Man ved, at man er en stjerne (eller død), når der skrives biografier om en uden ens medvirken. Dette alternative kompliment har ramt Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, Caroline Wozniacki. Synkront med hendes medvirken i Australian Open, som hun netop er røget ud af, er biografien Miss Sunshine - Caroline Wozniacki og skyggen af farmand udkommet.
Heller ikke Carolines far og træner Piotr Wozniacki har medvirket i bogen. Han har til gengæld truet med retsforfølgelse af forfatter og kilder, og to af kilderne i bogen føler, at de har medvirket i bogen på falske præmisser. De troede, at de skulle være med til at fortælle succeshistorien om Caroline Wozniacki og føler i stedet, at de er blevet spillere i et projekt, der har til formål at putte især Piotr under kritisk lup. Medierne har samtidig valgt at gengive kilders udtalelser i bogen om, at Piotr manipulerer Caroline. Kurt Lassen, bogens forfatter, svarer: »læs bogen!«, og medierne har det jo med at overdrive.
Det absurde er efter endt læsning, at både kilder og Kurt Lassen har ret.
Bogen er et portræt af parløbet mellem Caroline og hendes far Piotr, som vælger at dedikere sin tid til sin datters tenniskarriere, fra hun starter med at slå en bold mod muren i Køge Tennisklub som seksårig, til nu, hvor hun i en alder af 19 ligger nummer fire i verden og har skiftet Køge ud med Monaco. Bogen fortæller forløbet kronologisk primært ved hjælp af fyldige interview med relevante kilder, der har fulgt duoen tæt, trænere, Team Danmark-ansatte, sportspykologer.
Og ud af denne citatmosaik kommer et først og fremmest nuanceret portræt af Caroline og især Piotr. Enkelte kilder udtaler, at Caroline virker manipuleret, men langt flere siger, at Caroline aldrig ville være kommet så langt, hvis ikke hun havde lysten til spillet. Især Morten Christensen, tidligere tennislandstræner, som er en af de kilder, der tager afstand til sin medvirken i bogen, bidrager uvurderligt til forståelsen af den særegne succeskonstellation, og uden hans medvirken ville bogen have været fattigere. Hans position som tæt observatør af Wozniacki-duoen gennem mange år gør hans indsigter unikke. Og disse indsigter er nuancerede og kvalificerede og på intet tidspunkt udstillende.
Letkøbte vinklinger
Det er derfor uforståeligt og ærgeligt, at forlag og forfatter på trods af det nuancerede portræt har haft et behov for at sælge bogen på nogle letkøbte vinklinger i en tabloidlignende mistænkeliggørende tone. Og derfor lige så forståeligt, at kilder og Piotr stejler. Titlen »Skyggen af farmand« signalerer ikke ligefrem, at man ikke er interesseret i at prikke til den så velkendte fortælling om Wozniacki-duoen: »Er det forhold nu helt sundt?« Den fortælling fortsætter på bagflappen, hvor også ordet »manipuleret« har fået plads. Den prioritering tvivler jeg på er tilfældig.
Og det er ikke, fordi den fortælling er irrelevant. Men for det første skal man så gå hele vejen med den kulegravende stil og for det andet have rygdækning for den. Og der er der ikke i bogen. Flere gange postulerer Kurt Lassen. Som for eksempel, at Piotr Wozniacki altid har shoppet efter nye lukrative karrieremuligheder, og her var Caroline så en oplagt en af slagsen. Lidt a la sin fars pengemaskine.
Det er tydeligt, at den mistænkeliggørende tone er et journalistisk greb i bogen (hvilket får sit udtryk i det absurde, da Kurt Lassen i et indskud skriver om Frederik Fetterlein, der i en kort periode trænede Caroline, at »nogen ville mene (at han var) en charlatan«. Okay). Men det er ikke særlig effektivt, når en kilde så senere udtaler, at han aldrig har oplevet, at Caroline var sin fars pengemaskine. Som læser får man oplevelsen af en bog, der kører i to spor på samme tid, forsøger sig som en tabloidsk Andrew Jennings (den britiske journalist, der blandt andet har kulegravet IOC) uden at være det, og i sidste ende kommer de letkøbte pointer til at stå i vejen for den mere åbne og langt mere interessante diskurs, der fylder langt det meste af bogen.
En særlig dynamik
Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse bogen. Dels fortæller den en historie, der bare er grundlæggende spændende. Vi har aldrig haft så dygtig en tennisspiller i Danmark. Man har som dansk tennisseer været vant til at være enten eksilsvensker, -tysker, -russer, eller -amerikaner, når man heppede. Nu har Caroline gjort det eksotiske nærværende, og hun står midt i det hele. Og så det med, at hendes far er træner, og al den træning og dedikation i en ung alder. Hvordan gør de?
Noget billede af en kuet og manipuleret Caroline giver bogen vitterligt ikke. Den giver et billede af en far-datter-duo, der har en helt særlig dynamik, som fungerer for dem begge to og i den eliteverden, de befinder sig i. Det virker som en dynamik, som folk udefra kan have svært ved at forstå, og som et samarbejde, ingen nogensinde vil kunne trænge ind i. Trænere kommer og går, men Piotr består (og det er måske denne urørlighed, der også drager os):
»Caroline er tough. Hun ved, hvordan hun skal behandle ham (Piotr). Der er ingen tvivl om, at hans følelser betyder meget for hende, og når han er ked af, at hun har tabt, bliver hun også ked af det. Det fungerer for hende, og så prøver hun at gøre det endnu bedre. Mange ville føle det som et pres, og det troede jeg i starten, det ville blive for hende, men det gjorde det ikke. For altså, han blev virkelig skuffet, når hun tabte,« siger Morten Christensen.
Ufattelig selvtillid
Samtidig får man også et billede af en tennisspiller, der har en jernpsyke, en »ufattelig selvtillid«, som en kilde siger, og en kæmpe lyst til at spille tennis. Som den tidligere professionelle badmintonspiller Camilla Martin udtaler: »(M)an er bare nødt til at kigge på Caroline. Gør man det, kan man se, at hun har lyst.«
Derudover er bogen værd at læse for portrættet af Piotr Wozniacki. Han fremstår som et grænsesøgende menneske på godt og ondt. Det gælder både, når han i de unge år næsten ikke kunne holde sig fra banen, når Caroline trænede med andre tilknyttede trænere, og når han efterlyser bedre forhold for Carolines udvikling i det danske tennissystem. Han fremstår inspirerende, krævende og til tider skræmmende. Men som lige så uundværlig i Carolines succes, som Caroline selv er det.
Som ekstra bonus fortæller bogen om det danske tennissystems mekanismer, og hvordan dette system ikke var gearet til en spiller af Carolines kaliber. Hun var for god for tidligt. Og endelig er det sjovt at læse om, hvordan både Caroline og Piotrs dedikation fascinerer og støder sammen med et dansk tennissystem, der er rundet af en lidt blødere dansk rundbordspædagogik. Som læser skal man i øvrigt være villig til at se igennem fingre med en haltende korrektur. Kommasætningen er momentvis amerikansk: »Efter et halvt års tid, fandt de ud af ...«. Hvor god vilje man end har, tror jeg ikke, at det skal betragtes som en metatekstlig pointe; at Caroline er mere amerikansk end dansk i sin dedikation, at hun taler engelsk med engelsk accent, eller hvad man kan finde på. Navnet Sjögren staves desuden skiftesvis med ø og ö, og sportspsykolog i Team Danmark og formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum Kristoffer Henriksen skifter på et tidspunkt fornavn til Kasper. Dog er bogen skrevet i en befriende lige-ud-af-landevejen-stil, og man labber den i sig.
Man ville ønske, at forfatter og forlag ikke havde følt behovet for de letkøbte sensationsvinklinger og den mistænkeliggørende tone. At der blev troet lidt mere på, at nuancer også kan sælge. Når nu de er der.
Hvis man gerne vil læse et andet, meget smukt, portræt af en tennisspiller: David Foster Wallaces essay om Roger Federer 'Federer as Religious Experience'. Læs det på nytimes.com
