Læsetid: 2 min.

Jazz og lårkramper på kunstmuseet

Mikkelborg & Clausen overbeviste trods de ringe tilskuerforhold
26. januar 2010

Nogle husker sikkert billedet endnu: Lene Espersen taler til landets fremmeste bank- og finansfolk samlet til Finansrådets årsmøde, og alle disse finansspidser sidder artigt, række på række, på trappen i den nye tilbygning på Statens Museum for Kunst og ser lidende ud.

Jeg troede, at retfærdigheden var sket fyldest, og at de lidende udtryk var resultatet af en erkendelse hos disse bankspidser af, at de - og kun de og deres bonusbegær - var skyld i vores finanskrise, og at de nu på flagellantisk vis lod Den Talende Kavalérgang gi' dem med krabasken. Men nu ved jeg bedre: De så lidende ud, fordi de, i lighed med hvad alle de mennesker, der overværer koncerter i det særprægede lokale må gøre, måtte sidde i timevis med tæerne vendt mod hinanden, hvis de ikke ville lade deres skosnuder stikke op i r.... på de foransiddende. Så er det sagt. Akustikken i tilbygningen har vist sig mere nådig end forventet, men i beruselse over dette har man glemt, at tilskuerfaciliteterne er under lavmålet, ikke mindst fordi lokalet vist aldrig har været tænkt som koncertsal.

Derfor er det også kun rimeligt, at de koncerter, Copenhagen Jazz Festival har lagt på museet under Vinterjazz, er gratis, men det afstedkommer til gengæld, at man kan blive præsenteret for ret krævende musik i omgivelser, hvor grædende børn og folk, der balancerer med urtetékrus, får en ganske stor betydning for, hvordan man kan konsumere musikken.

Det var tilfældet søndag eftermiddag, hvor All Star-duoen i dansk jazz, Thomas Clausen og Palle Mikkelborg, gav prøver på, hvad vi kan vente af den netop indspillede cd, de har på vej.

Liflig forventning

Af de allerede nævnte grunde unddrager koncerten sig egentlig anmeldelse, men ingen forstyrrelse kunne skjule, at vi kan forvente musik, der også unddrager sig genrebetegnelse. Det hele indledtes kort og inden Mikkelborgs sædvanlige, 'dramatiske' entré på scenen med Clausens »Julie«, men snart var vi ovre i temaer og forløb af mere ubestemmelig herkomst: 12-tone-rækker, noget Messiaen-agtigt, akkordrækker som af Debussy, nye egne temaer skrevet til lejligheden og sidst i forløbet nogle jazzklassikere, »My Funny Valentine«, »When Lights Are Low«, »Someday My Prince Will Com«« - altsammen spillet som forløb uden egentlige improviserede afsnit, snarere som variationer, og meget af det rubato trods Mikkelborgs dedikation af musikken til netop afdøde Ed Thigpen, der »vidste, hvor vi kunne finde rytmen«. Men mest afgørende: Med de to hovedpersoners sublime instrumentale beherskelse, store harmoniske indsigt og afslappede hittepåsomhed som krumtap.

Denne anmelder kom, trods tiltagende krampe i lårene (eller måske netop derfor), til at tænke på Misha Alperins Moscow Art Trio som en vedkommende parallel - uden vodka, uden så mange vokale indslag og uden russisk folklore. Men ikke uden dansk: Midt i det hele dukkede Mester Rumelands »Kongemordet i Finderup Lade« op. Der er al mulig grund til at vente på cd'en i liflig forventning.

Vinterjazz: Statens Museum for Kunst, søndag: Palle Mikkelborg & Thomas Clausen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu