Læsetid: 4 min.

Livvagterne i Islamabad

Selvmordsbomber og hotelbrand bringer seerne i begivenhedernes centrum, men der er mere dramatik end drama i de nyeste afsnit af DR-serien, hvori sekretæren betror sig til kaffekopper
DR's dramaserie 'Livvagterne'. Her de tre livvagter (fra venstre) André Babikian, der spiller Jonas Goldschmidt, Cecilie Stenspil,  livvagten Jasmina El Murad og Søren Vejby, der spiller Rasmus Poulsen.

DR's dramaserie 'Livvagterne'. Her de tre livvagter (fra venstre) André Babikian, der spiller Jonas Goldschmidt, Cecilie Stenspil, livvagten Jasmina El Murad og Søren Vejby, der spiller Rasmus Poulsen.

Søren Bidstrup

11. januar 2010

Med de to første af de nye afsnit af Livvagterne er vi midt i begivenheder, som vi jævnligt kan læse og høre om i de daglige aviser og på tv.

Hotel Phoenix i Islamabad, som har adskillige vesterlændinge boende, angribes af en selvmordsbomber i en lastbil med eksplosiver, og 70 personer anslås omkommet, 100 såret. Blandt dem er en dansk livvagt, som sidst i andet afsnit, der blev sendt i aftes, begraves med militær honnør. Tættere på en aktuel virkelighed kan man ikke komme. Søreme om der ikke også er en Muhammedtegner med.

Det er højdramatisk, men er det også drama? Jeg synes det ikke. Ikke endnu.

Dertil er det for skematisk og actionbetonet. Forfatterne folder et skrækscenario ud, og det er præcis, som man kan forvente, men drama opstår af det uventede, det overraskende. Her er der snarere tale om en slags dramadok-reportage, der viser alle de typiske reaktioner i de forskellige led i årsags- og virkningskæden.

Til gengæld er analysen korrekt: En tegner har tegnet en satiretegning af Muhammed, og som en følgevirkning er en dansk ambassade brændt ned, men nu skal den genåbnes. Den danske udenrigsminister vil derned og planlægger også et besøg på en pigeskole i den pakistanske provins. Efterretningstjenesten og livvagterne skal berede vejen. Først angribes pigeskolen, så hotellet. Selvmordsbomberen her tilhører en fanatisk celle, men han har også en personlig interesse. Han er blevet afvist af sin tidligere forlovede, den dansk-pakistanske pige, der står i receptionen, hvilket så ikke er lige efter bogen, men hvorfor ikke,

Død eller ej

Danmarks Radios tv-serier er med rette blevet prisbelønnet internationalt og har overhalet de ellers så skamroste britiske indenom (bortset fra enkelte som Spooks og Sagen genåbnet). Vi er i front med en helt moderne fortællestil og i dybden med personkarakteristikker, men i Livvagterne går de ikke så dybt endda, selv om der er ansatser. Det kan forsvares med, at livvagter pr. definition optræder som en slags robotter, der må fortrænge deres privatliv på grund af arbejdets karakter, men det er alligevel et savn - og det er ikke nok, at de græder med den sørgende enke, og at to af dem omfavner hinanden i et kærlighedsforhold. Det er overflade. Det samme gælder livvagten Jasminas heltemodige indsats under hotelbranden, som hun næppe selv oplever som sådan, men som bringer hende på forsiden af selv amerikanske aviser.

Trods de voldsomme begivenheder er man kun til husbehov spændt, nervøs eller engageret som seer, mens man venter på det, der skal være det spændende, dynamoen i afsnit 12: om den danske efterretningsmand er død eller ej. Der mangler dilemmaer, som giver skuespillerne lejlighed til at træde i karakter.

For hurtigt

Forud for visningen var DR i tvivl om, hvorvidt det var passende at sende afsnittene ud, fordi virkelighedens Kurt Westergaard lige var blevet opsøgt af en somalier med en økse i sit hjem. Det havde man ikke behøvet at være. Herregud, en muslimsk kvinde smider en sko efter seriens tegner! Det var der ikke meget drama i heller. Det sker i Randers, hvortil Jasminas to kolleger er 'deporteret' for at passe på tegneren. Randers i stedet for Islamabad. Det opleves som en kedsommelig opgave.

Det uventede sker, da tegneren pludselig kravler ud af sit hotelvindue og flygter fra sine livvagter med lommerne fulde af småsprut fra værelsesbaren. I skoven er han ved at blive kvalt af en anden hotelgæst, en debil søn af en mor, som ikke bryder sig om Muhammedtegnere og netop har sagt ham et par uborgerlige ord.

Livvagterne får umanerligt omgående afværget angrebet. Flugten fra overvågningen kunne have været dyrket som et godt tema i længere tid, men det går alt, alt for hurtigt og er overstået i løbet af nul komma fem. Desværre. En forsvundet tegner kunne være en udmærket cliffhanger.

Rådne æbler

Tegneren har i øvrigt en af de vægtige, meningsfulde replikker eller monologer, der gerne måtte være flere af. Han sammenligner sin situation med en politiker, der ryster sit æbletræ for at få ormene til at skifte opholdssted. Nu er hans æbler blevet rådne, brune og ormstukne. Livvagternes dialog, der viser deres forskellige syn på tegnere, giver også mening.

Så lad os ikke male fanden helt op på væggen. Livvagterne ligger i kvalitet milehøjt over TV 2's serie om Blekingegadebanden, som har kørt i den seneste tid. Hvad der trods de dramaturgiske svagheder alligevel gør den interessant at følge, er dens vilje til netop at være i begivenhedernes centrum, som de tegner sig på den aktuelle, politiske scene, hvad terror angår.

Skuespillerne gør, hvad de kan, men én præstation hæver sig fortsat over de andres: Thomas W. Gabrielssons som PET-chefen, der med stærkt virkende underspil formidler den trykkede stemning allerbedst.

Man kan også glæde sig over en god detalje, da sekretæren, fint personificeret af Ditte Gråbøl, fortæller, hvordan hun har betroet sig til mange kaffekopper. Det er nemlig nemmere end at betro sig til Gud.

'Livvagterne 11 og 12'. Skrevet af Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. Instruktion: Mikkel Serup. DR 1 søndagsaftener kl. 20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu