»Jeg skærer en flænge i mit kød med en passer, indtil spidsen rammer knoglen.« Sådan siger den kønne teenagepige, mens hun trækker ærmerne godt ud over arrene. »Jeg brækker mig bag ved kompostbunken,» siger den tynde pige med huen langt nede over det lange hår. »Om natten maler jeg hagekors ude på døren til festsalen,« siger fyren med de bløde krøller og udslukte øjne.
For Amokløb - min barndomsleg er ikke bare en forestilling om unge, der pludselig stiller sig op i gymnasiets kantine og skyder vildt om sig. Det er en forestilling om unge, der bliver så ensomme, at selvdestruktion og vold mod andre pludselig flyder sammen og bliver til én uhyrlig og nødvendig handling.
Teksten bag forestillingen er skrevet i 2006 af den nu 28-årige, tyske dramatiker Thomas Freyer, og den er oversat med kontant præcision af Peter Dupont Weiss. Det er hverdag dette her, og det er Danmark. Og omverdenen består af nogle forældre, der ikke aner, hvad deres store børn føler. »Du ser så bleg ud,« siger de med bekymret pibestemme. For de aner ikke, at barnets følelsesafmagt lige om lidt fører til følelseskulde og drab.
Døden som målet
Iscenesætteren Maria Vinterberg har placeret tilskuerne rundt om et firkantet gravhul i Thomas Ravnsgårds metalscenografi. Her har hver teenager et bur at gå ind i, og kropsligheden dundrer derfor gennem publikumsopbygningen, når de unge tonser op og ned mellem tilskuersæderne på flugt fra sig selv - eller på jagt efter idrætslæreren, der har forsøgt at forskanse sig i datalokalet.
Maria Vinterberg leger med døden på en meget konkret måde. I efteråret opsatte hun Ionescos Stolene på Teatret ved Sorte Hest med et stærkt nærvær af død hos Maria Stenz og Lars Knutzons udødelige par. Og i Amokløb bliver døden også nærværende, men omvendt, fordi den spærrer for teenagernes udsyn mod nogen sinde at få et voksenliv. Døden bliver et mål i sig selv. Og Kenneth Thordal har komponeret musik, der både smyger og truer sig tæt ind på de desperate kroppe. Af og til lyder det næsten, som om 'Lasse Lasse Lille' glider ind mellem tonerne. Som en gnækken.
Hånen i stemmen
Skuespillerne sitrer af nærvær. Julie Ølgaards hårdkogte snittepige kan stampe i jorden af vrede, så man bliver helt bange for hende. Og skuespillereleven Marie Nørgaard har en hån i sin stærke stemme, så man fryser, når man hører den. Og Peter Christoffersen brager igennem som den dygtige, vellidte fyr, hvis hjerne hele tiden prøver at udtænke nye ydmygelser over for den skole og den familie, som han føler sig svigtet af.
Hos alle tre unge skrider proportionerne. Men forestillingens styrke er, at den viser, hvordan skredet sker i de unges følelser.
Det er flot, at Team Teatret satser på teater for og om de teenagere, som meget voksenteater har så svært ved at få tag i. Og det er imponerende, at teatret har valgt at gøre forestillingen scenografisk uflyttelig og uegnet til turné, simpelthen fordi forestillingen i denne arenaform virker mest pågående. Akkurat lige som Team Teatret gjorde det med Johanne Eggerts tværgående scenografi til den fængende cancerforestilling Koldere end her i efteråret; en forestilling, hvor børnenes synsvinkel også var forfriskende, endda midt i al sorgen. Man må tage til Herning, hvis man vil mærke kicket.
»Jeg ælter knoglerne ud af deres hudovertræk,« siger pistolpigen i Amokløb. Og så kan man jo egentlig godt forstå, at hun ikke længere kan mærke forskel på andres knogler og sine egne. Hun har jo selv været død længe.
