Læsetid: 5 min.

Jordskælvet i os alle

De amerikanske dronestenere i Sunn O))) leverede en sublim koncert i et infernalsk lydniveau, hvor korpusset overtog store dele af sansningen af musik fra ørerne. Og laserstråler sprøjtede fra forsangerens fingre
Sunn O))) træder på scenen vanen tro hyllet i kutter og leverer en karakteristisk langsom majestætisk tektonisk åbning. Vi er dybt i basregisteret, vi er dybt i urhavet, hver unison akkord en lungefuld sort tøris fra helvede. Man inhalerer med frygt og fryd, skriver Informations anmelder om søndagens koncert i Lille Vega.

Sunn O))) træder på scenen vanen tro hyllet i kutter og leverer en karakteristisk langsom majestætisk tektonisk åbning. Vi er dybt i basregisteret, vi er dybt i urhavet, hver unison akkord en lungefuld sort tøris fra helvede. Man inhalerer med frygt og fryd, skriver Informations anmelder om søndagens koncert i Lille Vega.

Kristian Sæderup

26. januar 2010

Den gavmilde tøris har forvandlet Lille Vega til en okkult hule. Kutteklædte mænd og en forsanger med udflydende slim i stedet for ansigtstræk overmander publikum med brøl fra helvede og monolitiske guitarakkorder fra afgrundsdybt i registret. Vi er gennemvædede af lyd i titanisk størrelse, hvert et hår sitrer, hver en muskel skælver. Salig søndag.

Første gang, jeg så amerikanske Sunn O))), var for en fire-fem år siden (præcis hvornår fortaber sig) på The Rock i København. »Kulturens Tjernobyl« som en af mine kumpaner beskrev stedet. Hvilket må stå for hans egen regning. Men apokalyptisk det blev det i hvert fald efter at Sunn O))) var gået gennem mængden og op på scenen iført hver deres kutte og med hver deres flaske rødvin. Og apokalyptisk det blev det igen søndag aften i Lille Vega.

Sunn O))) er opkaldt efter guitarforstærkeren Sunn, hvis logo ser nogenlunde sådan her ud: O))), og de er rundet af en metal- og noise-tradition. Man kan se en op gennem tiden stadig tydeligere linje fra Black Sabbath over Melvins og Merzbow til drone-udforskerne i Earth. Ja, Sunn O)))s Stephen O'Malley har selv sagt, at bandet »revolved around Earth«, altså at solen kredsede om jorden. Og det ene amerikanske band om det andet.

Sunn O)))s grundlæggere - O'Malley og Greg Anderson - har presset dronerocken ud i et psykosomatisk detonationspotentiale, og det synes næsten rørende logisk: At skrue usandsynligt højt op for forstærkere og lydanlæg og lade akkorderne og programmeringerne rumle langsomt, olmt nydelsesfuldt ved lydstyrker, hvor ørepropper er et must og nyrebælte en god ide. Der kan være fem, måske ti sekunder mellem akkorderne, og, tro mig, det kan være salige sekunder. Alt hvad man hører under påvirkning af Sunn O))) er ikke bare vibrerende, men detonerende atomer, der sender varmebølger igennem sjæl og legeme.

Og når først ørepropperne er installeret, så kan man denne søndag aften nyde, hvordan Lille Vegas fremragende lydkvalitet og bandets lydtryk - der må have sprængt alle EU's retningslinjer - yder deres sofistikerede udråbstegn kompleksitet fuld retfærdighed.

Sort tøris fra helvede

De træder ind på scenen vanen tro hyllet i kutter, deres såkaldte grimm robes, og leverer en karakteristisk langsom majestætisk tektonisk åbning med O'Malley, Anderson og en medsammensvoren på elektronik. Vi er dybt i basregisteret, vi er dybt i urhavet, hver unison akkord en lungefuld sort tør-is fra helvede. Man inhalerer med frygt og fryd. Så træder den ungarske forsanger Attila Csihar fra bandet Mayhem ind på scenen. Og herfra flytter koncerten sig op i et mere komplekst, stadigt langsomt udfoldende leje.

