Læsetid: 3 min.

Krølle på halen

En skuffet gæst krydser sit spor og får til sin overraskelse genetableret et varmt forhold, der ellers var blevet dømt ude
8. januar 2010

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke kom igen. For et par somre siden bænkede jeg mig udenfor Le Saint Jacques på Østerbro, på sommervarme Skt. Jakobs Plads men ak, fy og føj i et uspændende måltid var lavpunktet en stiv maizenajævnet imitation af en sauce og livløs broccoli. Og jeg synes præcis det, som du tror, jeg synes om broccoli og stive maizenajævninger. Og jeg bærer nag. Tjeneren kom tilmed glad ud og bekræftede, at der var tale om maizenajævning. Suk.

Så Le Saint Jacques var på listen over steder, der havde givet op, og var på vej til ophugning. Der var vel sagtens gået brunch i den det er de færreste køkkener, der kan holde til at gå i gang med det kønsløse bruncheri, det er simpelthen for ligetil at sjuske.

Brunch er en ubehagelig københavnerdille, der nægter at dø, og som trækker papsmag i sit kølvand.

Strammet op

Men det ærgrede, for bagmanden Daniel Letz er ellers et af de store dyr i den københavnske køkkenjungle tidligere køkkenchef på Kong Hans, der også i hans tid var i den absolutte top af den nordiske køkkenpyramide. Og jeg havde været glad ved stedet.

Omtrent samtidigt med, at Francis Cardenau gjorde noget lignende og gik fra Kommandanten og startede sig et brasseri Sommelier gjorde Daniel Letz noget lignende, forlod Kong Hans og lavede sig et brasseri med kammuslingen som logo og som fast bestanddel af sit menukort sammen med sin i København danmarksberømte røgede laks og en grundbogsgåseleverterrine.

Men det kom mig for øre, at der var blevet strammet op, og at der var nye kokke. At man skulle prøve det igen. Så efter nytår og jul og gæster og familie og børn og gaver og pis og endnu mere gavepapir prøvede min hustru og jeg igen.

Og det er et hyggeligt sted, der burde gøre det godt som scorested til den boglæsende middelklasses dateri på Østerbro. Hvis jeg var østerbro-radikal, sidst i 30erne og single havde jeg nok haft partoutkort bagvæggens enorme montre med russiske ikoner er bare flottere end den dovne indretning, som mange af byens betalelige steder ellers gør det i.

Én sky på himlen

Selv om verden er ved at drukne i dødssyg burlaks, så skal jeg have Daniels Letz koldrøgede laks, når jeg kommer der. Skidtet er berømt af en grund den er krydret med enebær og karry og røget over lang tid ved lav temperatur med en blanding af tre slags træspån og jeg tror, de chanter henover den også. En stor, dejlig tallerken med feldsalat, en anelse yoghurtdressing må det have været, og marinerede selleritern. Min kone spiste anderillette rørt med citronsaft, så den blev helt frisk, nærmest tataragtig fornyelse inden for rammen kalder på respekt. Den var serveret med puylinser og frisée. Mine kammuslinger man skal jo spise husets specialiteter kom med en hvid bønnecreme, marinerede selleri og dampet savoykål, og den karamel der sætter sig på panden, når man steger kammuslinger, lå sammen med stegesmørret det fik smagen af nød i kammuslingerne frem på bekostning af deres sødlighed. Det var en overraskende grøntsagsdomineret tallerken, og der var skam mad for pengene i den tallerken også. Jeg havde krølle på halen og var glad, også selv om kammuslinger skal være bløde i midten og ikke gennemstegte, så de trevler. Eneste sky på himlen var, at min kone drak Aloxe-Corton 1. cru (Domaine Doudet: 675 kr.) som en bums drikker FFere.

Kun lidt slinger

Hovedretten var oksebavette, køkkenet var løbet tør for mørbrad, men det var prima, og så smager det jo af mere men nu begyndte min hale at stritte lidt mere. Ingen fingre at sætte på den kraftige demiglace, men rodfrugtspureen baseret på jordskokker, gulerødder og pastinak, var for sød og både rosenkål og bønner var udkogte. Næ forretter og mellemretter var de bedste. Min dessert, creme caramel med en skummende is og henkogte pærer, blev først rigtig sjov, da den franske betjening trådte i karakter og prakkede mig et glas kølig (økologisk) Monbazzillac på med smag af vanille, appelsin og abrikos. Se det er den slags, gode steder kan finde ud af. Så man kan godt gå på Le Saint Jacques igen. Og det er ikke for dyrt 345 kr. for tre retter, 395 for mine fire.

Retter de lige den sidste slinger i valsen, så er det sgu value for dollar, også hvis man ikke prøver at score en DJØFer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu