Læsetid: 4 min.

En fuldmoden affære

En ramponeret, men tændt Alec Baldwin brillerer som vulgær livsnyder i den overvejende vellykkede romantiske neo-screwball-komedie 'Det’ indviklet'
En ramponeret, men tændt Alec Baldwin brillerer som vulgær livsnyder i den overvejende vellykkede romantiske neo-screwball-komedie 'Det’ indviklet'
22. januar 2010

Det var utvivlsomt instruktør og manuskriptforfatter Nancy Meyers’ hensigt at Det’ indviklet skulle være en flick for den midaldrende chick. Derfor er det lidt tarveligt af Alec Baldwin at stjæle billedet på den måde.

Men der er – så vidt mine mandlige øjne kan se – ingen vej udenom den konklusion, at Det’ indviklet er Baldwins film, ikke mindst fordi hans figur er den mest facetterede, vi møder.

Jake Adler bor i det solbeskinnede Santa Barbara og ligner umiddelbart en mand, der har det hele: En uddannelse som advokat, rigeligt med mønt på bankkontoen, den obligatoriske midtvejskrise-Porsche samt en langt yngre og nærmest fornærmende attraktiv hustru (spillet af Lake Bell).

Indtil for 10 år siden var han gift med konditoren Jane (Meryl Streep), og sammen har de tre voksne børn. Nu vil hans nye, men ikke specielt sympatiske model have et barn med den i hvert fald i strengt biologisk forstand modne Jake, der imidlertid har fået bøvl med sædkvaliteten. Hvilket måske i sidste ende er meget heldigt, da Jake opdager, at han stadig har varme følelser for sin ekskone.

Overrislet genforening

Som den handlingens mand, Jake er, gør han noget ved sagen. På en tur til New York for at fejre sønnens afsluttede universitetsuddannelse dyrker de forhenværende ægtefæller således fuldemandssex, så hotelsengen forbander den dag, den kom til verden. Men da Janes over-jeg vender tilbage fra sin korte orlov, forfærdes hun over sin handling. I hvert fald i første omgang.

For Jane er livet en relativt indviklet affære, hvorimod Jake frejdigt lader sit lem og sine luner fungere som ledestjerne. Ikke desto mindre synes han fast besluttet på, at de bør gøre et seriøst forsøg på at genoplive forholdet, og Jane viser sig modtagelig for hans småvulgære og godt brugte charme. Men hverken de fælles børn eller Jakes trofækone må få nys om deres affære.

I tema såvel som tone minder Det’ indviklet en del om Nancy Meyers’ Something’s Gotta Give fra 2003, hvor det var Diane Keaton og Jack Nicholson, som var i centrum for en senior-romance med forviklinger. 60-årige Meryl Streep er unægteligt ældet med ynde (de få rynker hun har, synes at have smilehuller), mens årene ikke har været særligt nådige ved den ni år yngre Baldwin.

Afklaret ædedolk

Men det er just det, han her så fermt vender til sin fordel. Hvor Jane kvier sig ved at vise sig i sit fødselsdagskostume for sin eksmand, fordi hun føler, at tyngdekraften ordentlig har taget fat i de forgangne 10 år, synes den grånende ædedolk Jake at befinde sig storartet i sit lådne og ingenlunde toptrimmede korpus. Baldwin går i den grad ombord i rollen og lader hånt om alt, hvad der hedder narcissisme, hvilket der kommer der en del morsomme optrin ud af (i særdeleshed et, som involverer et spontant stripnummer og et web-cam).

Jake er typen, der for længst har fundet ud af at leve i fred og fordragelighed med samtlige sine fejl og mangler, som nu det faktum, at han er mest opmærksom på alt det, der har med ham selv at gøre. I modsætning til Jane har han således ikke helt styr på, hvad der sker hvornår i børnenes liv, og i et tilfælde kniber det tilsyneladende med at huske sønnens eksakte alder!

Forskellige bejlere

Men Jake er samtidig i besiddelse af en basal og barnlig begejstring, som man udmærket forstår, at den kontrolfikserede hønemor Jane i sin tid havde – og altså stadig har – svært ved at modstå.

Og det er skam ikke fordi, hun ikke har noget amourøst alternativ. Bedst som det sidste barn er flyttet hjemmefra, har Jane besluttet at realisere planerne om en større tilbygning til sit i forvejen rummelige hus. Det virker lidet logisk, men giver dog Meyers mulighed for at lade Jane møde en lidt vattet, men helt igennem sympatisk arkitekt ved navn Adam, som spilles af Steve Martin. På sin diskrete og taktfulde facon begynder Adam at gøre kur til Jane, så snart føler hun, at hun sidder overskrævs på en paradokspony med fuld fart mod Dilemmakøbing. Skal det være slubberten med den store personlighed eller forsigtigper med den noget mindre?

Glædeligt gensyn

Meyers er ikke den instruktørtype, der virker ivrig efter at demonstrere sit greb om de filmiske virkemidler. Men hvis Det’ indviklet ikke kan sige at være en sprælsk visuel oplevelse, har den til gengæld en del øvrige andre kvaliteter ud over de allerede nævnte.

Dialogen er solid uden at være selvbevidst, og John Krasinski – hvis lettere Fedtmule-agtige fysiognomi sidste år kunne nydes i Away We Go – gør en god bifigur som den ældste datters ægtemand in spe. Uforvarende kommer Harley, som den unge mand hedder, i besiddelse af en stor mængde information af intim karakter, og som konsekvens heraf får han stadigt sværere ved at finde en grimasse, der kan passe.

Desuden fletter Meyers på ret så vittig vis denne skribents foretrukne nummer af The Beach Boys, Wouldn’t It Be Nice?, ind i handlingen.

Når alt det er sagt, er to timer for langt at strække en underholdningsfilm, selv når der er tale om en relativt begavet af slagsen. Tredje akt ville have vundet ved en op­stramning, men syv ottende-dele af Meyers’ film fungerer altså fint.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu