Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Holberg på hormoner

'Ulysses von Ithacia' lykkes sprudlende som tomt testosteronshow. Med Tina Gylling Mortensen som barmsikker Holberg-heltinde i en latterlig historie
Tina Gylling Mortensen lader både barmen og stemmen brede sig, så ingen er i tvivl om, at Danmark har fået en Holberg-skuespillerinde i widescreen!

Tina Gylling Mortensen lader både barmen og stemmen brede sig, så ingen er i tvivl om, at Danmark har fået en Holberg-skuespillerinde i widescreen!

Per Morten Abrahamsen

Kultur
22. januar 2010

Hvad er en Holberg-skue-spiller? Det kan man godt blive i tvivl om, nu hvor der gerne går årtier mellem Holberg-komedierne kommer på repertoiret. Men med Henrik Koefoed i rollen som tro tjener, så kan det næppe gå helt galt, tænker man vel.

Det kan det heller ikke. Henrik Koefoed er både sjov og gak, menneskelig og snusfornuftig, akkurat som Holberg ville elske det. Men hans retorik er ikke vor tids slam-tale, hvor pointerne helst skal klistre som duelort i håret.

Koefoed taler nydeligt og ordentligt - og egentlig med et lavmælt, ufysisk attack langt fra Ørkenens Sønner, selv om netop Ulysses lige så godt kunne være inspirationen for et Bagdad-show. Og selv om han er blevet udstyret med falsk ølmave i David Grues muntre kropstolkning af tåbelighederne.

For Ulysses er og bliver noget pjat. En parodi på 1720'ernes forkærlighed for heltedramaer med det store teaterudstyr med ildspyende drager.

En satire over Odysseus-figuren og hans lange rejse fra kvinde til kvinde på vejen hjem til den trofaste Penelope. Og over mandedyrkelsen af den skønne Helene, der voldtages og føres til Troja ...

Helene spilles af Tina Gylling Mortensen, der kommer direkte fra en gudindekamp med neglekradsen og hårrivningsslagsmål om prins Paris, hvor hun taber til Venus. Nuvel, den slags detaljer bekymrer ikke en Gylling Mortensen. Hun presser bare barmen opad, lader dådyr-øjnene sortne og læner sig forover. Og så går hun til stemmeangreb mod mandsvæsener, i lysthåb om at nogen vil komme og voldføre hende bare en lillebitte smule.

Gylling Mortensen er monumental. Hendes stemmer smisker og buldrer og knirker, mens hun bakser mændene på plads, og hun virker som en dynamo, der lægger hele den vanvittige fortælling i lys som spotlysene over en fodboldbane. Desuden får hun scenografen Karin Betz til at folde sig allerflottest ud som kostumedesigner i et rødt skrud af uendelige foldedimensioner: Dior, go home. Og hun skaber en heksekvindefigur ud af kæmpekvinden Elisa, hvis påsyede barmmål overgår enhver fantasi. Her blev selv de mest brystfikserede mætte for en stund.

Fallosstunts

Scenografien er et fladbrystet intetland af en plastikgræsplæne som et herligt falskhedssymbol på slagmarken - og så nogle høje træfinérvægge, der bliver til muren rundt om Troja.

Det er denne mur, Ulysses skal indtage, og det klarer Peter Plaugborg med sin legendariske kropsenergi og sine lange ben, der klatrer lodret, mens han speedsnakker vandret. Han er sjov, Plaugborg, og aldeles kinky i sine lysebrune læderbukser og påsyede stofskuldermuskler. Men selv han kan ikke trække slutningen med sig hjem. For i andenakten bliver de mange påfund med Hollywood-musik og brølende fallosstunts og kaproende machoer altså blot til gentagelser. Og Holbergs forudseelige slutning kommer til at fuse ud, til trods for Rune David Grues nøgenpointe om den store mand, der egentlig er så ganske lille.

I Grues bearbejdelse misser de replikførende skuespillere ikke en chance for at komme med nutidige hip, ikke mindst til det danske folkefærd som selvtilstrækkelig race. Det er lige i Holbergs ånd. Og Esa Alannes koreografi understreger ordene effektivt. Alligevel rykker forestillingen knap som en ferm revy, og den har heller ikke samfundsdebatterende gennemslagskraft som et stand-up show. Så nøglen til Holbergs kraft og flabethed må nok søges et andet sted.

G-streng i guld

Til gengæld er der altså latter, så folk sprutter i hele første akt. Julie Agnete Vang Christensen er underskøn i Oscar-kjole og især i g-streng (af det pureste guld, selvfølgelig) og brystplisseringer med tungt åndedrag. Mikkel Arndt er grotesk som indskrænket trojanermand, og Mads Riisom lister rundt med guldæble med liderligheden helt fremme i sandalsnøringerne. Her er Holberg på hormoner! Henrik Noél Olesen sørger for, at undertrøjemanden også lige kommer med i krigen om kvinderne. Og Stine Schröder Jensen skaber tiårets bedste spåmand Tiresius med oldermandsknæskæg; hun er et sjældent komisk klovnetalent, og hun kan åbenbart agere mand, så testosteronbomberne selv viger tilbage i beundring og rædsel.

Måske skal Grue & Co. bare stryge pausen. Så vil Det Kgl. Teater godt nok gå glip af indtjeningen fra den dyre kaffe. Men både det nostalgiske publikum og de Holberg-påtvungne teenagere vil nok grine mere i andenakten, hvis de ikke hives ud af manderusen, førend spillet er til ende. Blot til overvejelse - og blot til lyst.

'Ulysses von Ithacia'. Tekst: Ludvig Holberg (1724). Bearbejdelse og iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Karin Betz. Lys: Ulrik Gad. Koreografi: Esa Alanne. Portscenen i Skuespilhuset til 6. marts. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her