Læsetid: 4 min.

Giv os de røde kinder tilbage

Forneden skal vi stifte bekendtskab med fire kompetente, danske plader. Fire greb ud efter internationale hemisfærers forjættede løfter om migration fra hjemlige himmelstrøg. Fire greb foretaget fra velfærdsstatens altan med udsigt over den store vide rockåbenbaring
25. januar 2010

Nu er det jo ikke fordi, at jeg vil have, at vi alle sammen skal lave folkeviser og riste runer. Men lidt lokalkolorit ville ikke skade, når man vælger at udgive rockmusik. Vi vader i verden, og udbuddet af international rock er, lad os bare sige, betragteligt. Så det er sværere end nogensinde før at blive benovet over lokale bands, der spiller dygtigt, men skaber middelmådigt.

Hvad lokalkolorit er i en globaliseret og glokaliseret verden kan så være svært at definere, og det er absurd f.eks. at afkræve et nordisk folkemusikalsk islæt af et band, bare fordi det tilfældigvis opererer fra Dannevang. Det er krystalklart, at musik mere end nogensinde før er et internationalt sprog, som respekterer landegrænser og national integritet lige så lemfældigt som Coca-Cola og Donald Rumsfeld.

Men selv her i vores overrendte virkelighed er der noget, som stadig tæller: Personlighed. Denne sære komplekse størrelse, som rammer én i synet, griber, fortryller, forbistrer, forfører. Og som selvfølgelig også er farvet af ens geografiske tilhørsforhold. Men personlighed finder man kun i beherskede doser på denne anmeldelses fire danske plader.

Tag Ginger Ninjas debut- album, Wicked Map, der da er fermt skruet sammen og nok skal gøre glæde til koncerter og fester landet over. For den er rytmisk flygtig og letbenet melodiøs. Ginger Ninja synes især inspireret af franske Phoenix' 70'er-klingende indiepop med lyse mandevokaler, men også af Hot Chips sofistikerede electropop, Mews springende melodilinjer og britiske Underworlds technorock, måske med en omvej omkring vores egne Spleen Uniteds opdatering af samme.

Så Ginger Ninja smager af det store udland og dets afsmitninger på Danmark. Og undervejs lykkes det bandet at lave nogle ferme sange. Såsom den udstansede technorocker »Bone Will Break Metal« og slutnummeret »The Boy Who Grew Bitter«, hvor synth, bas, håndklap og guitar indgår i et smukt boblende og sugende groove, mens drengevokalerne slanger sig fint lystbetonet over de sitrende lyd- filer.

Som helhed tynges Wicked Map bare i for lange passager af lovlig blegnæbbet leadvokal, kun halvt fordøjede melodier og nedarvede klicheer.

Indiesalmer

Ghost Society har også hørt Mew og deres måder at lave højstemte melodier på, men de har også stillet deres sult i plader fra sen-80'erne og de tidlige 90'ere. Og det kan være farligt at være mæt, for hvor skal den nye næring så komme fra, når man har stoppet sig med Slowdives serafiske arkitektur, The Cures manende guitarklange og My Bloody Valentines udskridende forvrængninger?

Well, på Ghost Societys debutalbum, The Back of His Hands, Then The Palms opstår der lejlighedsvis noget nyt og vibrerende i mixet mellem disse inspirationskilder og så den voksende, danske tradition for indie-salmer: Højstemte, renfærdige, henførte, storladne sange, som menigheden kan synge med på, mens de svinger tambouriner, stearinlys og iPhones.

Men kvartettens højmesser har det også med at blive for frelste - forstået som denne lytters fornemmelse af et band med hovedet langt over skyerne, optaget af at finde personlig renselse i sangenes ferske, stort klingende kønhed af og til på kanten af muzak, i deres højtidelighed på kanten af det selvhøjtidelige, i deres kropsløshed på kanten af det blodfattige.

Og det er en skam. For når gruppens to hovedkræfter, Sara Savery og Tobias Wilner, får komponeret en sang med lidt mere nerve og dynamik, så er de faktisk strålende. »Road« har et frækt groove og en let stakåndet vokal, mens »Twisted Minds« tunge, slæbende, raslende rytmik og langsomme alt.gospel rammer det, som jeg tror, bandet stræber mod: En inklusiv, samlende højsang. Og al ære skal være med dén stræben.

Holder på livseliksiren

Kvintetten Among Relatives stiler også mod noget samlende. Men de gør det inspireret af bl.a. canadiske Arcade Fires passionerede hyperboler, stampende intensitet og gjaldende fællesomkvæd. Undervejs kommer de dog også omkring mere enkelt snittede rocksange, og med Jimmy Andersens udskridende frontvokal og et uldent, men svinesikkert groove formår de at give overtegnede en fornemmelse af rock, som noget individer med i hvert fald et mindstemål af uro i kroppen bare er nødt til at spille. Ikke at det er eneste succeskriterium, slet ikke. Og ikke fordi Among Relatives vælter konventioner eller ætser æstetik i stykker. Men de har en lille håndfuld sange, der kan holde på livseliksiren. Så mangler vi bare, at de løsriver sig yderligere fra forbillederne og finder andre løftestænger end det store fællesomkvæd og det trygge og til sidst for nemme, fuldtonende blæs på alle instrumenter.

Feststemte grooves

Der er langt mere tilbageholdenhed hos kvartetten Lars and The Hands of Light. The Looking Glass er en transparent, dansevenlig rock med en del perlende omkvæd såsom »There ain't cure for the girl flu«.

Forsanger, frontfigur og sangskriver Lars Vognstrup har tidligere turneret med Junior Senior, og han deler denne duos kærlighed til The B-52's og deres genopfindelse af 50'erne og 60'erne, og i det hele taget er sangene på The Looking Glass prydet af feststemte fjerlette grooves, som man kan bygge franskbrødshår og ryste cocktailshakere til.

Det kunne blot være behersket tiltalende - >og det er det også på flere numre - men når Lars Vognstrup lyner, så er det med knivskarpe, liftligt iscenesatte ørehængere, som bandet sender af sted i elastisk elektrisk enhed.

Så her har vi altså fire danske greb ud efter internationale hemisfærers forjættede løfter om migration fra hjemlige himmelstrøg. Fire greb - fra det kompetente til det ferme - foretaget fra velfærdsstatens altan med udsyn over den store vide rock- åbenbaring. De rækker ud efter det internationale, men mister også i flere tilfælde deres lokalforankring.

Jeg ønsker mig noget mere for nationen. Nogle blottede nationale nerveender uden lokalbedøvelse. Ikke noget med halm i træskoene og blonde piger. Men giv os i det mindste de røde kinder tilbage.

Ginger Ninjas: Wicked Map (Sony Music). Udkommer i dag

Ghost Society: The Back of His Hands, Then The Palms. (A:larm/MBO) Udkommer i dag

Among Relatives: This Room. (Atlantic Studio/Hithouse) Er udkommet

Lars and The Hands of Light: The Looking Glass (Crunchy Frog/MBO). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu