Læsetid: 4 min.

Huspriserne stiger

'Tupilakosaurus' handler slet ikke om Grønland, men om den danske ideologi
De tre gratier, 1993.

De tre gratier, 1993.

Courtesy: Søren Arke

29. januar 2010

Bedømmelse: 6/6

I værket Arktisk Hysteri, der består af affotografinger af en opdagelsesrejsendes skildringer, ser vi syv personer i alt: fire mænd i skind og pels og tre nøgne 'vilde' kvinder. I et andet billede bliver en halvnøgen arktisk kvinde holdt fast af to mænd på eventyr. Hun skriger. Hun er hysterisk, tydeligvis ikke fuldt udviklet, og har brug for vores hjælp, ligesom det grønlandske folk også har brug for vores hjælp i dag.

Udstillingen på Den Frie, som er den første retrospektive udstilling nogensinde med den dansk-grønlandske og netop afdøde kunstner Pia Arke, består af kaotiske mængder værker og materiale. Det er hårdt at gå til, både fordi det er så omfattende, her er materiale til 20 udstillinger, men i særdeleshed også fordi det handler om det største tabu, der findes.

I andre værker, primitive malerier af isbjørne, kvinder i nationaldragter og skitser til SAS Greenlands menukort, ironiserer Arke over begrebet etnoæstetik eller etnohype, som næsten er mere retvisende. Og det ligger allerede i ordet, at det er skidt, at det er noget, der skal hype noget etnisk, noget der byder sig til med al sin autencitet og naivitet, som en neger i Tintin der kan få os til at grine, eller som en kineser på Arken, der kan bekræfte os i, at de er på vej, deres udvikling går i den rigtige retning, og en dag er de som os, og skulle vi ikke også se at få sendt noget know how derover, så de kan lære at bygge vindmøller og knalde på den helt rigtige måde.

Humor, der gør ondt

Faktisk er humoren i Arkes værker det, der gør allermest ondt. For er vores redning netop ikke fortællingen om dem, vi engang koloniserede som sjove og underbegavede? Vi så det under klimatopmødet, hvor Lars Løkke blev ydmyget af den sudanske talsmand for G77-landene, Lumumba, en kulsort mand der på et bedre engelsk end vores egen statsminister fortalte, at Løkke ikke havde styr på en skid. Det var en katastrofe, et underlegent Danmark ville føre os tilbage til det nederlag, som afkoloniseringen var. Det var de døde slaver, der var kommet tilbage for at bide os i halsen og slå os tilbage til Saint Croix og de indiske kolonier.

Hvordan håndterede Lars Løkke det? Han lavede da grin med Lumumba! Han lavede grin med hans navn og med det, han havde sagt. Og det gjorde han af én eneste grund, nemlig for at retfærdiggøre kolonitiden ved at bekræfte det, som der ellers var blevet sået tvivl om, nemlig at den hvide mand er mere værd end negeren.

Pia Arke ved godt, at det er hele vores identitet, der er på spil. Hun ved godt, at en tidligere kolonimagts værste skræk er at blive reduceret til en provins på en lille tysk slette. Det er også derfor, det betyder så grusomt meget for mange danskere hele tiden at finde artikler i udenlandske medier, der beskriver København som den fedeste storby. Og det er også derfor, vores huspriser hele tiden skal tales op, og det er også derfor, vi har brug for historierne om et fjollet Afrika og billeder af 'vilde' nøgne grønlandske kvinder og fordrukne mænd, der har brug for hjælp. Det er alt sammen en vigtig brik i vores ideologi eller et forsvar for den. Arke fremstår ikke blot intelligent, men også politisk stærk. Hun efterlader så at sige ikke nogle flanker åbne, men dækker sig godt ind, lige fra den føromtalte etnohype, som hun gør grin med, til dyrkelsen af den mere pusseløjerlige ti-hi-fnise-fnise-etnicitet, som hun gør sig spydig over for i de avancerede værker om Tupilakosaurusen, et mystisk væsen som grønlænderne kan skabe, der kan slå deres værste fjende ihjel, og som dansken kan få med hjem til Amagerhylden.

Pia Arkes værker er ikke kun iskolde affyringer mod danskens selvforståelse, men også poetiske som i »Jord til Scoresbysund«, et kvadrat bestående af 151 sirligt indpakkede brugte kaffefiltre, der både dufter herligt, ser smukke ud og selvfølgelig også handler om paradokset ved at være på røven, når man har et land på størrelse med Amerika. Der er også en reproduceret udgave af hendes kamera på udstillingen, et kamera, der var så stort, at hun kunne overnatte i det, når hun var på farten. Så det er ikke nødvendigvis et valg mellem Arke og huspriserne. Der er også andre værker at hengive sig til, når man vælger at ignorere kritikken.

Tupilakosaurus i Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 2, København Ø til den 14. februar og på Nationalmuseet i samme periode. Derudover findes der et omfattende program med foredrag og seminarer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Ganske selvafslørende anmeldelse - værket fortjener dog bedre end på den måde at blive spændt for anmelderens demiimbecile forestillinger.

Man skal efter min mening være temmelig åndsfraværende, subsidiært åndsudfordret for at kunne tolke udvekslingen mellem Sudans (FYI; hvor engelsk er et officielt sprog) repræsentant og G-77 talsmand ved COP15 hr. Lumumba Stanislaus Diaping og formanden for COP15 som et udslag af hvid racisme og proxy neokolonialisme.

Det vi her var vidne til - var Kinas, Indiens og OPEC-landenes dominans i G-77 - som udmøntet sig i G-77's talsmand på nævnte landes vegne, og på de øvrige G-77-landes bekostning, med FN's forretningsordens dertil indrettet procedurer, obstrueret forhandlingerne og deres iværksættelse.

Anmelderens tolkning forekommer en at være underlagt massive mængder 'etnohype' - hvor denne pragtfulde og engelsktalende afrikaner gør revolte mod de hvide undertrykkere - personificeret i ingen andre end kommunalpolitikeren lille Lars fra Græsted - her må være stof til en etnoæstetik filmatisering.

Påstanden om afkoloniseringen af de danske kolonier skulle være et nationalt nederlag eller traume - er intet mindre end bizar - disse forhold fylder næppe meget i danskernes kollektive bevidsthed. Det samme må siges om vores identitetsdannelse, hvor hverken Grønland, Island, Færøerne, de vestindiske øer eller en håndfuld handelsstationer i Afrika og Ostindien på nogen måde er væsentlige i omhandlende forbindelse.

Til gengæld er det i visse kredse på Grønland en ganske udbredt opfattelse, at Grønland har haft og fortsat har en voldsom stor, ja næsten altafgørende betydning for danskernes selvopfattelse samt ikke mindst Danmarks økonomi og internationale indflydelse - det er/var Pia Arke et udmærket eksempel på - man har i denne kreds på Grønland kun ringe forståelse for, at Danmark med eller uden Grønland er en småstat - samt at danskerne flest har det ganske udmærket som borgere i sådan en lille småstat. Iøvrigt et Grønland, som i forhold til at blive "reduceret til en provins på en lille tysk slette" hverken gør til eller fra. Ja, et selvstændigt Grønland slår næppe mange danskere med skræk endsige vor værste af slagsen.

Hvorfor denne grønlandske kreds (med danske proselytter) tilsyneladende har så svært ved at forstå, at et selvstændigt Grønland ikke slår os med vores værste skærk, at Grønland ikke fylder meget i danskernes bevidsthed eller er væsentlig for vores selvopfattelse - kan man kun gisne om - men det er da glædeligt disse grønlændere ikke lider under mindreværdskomplekser - eller måske overkompensere de blot? Mens visse danskere (fx havelåge entreprenører) af etnoæstetike og identitetsmæssige årsager føler et behov for at holde disse pragtfulde og dansktalende oprindelige folk i en bestemt positur.

Christian Elovara Dinesen

Til Lars Hansen. Flot skrevet, flotte facts, men kan du ikke lave en blok eller forum sammen med alle de andre, som heller ikke bryder sig specielt meget om anmelderen, så vi ikke bliver nød til at høre på dit....

Lars R. Hansen

Kære Christian E. Dinesen

Efter mange og nøje overvejelser - må jeg desværre meddele jer, at jeg har besluttet ikke at følge jeres opfordring.

Dertil vil jeg gerne bruge anledningen til at rette en fejlopfattelse - jeg bryder mig udmærket om anmelderen - omend man da kunne ønske sig denne i sine anmeldelser i højere grad ville tage udgangspunkt i de anmeldte værker fremfor egne tilfældige og fluktuerende verdensanskuelser.

P.S.

Jeg har i øvrigt fundet grundkilden til den tidligere omtalte grønlandske kreds - det er rene oversættelser af det 'britiske trauma' i forbindelse med det britiske imperiums nedtur og fald - turen fra verdensmagt til regional magt.

Denne grønlandske kreds er i deres selvopfattelse 'imperiets kronjuvel' og overser fuldstændigt, at danskerne og Danmark ikke ser sig som en falden verdensmagt - hvorfor mere eller mindre vellykket kunstneriske oversættelser af det 'britiske trauma' ikke rigtig resonere hos et dansk publikum.