Læsetid: 4 min.

L.H.O.O.Q.

Måske det alligevel bliver Leonardo da Vinci, der får det sidste ord
Måske det alligevel bliver Leonardo da Vinci, der får det sidste ord
8. januar 2010

Forleden aften viste DR2 Mona Lisas Forbandelse, en lang tv-film produceret af BBC, hvor den australsk fødte kritiker Robert Hughes, i mange år kunstanmelder for Time Magazine, affyrede alle tiders bredside mod billedkunsten, som den har udviklet sig efter Andy Warhol.

Han gjorde det med afsæt i Mona Lisa. Leonardo da Vincis berømte maleri var i begyndelsen af 60erne på besøg i Amerika, hvor dets ikonstatus, der ikke længere ifølge Richard Hughes har noget med billedets kunstneriske udsagn at gøre, blev bekræftet af de to lige så store ikoner, der tog imod det, da det landede: præsident John F. Kennedy og hans hustru Jacqueline.

Kort efter var Kennedy myrdet og Robert Rauschenberg, en forløber for den popkunst, der især via Warhol skred helt ud, hvor Damien Hirst i dag huserer med sine diamantbesatte kranier, silketrykte sin blå Kennedy, der anklagende peger ud mod den, der nu i fremtiden måtte se ham.

Netop Rauschenberg, hvis combines på aldrig før set vis blandede højt og lavt, indre og ydre, kunstnerisk og politisk, var den første nulevende samtidskunstner, hvis værker på de toneangivende auktioner pludselig eksploderede til hidtil aldrig sete prislejer.

Det fik ham til at spørge sælgeren, der jo havde erhvervet det auktionerede værk en hel del billigere, om der mon ikke kunne blive råd til i det mindste at sende maleren, værkets ophavsmand, en lille buket blomster som tak for den enorme profit, arbejdet havde genereret.

Samlere

Robert Hughes giver måske ikke ligefrem Leonardo da Vinci skylden, men han bruger Mona Lisa og prisen på dette gådefulde værk, som et indledende eksempel på, hvordan den kunstneriske værdi, der bygger på århundreders kulturdannende, vurderende spekulationer, nu ikke længere er det afgørende, når prisen skal sættes.

Det drejer sig om en helt anden ikonisering end den betragtning, der traditionelt har villet, at et kunstværk som Mona Lisa på én gang langt ud over og dybt inde i os selv som beskuere først vækker og derefter solidt repræsenterer værdier der, kortsluttet i værkets blændende situation, udvider vores bevidsthed om en både privat og fælles tilstedeværelse i verden som et sig stadigt fornyende men dog til enhver tid også i noget alment fast forankret kulturbærende faktum.

Hughes taler i sin film med forskellige samlere af kunst. Dels den gamle type, et nu ældre ægtepar, der i deres ungdom på beskedne lønninger hun var bibliotekar, han arbejdede på et posthus erhvervede en betydelig samling af amerikanske minimalister LeWitt, Andre osv. som de i deres høje alder nu uden videre har givet videre til et museum.

For kunsten tilhører ingen. Den er alles.

Og så den nyere type, der sidder med sine 800 værker af Warhol og som narkotisk besat jager yderligere værker af denne 60ernes mest ikoniserede kunstner over alt, hvor de måtte dukke op, uden at vide, hvorfor, ud over at man måske kan tjene 40 millioner dollars på at sælge hvert enkelt af værkerne videre, bare den helt rigtige nyrige kapitalkineser dukker op på den rigtige auktion.

Kunsten er i dag, siger Hughes, den største ikke officielt regulerbare økonomi efter narkotika.

Nope

Kunstnerne? James Rosenquist, en af veteranerne fra popbølgen i 60erne, oprindelig billboardmaler, fortæller, hvordan Willem de Kooning, den længst levende af de legendariske action-paintere fra 40erne, engang stod i sit atelier og havde set sig så sur på sit igangværende maleri, at han havde skrabet malingen af, og den nu lå som en dynge kulør på gulvet. Lige netop da kom så chefindkøberen fra Stedelijk i Amsterdam ind ad døren, så billedet og udbrød ekstatisk: »Ach Willem, dat iss your nieuwe brutale stijl, wir kaufen es for 400.000 dollars, ja?«

»Nope,« sagde de Kooning, for han var af den gamle skole. Damien Hirst havde sagt ja, og så havde han taget konsekvensen.

Udsendelsen er en af fire om kunst og penge, som BBC producerede i 2008. Den blev i The Guardian kommenteret af Germaine Greer, der selv adskillige gange har haft det kvarters berømmelse, Andy engang tildelte enhver i fremtiden. Hun er ligesom Hughes fra Australien, og de har kendt hinanden siden 50erne, hvor kunsten endnu ikke var af lave. De to er gode venner.

»Jamen Bob, min skat,« siger Germaine. »Der er noget her, du aldrig har fattet. Damien laver ganske rigtigt ikke noget selv, og han kunne have brugt bedre håndværkere, men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om kunsten selv, og hans værk er netop en kommentar til den situation, du påpeger. Ingen ved bedre end Damien, hør nu efter skat, at ingen af dem, der køber hans værker, aner en skid om, hvad de i virkeligheden siger. Det er jo ikke værkerne, han sælger på auktionen, det er auktionen, der er værket!«

Hun anklager nu Robert Hughes for at være moraliserende i sin kritik, men er det ikke netop også en sataniseret moralisme, der er den egentlige, hastigt nedsmeltende kerne i Damien Hirsts provokationer? Og selve det, at han bare skovler penge ind på dem, er det ikke et moralsk problem? Kunst eller ej?

Mere mere mere

Hvorfor smiler Mona Lisa? Marcel Duchamp, alle koncepters tipoldefader, ham med pissekummen, flasketørreren og cykelhjulet, besvarede det spørgsmål ved under en reproduktion af det gamle billede at skrive bogstaverne: »L.H.O.O.Q.« På fransk, bogstav for bogstav, »elle a chaud au cu« og i dansk oversættelse: »Hun har ild i røven.«

Det bør de også have på DR efter at have sendt den her fremragende og tankevækkende gang kvalificeret raseri.

Lad os hurtigst muligt få de tre øvrige i BBC-sættet, tak!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu