenden fra Det Kgl. Teaters gigarum til Husets Teaters lillescene en overlegen demonstration af hendes totalskala-nærvær. Sammen virker de som magneter, både på hinanden og på tilskuerne.
Ikke sådan før
Asmussens værker er en bomberække af uhyrligheder. Med årene er handlingerne blevet mindre og mindre. Alt udenoms er skrællet væk. Montageformen er blevet mere nonchalant - og dog endnu mere beregnende.
Den dramatiske essens ligger altid i mødet mellem en mand og en kvinde, der ikke kan elske hinanden. Ikke andet. Måske er det en ganske særlig mand og en ganske særlig kvinde, men højst sandsynligt er det en hvilken som helst mand og en hvilken som helst kvinde. Persontrækkene er visket ud. Tilbage er blot to træge væsner, der ikke vil erkende, at kærligheden ikke kan lade sig gøre.
I hvert fald ikke før til allersidst.
»Så er det, jeg spørger mig selv, hvorfor man skal begynde på noget, man godt ved hvordan ender?« Sådan lyder en replik hen mod slutningen af Ingen møder nogen. For Asmussen-hemmeligheden ligger i replikkernes uhyrlige enkelhed - og i ord-rækkefølgens afvæbnede jordnærhed. Du har altid hørt Asmussens sætninger før. Og dog har ingen sagt dem nøjagtigt sådan.
Nu uden engel
Sprogligt holdes replikkerne ofte oppe af et tilbagevendende billede. Som i Knogler fra 1997, hvor der hele tiden kravlede et insekt over et ansigt, og som i Værelse med sol fra samme år, hvor vinduet blev billedet på længslen efter de andres tilsyneladende lykke. Eller som i Om et øjeblik fra 2007, hvor »man fjernede bryster, som om det var fodvorter«. Jo, Asmussen dyrker den kropslige destruktion.
Men billederne kan også ligge i selve situationen. Asmussen elsker f.eks. den umulige telefonsamtale. I Ekstrem fra 2008 var det ensomme mænd, der jog en kniv i kærligheden med telefonsætninger som: »Jeg ville bare høre din stemme«. Og i teksten til Bent Sørensens orkesterværk Sounds Like You fra 2009 var det afvisningen af længslen, der slog håbet ud af tilskueren: »Jeg ville ikke finde dig - jeg ville miste dig,« sagde manden til kvinden. Asmussen har da også dedikeret Ingen møder nogen til sjælefrænden Sørensen.
Asmussen har ofte haft en frelsende figur med i sine stykker. En Gabriel eller en Rafael eller bare en lille dreng. Men ak. I Ingen møder nogen er der vitterlig ingen, der kan redde de to mennesker fra at dø af hinandens kærlighed. Selv ansatsen til en lillebitte pige inde bag et udspilet maveskind forpurres af en regibemærkning. Her kan kærligheden kun dræbe.
Kærligheden er samme fastlåste livssituation for både ham og hende - og samme ulykke. Derfor skal der skriges så højt...
Som Asmussens urkvinde siger det: »Jeg elsker dig. Jeg går nu.«
'Ingen møder nogen'. Tekst: Peter Asmussen. Iscenesættelse: Simon K. Boberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Musik: Søren Siegumfeldt. Husets Teater til 27. februar. www.husetsteater.dk
