Læsetid: 5 min.

Mussolini var en pioner for lederkulten

Fascismens lederskikkelse var ikke en fanatiker, men en dannet kyniker, der havde læst både Marx og Machiavelli. En ny biografi fortæller, hvordan Mussolini kastede Italien ud i borgerkrig for at beholde magten
En ny biografi om den italienske fascist, Benito Mussolini, skildrer ham som kynisk   og magtbegærlig lederskikkelse, frem for som den undersætsige, lidt latterlige figur, der har domineret europæiske forestillinger om diktatoren. Arkiv

En ny biografi om den italienske fascist, Benito Mussolini, skildrer ham som kynisk og magtbegærlig lederskikkelse, frem for som den undersætsige, lidt latterlige figur, der har domineret europæiske forestillinger om diktatoren. Arkiv

21. januar 2010

Set med nordeuropæiske øjne fremstår Mussolini og hans fascistiske regime som en nærmest komisk udgave af Hitlers nazistiske voldsherredømme. Den svenske forfatter og debattør Göran Hägg forsøger i den første biografi om Mussolini på dansk i 40 år, Mussolini - et studie i magt, at korrigere denne opfattelse, som bygger på kulturelle misforståelser og fordomme.

I 1933 omtalte Jyllands-Posten tilmed Mussolinis regime som en 'velgerning':

»Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske Syndflod, som et udueligt parlamentarisk Styre havde gjort det modent til, og ingen kan bestride, at hans Diktatur har været en Velgerning for det italienske >Folk.«

Da Mussolini endte sin løbebane med benene i vejret under halvtaget på en benzinstation, havde 444.000 italienere mistet livet i krigen. Det trækker så dybe spor ind i vor tid, at det kan siges så enkelt, som Martin Burcharth skrev i en leder i Information 9. november sidste år:

»Italienerne har aldrig gjort op med Mussolini-tiden, hvorfor landet nu har Silvio Berlusconi.«

Italienske historikere skelner som regel mellem to faser i Mussolinis styre: fascismen som bevægelse og siden som regime. Fra magtovertagelsen i 1922 og indtil erobringen af Abessinien, det nuværende Etiopien, i 1935-36 stod Mussolini i spidsen for en revolutionær bevægelse, der moderniserede det tilbagestående Italien.

Men da han valgte at støtte frankismen i Spanien, ændrede den vestlige opinion syn på styret:

»Det er i forbindelse med Mussolinis accept af nationalisternes rædselsgerninger under Den spanske Borgerkrig, at ordet 'fascisme' får sin nuværende betydning, hvor det generelt forbindes med højrediktatur og en voldsideologi, der bygger på foragt for menneskeliv og retfærdighed,« skriver Hägg.

Siden kom racelovene og en stadig større afhængighed af Tyskland, indtil Mussolini endte som Hitlers marionet i »skændslens rige«, den norditalienske Salò-republik.

Anden Verdenskrig udviklede sig for Italiens vedkommende til en regulær borgerkrig, der aldrig har været genstand for en kollektiv bearbejdelsesproces, som nazismen har i Tyskland, og derfor videreføres som en kold borgerkrig.

Magtens rus

Biografien gennemgår Benito Amilcare Andrea Mussolinis liv fra fødslen i Predappio i 1883 til henrettelsen ved Comosøen 62 år senere. I sin ungdom havde Mussolini syndikalistiske, nærmest venstreorienterede holdninger, men sammen med andre veteraner fra Første Verdenskrig dannede han i 1919 de såkaldte Fasci di Combattimento (kampgrupper).

Knap fire år senere overtog han efter marchen mod Rom magten i landet og omdannede de nationalistiske kampgrupper til en topstyret regeringsmilits.

Hägg hævder, at Mussolinis drivkraft snarere end nogen klar ideologi var ønsket om at erobre og befæste magten:

»Mussolini kunne i løbet af en nat totalt ændre landets politik. Fra at have været anti-klerikal kunne han pludselig blive ven med den katolske kirke, efter kun at have haft hånsord tilovers for tysk racisme kunne han blive antisemit.«

Ernest Hemingway, der som korrespondent for Toronto Daily Star mødte Mussolini i 1923, betegner ham som »the biggest bluff in Europe«.

I løbet af de første 12 år anlagde fascisterne et veludbygget vejnet, drænede store sumpområder for at skaffe ny landbrugsjord og opførte monumentale offentlige bygninger og boligkvarterer, der foregreb funktionalistiske byggerier i de nordiske velfærdssamfund.

Moderniseringen af samfundet blev forenet med en epokegørende brug af massemedier og en personkult omkring føreren, il Duce, som det fremgår af regimets slagord:

»Mussolini har altid ret.«

Propagandaministeriet kontrollerede nidkært den offentlige opinion:

»Gennemse korrespondentberetninger fra Sicilien, for det må ikke offentliggøres, at il Duce har danset,« hedder det i et direktiv til pressen den 14. august 1937.

Reglerne blev gradvist mere detaljerede: »Der må ikke bruges spørgsmålstegn i overskrifter,« hedder det i 1939.

Men ifølge Hägg havde magtens rus efterhånden svækket Mussolinis dømmekraft.

Blodsmystik og fornuft

En vigtig person i fascismens historie og Mussolinis liv bliver grundigt belyst i bogen: digteren og krigshelten Gabriele D'Annunzio, der som leder for en flok italienske nationalister efter Første Verdenskrig indtog den overvejende italiensksprogede by Fiume/Rijeka i det nuværende Kroatien og i et år regerede en fristad efter kooperativistiske og syndikalistiske principper.

Med sit talent for iscenesættelse af magten var D'Annunzio et forbillede for Mussolini, og inden magtovertagelsen var han en potentiel rival til lederskabet i den fascistiske bevægelse.

Men kort inden marchen mod Rom faldt digteren ud ad et vindue i sin villa ved Gardasøen og blev aldrig helt sig selv igen:

»Denne begivenhed var en forudsætning for, at Mussolini kunne marchere mod Rom i ensom majestæt,« skriver Hägg og påpeger, at hændelsen er omgærdet med den italienske tavshedslov, omertà.

I 1927 kommer den første, fatale tilnærmelse fra Tyskland, da en beundrer anmoder om et signeret fotografi af Mussolini.

Anmodningen bliver afslået, men i 1934 møder Adolf Hitler endelig sit idol, da han som tysk rigskansler besøger Venedig:

»Jeg har naturligvis følt mig beklemt i il Duces nærhed, men jeg er lykkelig over, at jeg har haft lejlighed til at tale længe med ham,« sagde han, mens Mussolini klagede over gæstens endeløse foredrag om »blodsmystik hinsides enhver fornuft«.

Men da fascisterne i 1938 erklærede, at »det er på tide, at italienerne åbent erklærer sig som racister«, var skæbnefællesskabet en realitet.

Det sidste møde mellem to af det 20. århundreds hovedpersoner fandt sted i juli 1944, umiddelbart efter Klaus von Stauffenbergs mislykkede attentat mod Hitler:

»Den totale magt har udviklet sig til den totale afmagt,« skriver Hägg.

Arvtagerne

I forbindelse med felttoget i Abessinien brugte italienerne giftgas mod lokalbefolkningen. Fascisternes argumenter for erobringen minder ifølge Hägg om de begrundelser, der blev anvendt inden angrebet på Irak i 2003.

»Lille, sorte ansigt, smukke abessinerinde,« som det hed i en af tidens sange, skulle befries og have del i den europæiske kultur og udvikling. Mussolinis arvtagere i vores del af verden beskrives som »demagoger, der fremhæver, at de selv er helt almindelige mennesker, men aldrig taler om ligestilling. Dem, der altid taler om resultater, udfordringer og nyt lederskab, men aldrig om idéer eller en fastlagt kurs. Populisme uden uniformer og massemøder, men tilpasset tv-mediets logik kan også føre til krig, unaturlige alliancer og katastrofale eventyr.«

Hägg demonstrerer overbevisende, at Mussolini ikke var en ideologisk fanatiker som Hitler eller Stalin, men en kynisk magtpolitiker, der mistede overblikket. Med mange interessante iagttagelser og anekdoter tegner bogen et nuanceret billede af Mussolini og fascismen. Det er dog problematisk, at regimets politiske vold i nogen grad nedtones. Mordet på socialistlederen Giacomo Matteotti beskrives som et hændeligt uheld, mens filosoffen og grundlæggeren af det italienske kommunistparti Antonio Gramscis død i et fascistisk fængsel forbigås i tavshed.

Det er ikke mindst den effektive undertrykkelse af politiske modstandere, som har skaffet Mussolini mange tvivlsomme beundrere:

»Vi må forhindre den hjerne i at virke,« skulle han have sagt om Gramsci. Berlusconi, der forleden valgte at hemmeligstemple retsundersøgelser om efterretningstjenestens overvågning af oppositionspolitikere, dommere og journalister, påstår, at il Duce blot sendte sine modstandere på badeferie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Chr. Nielsen
Niels Chr. Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fint, at 'fascismen' igen belyses, fordi den stadig findes repræsenteret inden for demokratiet. Det synes dog at være en genopstanden socialfascisme at skrive, at "da han (Mussolini) valgte at støtte frankismen i Spanien, ændrede den vestlige opinion syn på styret".
Intet land valgte dog at støtte den spanske republik, demokratisk valgt, og flere lande, heriblandt Danmark, vedtog love imod deltagelse i borgerkrigen og straffede hjemvendte frivillige.
Atter møder vi, tilsyneladende, det overhåndtagende syn på det danske forhold til verdenskrigene: den radikale-socialdemokratiske bekvemmelighed og indordning i et land, hvor fascistiske tendenser, repræsenteret i dagens højrepartier, appellerer til og støttes af et lumpenproletariat (som det vist dengang kaldtes).