Tilbage i september udkom en kræsent formgivet digtbog, der ikke gjorde meget væsen af sig, men som nu ellers er væsentlig nok. Det drejer sig om samling nummer to fra Anders Abildgaard (f. 1977, gik på Forfatterskolen til 2004), som debuterede 2006 med Sætninger på Anblik og i mellemtiden har smidt Nielsen fra sig ligesom Per Højholt Jørgensen, Michael Strunge Jensen, Lone Hørslev Rasmussen med flere. Selv om Danmark nu tre gange lige efter hinanden har haft en statsminister, der hed Rasmussen, er den fordom åbenbart uopslidelig, at sen-navne er uforenelige med litterære ambitioner.
Men lad nu det ligge! Og lad os springe ind, sådan cirka midt i værket, i det tredje af bogens fem afsnit, hvor vi falder over en linje, der lige pludselig lukker helheden op: »indeni og udenom, indhold og beholder«.
Hvad kommer først?
Ja, tænker man uvilkårligt. Det er dét, fyren kredser om hele tiden! Uanset om han arbejder i korte billedrids, i længere lister, i fortløbende positioner hos et kameras »øje« eller i mere fortællende forløb, så undersøger Anders Abildgaard uophørligt det forhold, at noget ligesom er inden i noget andet:
Hvad kommer først, formen eller indholdet? Og hvilken af delene rummer eller om-fatter den anden? Hvad er primært, rammen eller billedet? Og på hvilken måde betinger de to hinanden? Hvad vil det egentlig sige: at være »inde« i sin bevidsthed, når denne instans jo konstant befinder sig »ude« i omgivelserne – som når jeget tager ud på tur med kæresten eller vennerne fra forfatterskolemiljøet og iagttagende registrerer?
En der slår hånden mod bordkanten for at understrege det,/
det og det/
en der drikker kaffe/
lyset udefra/
elektrisk lys i dagslys/
bordet/
haven/
en der kommer hjem/
Sådan en tekst er ganske vist nær ved debutbogens forfatterskolestuerene laboratorieminimalisme, i kittel og med gummihandsker på, men også her fornemmes en art stilfærdig sitren, en forsigtig følsomhed, en forventning, som om noget kan ske.
Intenst opmærksom
Noget af det, der sker, er, at det lyriske jeg pludselig afbryder sig selv – og betjener sig af »løbende selvrettelser« – muligvis fordi det ’noget’, der helst skulle have været »inde i« digtet, alligevel undslap hans sprog. Eller det kan ske, at en parentes med ét kommer til at fylde det hele, således at afbrydelsen bliver hovedsagen, og pausen erstatter forløbet.
En sådan intensiv opmærksomhedsform mærker man i en sekvens sidst på en dag i biografen: »Lys, der ville strømme ind – sådan ser det ikke ud. Når døren blev åbnet, ville det se ud, som om et: Lyset blev sendt fra salen ud i gården, to: Lyset allerede var der, før døren blev åbnet, ingen strømmen, men en lampe, der tænder«.
Den slags er naturligvis teknik, men det er også filosoferen i praksis, med poetisk gestik som smutvej til eftertænksom iagttagelse. Medmindre det da forholder sig omvendt – at disse stadige undersøgelser sådan set blot leder frem til en tømning, så det, der bliver tilbage og efterhånden lukkes op, er et opmærksomhedsfelt.
Beskrevet sådan kommer Anders Abildgaards bog muligvis til at lyde lidt kedelig. Det er den imidlertid ikke. Han kan et eller andet, og han vil have al mulig grund til at fortsætte sin raffinerede undersøgelse af, hvordan det fyldte slår om i det tomme. Og omvendt.
