Læsetid: 6 min.

Julegaven der kom for sent

Svimlende smukt ’dansk’ slutmanifest fra tenorsaxofonisten Stan Getz udgivet i sin helhed
Svimlende smukt ’dansk’ slutmanifest fra tenorsaxofonisten Stan Getz udgivet i sin helhed
6. januar 2010

Det kunne have været en perfekt julegave til enhver jazzinteresseret dansker over 50 – og dem er der jo faktisk en del af – men den danske afdeling af Universal sov i timen og måtte gøres opmærksom på udefra, at en af de største jazzbegivenheder på dansk jord nogensinde nu fås i fuldt udtræk: Tenorsaxofonisten Stan Getz og pianisten Kenny Barrons legendariske fire duoaftener i Montmartre i Nørregade i marts 1991, nu udsendt på fransk Universal som ikke mindre end syv cd’er – ude i rigelig tid til den franske julehandel, men altså ikke til den danske.

Så megen fokus på emnet julegave, fordi der i dette tilfælde er tale om musik, man kun vil forære væk til nogen, der vil vide at værdsætte den som dét, den er: et svimlende smukt og krævende manifest fra en stor kunstner, der modvilligt har forliget sig med dødens komme, og som uden anden patos end den totalt uforfalskede giver al sin sidste – og, vel at mærke, usvækkede – kraft til sin egen svanesang. Intet mindre.

Tre måneder senere døde Stan Getz af levercancer. De fire aftener med Kenny Barron i Nørregade blev hans sidste live-indspilning, foretaget på initiativ af det daværende fransk Polygrams Jean-Philippe Allard med DRs Ib Skovgaard og Johnnie Hjerting som hhv. medproducer og tekniker. En god halv snes af de i alt 48 titler (nogle af dem dog i to, tre eller fire versioner), der blev spillet på disse fire aftener, er tidligere udgivet på en dobbelt-cd, som hedder det samme som dette nye, syvfoldige monument, People Time (efter Benny Carters oversete tegnefilmmelodi). Det meste altså dengang skilt fra, fordi det optimale syntes at være dobbelt-cd’en, men noget var også udeladt, fordi Getz selv var mindre tilfreds med det.

Ingen lagunestemning

Men nu får vi det alt sammen, endda i kronologisk rækkefølge, og det føles ikke, som om hovedpersonens indvendinger dengang mod enkelte numre i dag kan have nogen relevans. Hvem ville lade et Picassobillede blive liggende i kælderen, fordi kunstneren engang mente, det var ufærdigt? Desuden: billedet af Getz som kunstner ville ikke være færdigt, hvis vi ikke i fuld udstrækning kunne følge, hvordan han i sine sidste år og specielt på disse optagelser formåede at samle den dobbelthed, han til overflod besad, i ét udtryk. Instrumentkollegaen Zoot Sims kaldte ham »a nice bunch of guys«, en venlig omskrivning af det faktum, at Getz kunne optræde venligt og empatisk men samtidig besad en ganske veludviklet og ofte luftet indre svinehund (noget, især familie og kolleger måtte døje med), således at han i sit spil mestrede både den mest sarte lyrisme og voldsomt aggressive udbrud, og at han dybest set var en formidabel, ’hard core’ bebopmusiker og alligevel kunne give brasiliansk bossa al den køligt indolente tristesse, den krævede.

Millioner – og muligvis også en del der læser dette – kendte ham kun for disse bossa nova-plader, så derfor er der grund til at gøre opmærksom på, at der ikke er nogen vemodig lagunestemning at hente på disse syv cd’er. Vi taler om jazz, så det synger i alle scenens sammenføjninger: Jazzens store standardmelodier som fuldt udfoldet improvisationsmusik, veloplagte uptempo-numre som qua de to musikeres virtuositet kan antage en næsten musikantisk kvalitet, suveræn melodisk udforskning i raske spadseretempi, ballader spillet med ynde og transparens og helt uden tvetydighed i hengivelsen, og oven i dette Barrons insisterende rytmiske frodighed og Getz’ tone, lys, porøs som altid, men med ture ud i det ekstatiske, som dyrebrøl eller primalskrig, hjerteskærende i enhver henseende og musikalsk fuldstændigt logiske.

Svanesangen

Hvis vi – på trods af at han nogle dage senere i et studie i Paris reparerede lidt på en tidligere foretaget indspilning med sangeren Abbey Lincoln – køber påstanden om, at Stan Getz sluttede sin karriere i jazzen ved 22.30-tiden den 6. marts 1991 i Nørregade 41 i København, så gjorde han det – skønt udmattet af sygdom og efter fire afteners anstrengelser – med en forrygende uptempo-udgave af Richard Rodgers’ »Surrey With the Fringe On Top«. Og som fjerde titel denne sidste aften, der måtte afkortes til ét sæt p.g.a. hovedpersonens fatigue, spillede han endnu en version af det, der nu, ved fornyet gennemlytning af disse magnifikke aftener, står som hans egentlige svanesang: Argentineren Eddie del Barrios dybest set ret corny ballade, »I’m All Right, I’m Okay«, som han gør til det pureste jazz ved at frasere den tifold bedre end komponisten og så slutte med at krænge sin tones kraft ud i en række opadgående løb, som råbte han melodiens titel ud over det åndeløst lyttende publikum: »Gu’ er jeg ej terminalt syg. I’m All

Right, I’m Okay!«

I sine indsigtsfulde noter gør Gary Giddins opmærksom på historien om Getz og trommeslageren Mel Lewis, der begge blev diagnosticeret med levercancer i 1987, hvorefter Getz betroede Lewis: »Jeg skal nok klare den. Jeg er for djævelsk til at dø«. Lewis døde godt nok først, men udødelig var Getz jo altså ikke, hvorefter denne anmeldelses eneste tænkelige slutreplik må blive: Jo, på disse syv cd’er er han udødelig.

Uomgængelige Marsh

Som person påkaldte Getz’ instrumentkollega, Warne Marsh, sig mindre opmærksomhed end Getz, og sådan noget smitter: der var heller aldrig, da han levede, en opmærksomhed om Marshs musik, der kunne måle sig med den, der blev Getz tildelt, på trods af at de var jævnaldrende og trak på den samme oprindelige inspiration fra Lester Young.

Dog næppe overraskende, for Marsh ejede ikke Getz’ flamboyante væsen, han spillede aldrig bossa nova med piger fra Ipanema, og han foretrak endda medspillende, der, som han selv udtrykte sig i egalt formede fraser og kun søgte ét sted hen: mod melodiens kerne. Den spillemåde der i sit ydre kunne forekomme klinisk og lidenskabsløs, men som søgte sit drama på de indre linier – i korte, hastigt formulerede, næsten tøvende figurer – havde han fra sit årelange samarbejde med pianisten Lennie Tristano, og det er den spillemåde, man kan finde på det danske Storyville-selskabs genudgivelse af to centrale koncertserier med Marsh, dels fra København i december 1975 med Lee Konitz samt danske og engelske musikere som partnere, dels fra Fasching i Stockholm i 1980 med bassisten Red Mitchell som eneste ledsager.

I de danske optagelser, dels fra Montmartre i St. Regnegade, dels fra det daværende Rosenberg-studie, tvinges Marsh af sine medspillende, ikke mindst brillant spillende NHØP, Ole Kock Hansen og Svend Erik Nørregaard, til at tage større chancer end ellers i sit figurspil, hvilket gør musikken mindre egal end ellers, men aner man lidt ubehag hos Marsh over det pågående akkompagnement, kan man til gengæld nyde overdådigt begavet spil – i Tristanos ånd – fra Ole Kock Hansen.
Totalt fokus på Marsh som kompromisløs improvisator i helt ideelle omgivelser er der på Fasching-optagelserne. Her kan man studere de forbløffende, næsten flygtige fraser, der danner grundstammen i et spil, der kan nærme sig det æteriske, men som hele tiden tager afsæt i hans utrolige harmoniske indsigt, og som holdes på plads af fornemt spil af Mitchell, hvis svaghed for dobbeltgreb og guitaragtige løb her har en meget befordrende funktion.
At talrige unge tenorsaxofonister i dag betragter Marsh som uomgængelig i deres uddannelse, og at det er et dansk selskab, der sørger for at forsyne verden med den slags feinschmeckermusik, kan gøre én lidt mere opløftet på en sur vinterdag.
kultur@information.dk

Stan Getz/Kenny Barron:
’People Time – The Complete Recordings’, 7 cd’er (EmArcy/Universal)
Warne Marsh/Lee Konitz:
’Two Not One’, 4 cd’er (Storyville)
Warne Marsh/Red Mitchell:
’Big Two’, 2 cd’er (Storyville)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

En musik anmeldelse der selv er musik – en nydelse at læse. Angående Stan Getz og Kenny Barrons duoaftner i Montmartre i 1991, så findes der en 3´je udgivelse, som slet og ret hedder: Stan Getz Café Montmartre. På denne CD er 5. ud af 9 nummer fra duoaftner i 1991. De resterende nummer er fra 1987, hvor Rufus Reid på bas, og Victor Lewis medvirker på trommer.

Åh, kære Montmarte, og kære Jazz kay, der ikke fik denne oplevelse. R.I.P 1988

Nu var han nok mere til selskabet end jazzen, men hvor er det trist at kun ildsjæle kan skubbe til de umusikalske danskere.