Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Huskelagkager og drama i bredformat

Moderne elektroniske komponister fortæller med dramatisk schwung og cinematiske referencer og med brug af symfoniorkestre, støj, klik, hvinen og susen. Det er som at se indre film at høre tre nyere, elektroniske plader fra Island og Tyskland
Kultur
26. januar 2010

38 sekunder inde på Ben Frosts nye album By The Throat ved man, at man har noget andet i vente. Som et stort fedt meteornedslag, som ellers kun Hollywood kan illudere det, rammer en dyb nådesløs støjbombe ned midt i de porcelænsfine tingeltangel-lyde, som ellers i de første 37 sekunder havde angivet at alt nok skulle forløbe civiliseret, dydigt, inden for rammerne af en genkendelig elektronisk fællesnævner.

Men kammertonen bliver hurtigt brudt, og midt ned i de første indledende sekunders glitch-musik ankommer det, som gør By The Throat til en perle: Formegetheden. Der er ulve, der hyler, og kattedyr der knurrer. Der er lyde, der ankommer med galaktisk grove manerer midt i de minimalistiske programmeringer. Der er harper og strygere. Der er drama, folkens.

Den gode smag bøjer sig under den enorme trykluftbølge. Men overlever. For Ben Frost laver ikke katastrofefilm, når han laver musik, han laver brillant økonomiserede widescreen-dramaer, hvor strygere bliver til truende væsener, elektroakustiske klange forvitrer i landskaber af is og vold, løse forbindelser og fejllyde ødelægger den gode stemning, kor løfter sig i desperat vælde, spækhuggere varsler jagt, metaller vånder sig i smerte og støj forvrides med vulkansk naturkraft.

Den australsk fødte, på Island residerende, Ben Frost har skabt et brillant album, der befinder sig mellem elektronisk musik og kompositionsmusik; en række klangfilm med cinematisk følelsesfylde, fulde af billeder, rige på traditioner, minder og forudanelser og med et opløst skel mellem menneske- og naturskabt. Vi er i en episk skala, hvor formegetheden forunderligt nok formår at bevare sin overvældende karakter og hverken blive klæg, hul eller til grin. Sikkert styret sturm und drang.

Tværtimod lykkes det Ben Frost at skabe et både manende og impressionistisk værk med By The Throat. En fornemmelse af at både naturen og teknologien trænger sig på, at vi kun er små eksistenser i den natur- såvel som menneskeskabte åbenbaring. Det er dramaer med til tider voldsomme spændingskurver. Narrativ elektronisk kompositionsmusik.

Klimek alias tyske Sebastian Meissner forlader sig også på den episke skala og den dramatiske indkapsling af lytteren, men det foregår i mere cirkulære, ikke videre fortællende forløb. Til gengæld bevæger vi os fra kammer- til symfoniorkesteret, som snittes i stykker, loopes og parres med manende synthesizere og reallyde såsom regn, hulken og skrigende bremser.

Lidt for meget

Klimeks nye album Movies Is Magic - et lån fra en Brian Wilson/Van Dyke Parks-sang - spiller bold med filmmusik og med den iboende romantik i symfoniorkestret, ikke mindst strygernes manøvrer forrest i den følelsesmæssige front, men også blæsernes ildevarslende potentiale, som vi f.eks. kender og frygter det fra Bernard Herrmanns soundtrack til Taxi Driver.

Tracktitlerne har henvisninger til den slovenske filosof Slavoj Zizek og slagkraftige udtryk fra hans hånd og mund såsom »Abyss Of Anxiety«, »Exposed To Life In Its Brutal Meaninglessness« og »Exploding Unbearable Desires«. I den både morsomme og nærende lærefilm The Pervert's Guide To Cinema læser Zizek film i den franske psykoanalytiker Jaques Lacans ånd, diskuterende menneskets position mellem det symbolske og det virkelige.

Her opererer Klimek også meget passende på Movies Is Magic, hvor vores forestillingsverden er i spil med, hvad der rent faktisk gemmer sig i de mange lag af musik, som har det med at illudere - men kun illudere - verdens kompleksitet. Lydenes patina rummer f.eks. masser af muligheder for fortolkning, og sætter både dødsangst og nostalgi i spil. Man ser ind i afgrunde af lyd og finder her frihed til at fortolke og indsætte egen subjektivitet i langt højere grad end vanligt. Man kan finde noget af det samme hos Ben Frost, men der føres vi anderledes håndfast gennem kompositionerne i kraft af deres dramatisk eksplosive strukturer.

Klimek giver os en rigt patineret musik fuld af romantiske multieksponeringer. Lag af film, regn, støv og erindring lægger sig over hinanden. Ja, på exitskæringen »Tears Of Happiness (Dismissed Into Mundanity)« får vi lyden af en voksen mand, der græder. Helt klart for meget, men på en mere repetitiv, frem for narrativ facon end hos Frost. Huskelagkager serveret i bredformat flødeskum.

Ligeledes tyske Marc Richter alias Black To Comm fremmaner mere transparente soundscapes på Alphabet 1968. Men det regner stadig, både rent lydligt og metaforisk i de længselsfulde konstruktioner. Her er børnestemmer, langsomme klavermelodier, der fordobles, sitrer glitchende, kører frem og tilbage, en støvet pickup, henslæber sit liv i inderrillen, et kirkeorgel, der ånder majestætisk; spilledåser, der pludrer vuggeviser i munden på hinanden, og de tunge dyner af orkestre på afslutningen »Hotel Freund« panoreres rundt og besvarer sig selv i dårende smuk dialog.

Black To Comm sampler endnu mere skamløst af kompositionsmusikken end Klimek. Så tracksene rummer masser af genkendelige referencer til det musikalske håndværk (som mange stadig bedriver), men i lag på lag, der samtidig peger på elektronikkens muligheder for at fordoble de flittige hænder i uendelige mønstre. Og inde i de dunkle dronende skove af mixteknik gemmer sig en mørk psykedelisk eventyrforfatter, som ikke giver pointerne fra sig sådan lige uden videre.

Det er som at se indre film af varierende karakter at lytte til disse tre elektroniske komponister fra Tyskland og Island.

Ben Frost: 'By The Throat' (Bedroom Community)

Klimek: 'Movies Is Magic' (Anticipate)

Black To Comm: 'Alphabet 1968' (Type)

Kan bl.a. købes via iTunes og boomkat.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her