Læsetid: 4 min.

Jubilæumskoncert efter endt ørkenvandring

Aarhus har haft et mere eller mindre hjemløst symfoniorkester i syv årtier, men for et par år siden flyttede det omsider ind i en attraktiv bolig. Torsdag aften fyldte orkestret 75 år
18. januar 2010

I 1935 fik Aarhus et symfoniorkester, men man havde ikke noget at have det i. Der blev spillet i lokaler beregnet til andre formål end symfonisk musik, og da Musikhuset Aarhus dumpede ned i byen, åbenbarede den store sal en komplet umulig akustik. Først i november 2007 flyttede symfonikerne ind i en residens, hvor de både kunne øve dagligt og give koncerter, og ved skæbnens gunst viste Symfonisk Sal i det tilbyggede Musikhus at rumme en vidunderlig akustik. Tillykke med den endte ørkenvandring, og tillykke med 75-års jubilæet, som blev fejret torsdag aften i disse for århusianere så paradisiske omgivelser.

Orkestret har udgivet en illuminerende jubilæumsbog, forfattet af Steen Chr. Steensen, hvor man kan følge trængslerne gennem årene, også den folkelige uvilje mod dette finkulturelle spilleapparat, som jo kostede alt for meget at drive. Steensen skriver om orkestrets ni liv, og dem var der god brug for. Derfor er det ekstra glædeligt, hvis man ellers er af den opfattelse, at et stort symfoniorkester burde være en selvfølge og et samlingspunkt for skatteyderne i Danmarks næststørste by, at man nu har de bedste chancer for at skabe et virkeligt eventyr.

Hvis orkestret oven i hatten får tilført realistiske budgetter, så man kan hyre solister og dirigenter i sværvægtsklassen, og hvis besætningen på 72 musikere udvides med de ekstra 12-15 strygere, så man uden balanceproblemer kan spille Bruckner, Mahler og det 20. århundredes store orkesterklassikere. Hvorfor er det kun DR's koncerthusgængere, der kan løse billet til den slags musikoplevelser?

Handel goes to town

Jubilæumskoncerten lå i hænderne på chefdirigenten siden 2003, italieneren Giancarlo Andretta, som er et sjældent sympatisk medlem af standen. Andretta er en fremragende operadirigent, og han har præget orkestret med en syngende, smukt afrundet klang, formodentlig hidrørende fra hjemlandets vokale bel canto-traditioner.

Programmet var dansk på flankerne med Mozart i centrum, hvor han som bekendt befinder så vældig godt. Man havde bestilt et nyt værk hos Poul Ruders, som han selv fortalte om i en introduktion før koncerten. På spørgsmålet om hvordan han komponerede, svarede han, at hans ideer billedlig talt svømmer rundt i en indre septiktanks svovlpøl, der er sådan set grøde i suppen hele tiden, det drejer sig bare om at hente det brugbare op på papiret. Det nye værk bekræftede komponistens bekendelse, for ideerne væltede ud. Udgangspunktet er den livligt springende bourrée fra Händels Water Music, efterfulgt af 90 betragtninger eller metamorfoser over forlægget.

Ruders arbejder suverænt med det store orkester, men i lige så høj grad økonomisk med grupper og solister. Det godt 40 minutter lange variationsværk lød derfor svært underholdende, som en Handel goes to town, men desværre også ganske mættende allerede da vi var nået halvvejs. Hvad Andretta nu ikke rigtig fik fat i, var brudfladerne og knytnæverne i værket, svovldunsterne nåede i hvert fald ikke ud over rampen.

Stille storhed

Den østrigske pianist Rudolf Buchbinder entrede derefter podiet for at spille Mozarts sidste klaverkoncert i B-dur med et reduceret orkester. Og under første sats sad man og funderede på om ikke Andretta skulle være blevet udenfor, for korrespondancen mellem solist og orkester var ikke alt for god; aktørerne kunne måske have klaret paragrafferne selv. Men billedet ændrede sig fuldstændigt i larghettoen.

Buchbinder viste vejen, og salens fine akustik var med ham. Temaet blev spillet med ædel enfold og stille storhed, for nu at tale med en klog gammel tysker. Og Buchbinder søgte dernæst bestandigt øjenkontakt med udvalgte musikere, så der netop blev åbnet for den sublime kammermusik, helt betagende da solofløjtenisten på sit sprøde wienerklassiske træinstrument fandt tilbage til temaet, så at sige hånd i hånd med pianisten. Her viste Andretta sig som den tilbagetrukne mediator, og det fortsatte med smil på læben i finalens bittersøde afskedsmusik med temaet, som vi kender fra »Kom maj, du søde milde«.

Sydlandsk Nielsen

Carl Nielsen er endnu ikke verdensberømt i Sydeuropa, knap nok i Wien, hvor Giancarlo Andretta har tilbragt nogle af sine læreår. Vi har hørt finner, svenskere, russere, briter og amerikanere dirigere Nielsen med begejstring og indsigt, men hvordan ligger han for en italiener? Den 5. Symfoni er monolitten i dansk musik. Mægtig, hymnisk, kaotisk og konfliktfyldt. Ofte bliver den første sats gengivet som en widescreen konfrontation mellem gode og onde kræfter, med vægt på krise og konfliktoptrapning.

Hos Andretta hørte vi symfonisk musik slet og ret, analyseret som sådan og fremlagt som sådan. Hans overordnede koncept var skønhed og balance, hvorfor man sjældent har hørt den truende march så velklingende, med de monomant gentagne pizzicati fra bratscher, celloer og basser fabelagtigt projiceret ud i rummet.

Til gengæld tappede Andretta vikingeblodet ud af trompeterne og basunerne, da de omsider sluttede sig til fjeldbestigningen i adagio-delen. Så tamt underbelyst har Nielsen vel ikke ønsket dette sted. Spielverderberne i skikkelse af lilletromme og klarinet gav nu pokker i dirigenten og gik i clinch med resten af orkestret på dansk manér, og der skal gives særlig ros til den unge soloklarinettist Mathias Kjøller, som viste sand international klasse. Pas på ham, det kan være han stikker af til Berliner Filharmonikerne, ligesom den jævnaldrende basunkollega gjorde sidste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu