Iskolde klicheer

2/6

En solbrændt kvinde i bikini ved siden af en lille tyk mand med armene fulde af guldkæder og to små hvide hunde på armen og en tekst der fortæller, at han er plastikkirurg.

Eller hvad med et billede af en person, der er ved at få forlænget sine ben? Eller et af Miss Atom 2007, der er den kønneste på et russisk atomkraftværk.

Den britiske fotograf Zed Nelsons udstilling Love Me vil gerne åbne vores øjne for, at vi er gået over gevind i vores kamp for skønheden, men nej, billederne får os ikke til at tænke over, om vi har tænkt over størrelsen på vores eller andres skamlæber, når vi ser et billede af et par afklippede af slagsen, vi tænker højst over, at vi måske vil huske billedet, næste gang vi skal have Brændende Kærlighed. Og de mange unge skønhedsdronninger, som viser, at der er langt mellem snapsene i Storbritannien, er taget uden kærlighed. De er kun med, fordi de ser åndssvage ud. Det er et kig ind i en tosse-autencitet, som skal få os til at spærre øjnene op, men Zed Nelson har desværre mere til fælles med X Factor end med Kåre Sand, portrætterne er lavet uden omsorg og elegance. Det er bare iskold og hård udnyttelse af en flok stakler i modsætning til for eksempel De unge mødre, hvor tosserne behandles med respekt.

Udstillingen er meget typisk for det årti, vi lige har sagt farvel til. Kunstneren og alle hans venner er kede af ikke at være unikke, hvorfor de gennem deres kunst, tøj, stil eller boligindretning søger en original autentisk æstetisk oplevelse, og så er det lige meget, hvor den kommer fra. En bodybuilderkonkurrence i Amerika eller et ungdomsdiskotek i London er lige fedt. Bare det stammer fra nogen, der tror på noget. Og det gør de, der hænger i Øksnehallen, men dybere end det evner Zed Nelson ikke at komme. MIJ

Zed Nelson: 'Love Me' i Øksnehallen, Halmtorvet 11, København V til den 2. februar