For lige så kulørt iscenesættende og umiddelbart fysisk effektfulde Sunn O))) opererer, lige så kunstnerisk ambitiøst stræber de. Og med sidste års fremragende album Monoliths & Dimensions ekspanderede de grænserne for deres minimalistiske doom metal-rige, så det nu også inkluderer provinser med electric jazz ca. Miles Davis' Bitches Brew, korværker, folkemusik, avantgarde, blæsere, strygere, harper. Uden at det på noget tidspunkt virker applikeret eller for den sags skyld væsensforskelligt fra Sunn O)))s tidligere udtryk. Det virker blot, som at de har strukket deres sorte materie yderligere og dermed nået andre genrer og udtryk - og uhørte ægteskaber i krypten.

Mange af disse sammensmeltninger reproduceres eller muteres elektronisk søndag aften, selvom en trækbasun da bliver hevet frem. Og det forklejner ikke oplevelsen af en enorm kunstnerisk udvikling, hvor f.eks. fabulerende freejazzede tangenter skaber helt ny tonal dynamik. Som kumpanen fra The Rock noterede efter denne seneste koncert, så bevægede bandet sig jo ligefrem op i mellemtonen. Uhørt!

I denne ekspansionspolitik er Attila Csihar en helt afgørende og sublim eminence. Han growler grovkornet, han brøler hjerteskærende og majestætisk, han synger noget der kunne minde om folkemusikalske harmonier, og han arbejder med en overtonesang, der leder tankerne hen på den samiske sangstil yoik. Og det sker med stor dramatisk kraft, i nogle gange nådesløse rutcheture fra oppe i overtonerne og ned i de sataniske jernminer.

En okkult oplevelse?

Luften er tyk, en sitrende substans omkring en. På scenen er de fire musikere blot silhuetter. Kroppen giver efter, bliver et med den massive påvirkning. Rørene i forstærkerne i O'Malleys tre guitartårne gløder. Strengenes grovkornede, monstrøst klangfulde svingninger er vores svingninger. Det er en hedensk nydelse, sensuel, ja, nærmest seksuel.

Musikkens knytnæver presser sig mod en i nænsomt voldelig slow motion, og man oplever musikken som en rent fysisk tilstedeværelse. Som noget der ikke behøver at blive oversat af hjernen via trommehinderne, men rammer kroppen direkte.

Hvor andre koncerter ved deres høje lydtryk forskubber balancen mellem ører og krop, ja, så sparker Sunn O))) styrkeforholdet af led ved deres infernalske lydtryk. Det er først og fremmest kroppen, der lytter. Og at man så samtidig kan nyde det minimalistiske mesterskab i Sunn O)))s kompositioner gennem ens formummede ører flytter bare koncerten tæt op ad, ja, når faktisk det sublime i lange passager.

Og Attila Csihar sætter yderligere kulør på showet med sine kostumeskift. Kort inde i hans optræden ifører han sig en slimet gummimaske, som får mig til at tænke på Leatherface fra Motorsavsmassakren, men også på abjektet, det der hverken er eller ikke er en eksistens, f.eks. misfosteret i David Lynchs Eraserhead.

Senere trækker han i en enorm krone med takkede spejlspir, der nikker til både Jesus og Frihedsgudinden, og så tilføres et Terminator-element, da det viser sig, at han nu også kan skyde med røde laserstråler ud af otte af fingerspidserne. Det er sort morsomt, absurd, urovækkende, en slags doom-Fellini, og det flytter fokus en kende fra musikken på en ikke helt hensigtsmæssig måde. Men godt teater, det er det, og det kan ikke afgørende ændre ved oplevelsen af et band, som synes at kunne ekspandere ubegrænset - men samtidig også synes på toppen nu og her.

En okkult oplevelse? Hedensk? I hvert fald en oplevelse af ekstatiske dimensioner. Institutioner spilles i grus. Verdensbilleder kæntrer. Banegårde sønderskydes. Gru er skønhed denne aften.

I begyndelsen: Nogle bruger flash på deres kameraer nede foran, og inden koncerten begynder, siger O'Malley, »please, don't use flash«. En kæk publikummer spørger om man må bruge hvidløg. Latter og en fornemmelse af at nogen har tændt lyset i loftet under den mørklagte højmesse. Men ved første anslag er man i bandets magt. Og bliver der.

Til slut: Nede foran scenen sidder to punkere i en tæt ske, ubevægelige, gennemlyst som alle os andre af en mageløs koncert. Således lutrede vandrer vi alle hjem med jordskælv i os.

Sunn O))) - Lille Vega, Kbh., søndag.

Sunn O))): 'Monoliths & Dimensions' (Southern Lord Records) www.southernlord.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu